spekkja, v. a. (kje—kte), spæge, tæmme, dæmpe. Nogle St. spækje (egentlig spekja, af spak). G. N. spekja.
spekkjast, v. n. (Imp. spektest), spæges, blive spag og stille. G. N. spekjast.
spekkronnen, adj. overtruffen med en Hinde af Spæk; megen fed. B. Stift.
Spekrꜳka, s. Spe.
Spekt, (f.), Spagfærdighed. Kun i Forbindelsen: „mæ Spekt“, eller „mæ Spekte“, ɔ: besindigt, forsigtigt. Sdm. (sjelden). G. N. spekt.
Spel (aab. e), n. 1) Spil, Leg (i Almindelighed). I Rbg. hedder det Spil (aab. i). G. N. spil. Sv. spel. Jf. Leik. — 2) et enkelt Spil, f. Ex. et Kortspil; et Parti, med Hensyn til dets Gang og Udfald. Me ha vunne fem Spel. Dæ stend’e pꜳ Spel: det staaer paa Spil, er i Fare. — 3) Spil af Toner, Musik; ogsaa et enkelt Musikstykke, f. Ex. til en Dands. Felespel. Fløytespel. — 4) Instrument til at spille paa; især om de sjeldnere, som ikke have noget bekjendt, særegent Navn. — 5) Ankerspillet paa Fartøier, med flere lignende Indretninger. Ellers kaldet Vindespel.
spela (aab. e), v. n. og a. (a—a; og a—te), 1) spille, lege, more sig; ogsaa løbe, glide, bevæge sig let og frit. Jf. leika (som er mere brugl.). Hedder i Rbg. spila (aab. i); ellers tildeels: spæla, spala (Namd.), spꜳlꜳ (Indr. Ørk.). G. N. spila. Sv. spela. — 2) spille, drive et Spil, f. Ex. Kort, Dam, Bold. — 3) spille paa et musikalsk Instrument; f. Ex. Fiolin.
Spelar, m. Spillemand; Fiolinspiller. Ogsaa kaldet Spelmann.
spele, s. speeleg. Spele, s. Spila.
Spelpeng, pl. m. Penge som de Dandsende give Spillemanden.
Spelrom, n. Spillerum.
Speltak, n. et kort Musikstykke, især til en Dands. Shl. (Jf. Feletak). Ellers kaldet Spelslꜳtt eller Slꜳtt.
Spene (aab. e), m. Patte; især om store eller lange Patter, som paa Køer og Gjæder. Udtales sædvanlig: Spæne, men gaaer ogsaa over til Spana (Namd.) og Spꜳnꜳ (Ørk.). G. N. speni. Sv. spene. Hertil Spenebora (aab. o), f. den lille Aabning hvorigjennem Mælken gaaer ud.
Spenger, s. Spꜳng.
spengja, v. a. (gje, gde), beslaae med Skinner eller Plader. (Af Spꜳng). Particip: spengd, beslaaet.
spengja, v. n. (gje, gde), om Vinden: blæse i enkelte korte Byger, saa at deraf dannes mørke Striber paa Vandfladen. N. Berg. Han spengje ni Fjoren. S. Spꜳng.
Spengjing, m. en Slæde eller Kjælke med jernbeslagne Meder.
Spenn, m. et Spark, et Stød eller Slag med Foden. Alm. I Rbg. skal det ogsaa hedde Spann, n.
spenna, v. n. (spenn; spann; sponne), røres, bevæge sig, vise Tegn til Bevægelighed eller Spændkraft. B. Stift. Kun upersonligt; f. Ex. „Da spann ikje i han“, ɔ: der viste sig intet Livstegn i den; den rørte ikke et eneste Led. (Sogn). I Sdm. har det Formerne: e—te. „Dæ spent’ ikje ’ti ’nꜳ“. Han kunna snart sleie se, so dæ had’ ikje spent ’ti nꜳ meir.
spenna, v. a. 1. (e—de; el. e—te), sparke, støde til eller slaae med Fødderne; ogsaa udstrække Fødderne eller vende dem til en vis Kant; f. Ex. „spenne burt-i Veggjen“, ɔ: ligge saaledes at man sætter Fødderne mod Væggen. Imperf. hedder mest alm. spente; men i Tell. og Rbg. rigtigere spende. Ellers et alm. og meget brugl. Ord. Den egentlige Form synes at være sperna. (Sv. spjärna; Isl. spirna og sporna; Ang. spurnan, hvoraf Eng. spurn).
spenna, v. a. 2. (e—de), spænde, stramme, sætte i en spændt Stilling; ogsaa sammenhefte, spænde sammen. (Sjeldnere). G. N. spenna. Jf. spana.
Spennar, m. en Stopper, hvorved et Hjul hindres fra at glide tilbage; ligeledes paa Kjærrer. Ørk. Østerd. og fl. I Shl. hedder det Spanar.
spennast, v. n. sparke hinanden.
Spenne, n. 1. 1) en stærk Bevægelse, Kamp, Dyst. — 2) Fodbræt, det som man sætter Fødderne imod.
Spenne, n. 2. et Spænde (i Baand og Klæder). Jf. Sylgja.
Spennel, m. en flettet Ring af Vidier; især til et Tøir. Rbg. Hedder oftere Spænel. Ellers Vidjespenning, og Nesting.
Spenning, f. 1) Sparken; ogs. Bevægelse, Rørelse; s. spenna. 2) Spænding, spændt Stilling; f. Ex. i et Laas. 3) Baand, Løkke, Spænde.
Spensl, n. Spænding, Baand.
spent, adv. i Forbindelsen „spent ihæl“, ɔ: reent ihjel, ganske til Døde. Tildeels i Ag. Stift. Jf. plent.
Sperr, n. Baand til at ophænge Fisk med; især parviis. Sdm.
sperra (spærre), v. a. 1. (a—a), op-
