hænge Fisk parviis til Tørring. Helg. Sdm.
sperra, v. a. 2. (a—a), opsætte Sparrer eller Skraabjælker til et Tag.
Sperra (Spærre), f. 1. Sparre, Skraabjælke hvorpaa Tagfjelene lægges. Hertil: Sperreklauv, f. den Kløft eller Fals, hvorved to Sparrer sammenføies i Tagryggen. Sperrepar, n. to sammenføiede Sparrer, een paa hver Side af Taget. Sperretak, n. Tag som hviler paa Sparrer (ikke paa Aaser).
Sperra, f. 2. et Par Fiske, sammenbundne ved Halen for at ophænges. Helg. (Paa Isl. spyrða, som er et andet Ord).
spe-skjere, v. a. krænke, saare ved bitter Spot. Sdm. (s. Spe).
Spetta, f. Spætte, Træpikker (Picus); en Fugl. Brugl. i de sydligste Egne. Ogsaa kaldet Grønspetta, Gulspetta. (Ellers Trepikka, Treklopp). Svarer til det tydske Specht.
Spiel og Spigjel, s. Spegjel.
Spik (ii), f. (Fl. Spika, r), 1) en Splint, Stump, et smalt Stykke; især af Træ. Rbg. Tell. Mere alm. i Sammensætning. (Handspik, Ristespik). Jf. Leggspik. — 2) en Lysestikke, tynd Splint af Fyrretræ til at tænde og lyse med. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Gbr. Ørk. og flere. Ellers kaldet Tyreflis, Stikke, Snerte. — 3) en smal og udbrugt Lee. Oftere kaldet Ljꜳspik. N. Berg. (Isl. spik, om en liden Segel).
spika, v. a. splintre, knuse, slaae i smaa Stykker. B. og Ag. Stift.
spika (spike), v. n. pønse, spekulere. Buskerud. (Isl. spekja). Jf. Spikk.
spikande, adv. i Talemaaden: „spikande sint“, ɔ: fnysende, rasende af Vrede. B. Stift.
Spikar, m. Spiger, Søm, Jernnagle. Hedder ogsaa Spik (Vald. Gbr.). G. N. spíkari. Sv. spik. — Spikarlod (aab. o), f. Nagletog, Form til at slaae Spigere i. Spikarnavar, m. Svigerbor.
Spikelogje (aab. o), m. Flammen eller Lysningen af en Lysestikke.
Spike-tre, n. fedt og ildfængende Træ til Lysestikker.
Spikje (aab. i), n. (?), Spege. Kun i Forbindelsen „i Spikje“, ɔ: i speget Tilstand, tørret, eller tilstrækkelig gjennemsaltet til Spiisning. (Isl. speikja, tørre). Hertil Spikjekjøt, n. saltet og tørret Kjød. Ligesaa Spikjebog, Spikjelꜳr. — Spikjesild, f. nedsaltet Sild.
Spikk, n. et Puds, Drillerie, en Skalkestreg (= Pretta). Dei ha gjort meg eit godt Spikk. Sogn og S. Berg.
spikka, v. n. (a—a), snitte, skjære, tilskjære noget med en Kniv. Søndre Berg. Sogn, Gbr. — Ellers: smide (smia).
Spikkeband, n. et Neg eller Kornbaand, som man ved visse Leiligheder (især paa Juleaften) sætter ud, for at Spurvene skulle gjøre sig tilgode dermed. Tell. (s. spikkje).
Spikkje, m. (Fl. Spikkar), en fælles Benævnelse for Smaafugle, som Spurve, Meiser, Gjærdesmutter og flere. Tell. (I svenske Dial. specke og spicke).
spikna, v. n. (a—a), tørres; ogsaa gjennemtrænges af Salt, blive spiselig (om saltet Kjød og Fisk). See Spikje. (Sv. spickna).
spikra, v. n. beslaae med Spigere.
spikut, adj. fliset, fuld af Splinter eller Fliser. Rbg. (spikutte). Af Spik.
Spil s. Spel. Spil (ii), s. Spegjel.
spila, v. a. (a—a), spile, udspærre.
Spila (aab. i), f. en flad eller tynd Splint, en Spaan. N. Berg. (Jf. Spile, Spildra, Spole). Hertil Spilekorg, f. en Kurv, gjort af tynde Splinter.
Spildra, f. en lang og tynd Fjel (lig en stor Spaan). B. Stift og fl. (Sv. spillra, Splint).
spildrende, adv. splitter. spildrende nakjen (Sv. spiller naken). spildrende nytt: splinter nyt. (Jf. Isl. spán-nýtt). Hedder ogsaa spildrande.
Spile, m. en Spile, en Pind til at udspile noget med.
Spilkvist, m. en fortørret og næsten løs Kvisterod i Planker. Helg. Vel egentlig Spillkvist. (Naar Spilkvist findes i et Fartøi, skal det forlise; siger Sagnet).
Spill, m. Skylregn, Regnbyge. Sdm. — Oftere Regnspill.
spilla, v. n. (e—te), rinde, strømme. N. Berg. Han spille ned: det øser ned (om Regn). Dæ spilte Blod’e: Blodet strømmede ned. Sdm.
spilla, v. a. (e—te), spilde, bortkaste, forspilde. G. N. spilla.
Spille, n. Spilde, Forødelse. (Sjelden). Te Spilles: til Spilde.
Spilleregn, n. Skylregn, stærk Regn. Ogsaa kaldet Spillevatn, n. Meget brugeligt i Sdm.
spilt, adj. 1) spildt, forspildt. — 2) spedalsk. Brugl. i B. Stift. (Jf. spitælsk). Heraf Spiltesykja, f. Spedalskhed.
Spiltaug, n. Spiiltoug, Hestebaas. Brugeligt søndenfjelds. (Sv. spilta).
