spinkjen, adj. smækker, tynd, spinkel. B. Stift.
spinna, v. a. og n. (spinn; spann; spunne), at spinde. G. N. spinna. — Heraf Spinnar, m. en Spinder (Spinderske). Spinnarløn, f. Spindeløn.
Spinning, f. Spinden. See Spune.
Spinnel, m. et Slags Dreierbænk. B. Stift. Spinnel skal paa nogle Steder ogsaa betyde Edderkop. (Sv. spinnel).
Spir, m. 1) Spiir, Top, Spids; en af Straalerne i en Krone. — 2) Strøm, Straale af noget som sprudler frem. Dæ sto Spir’en: en Strøm vældede frem. N. Berg. I Sdm. ogsaa om et Uheld, en Ulykke. „Dæ hende ein Spir“. (Jf. Spegjel). — Et andet „Spir“ betegner Makrelens Yngel; see Pir.
spira, v. n. (e—te), 1) spire, skyde op. (Ikke alm. See renna, ꜳla, brydda). — 2) sprudle, strømme, vælde frem. N. Berg. (Svagere end spille).
Spis, m. Ildsted, Arnested. Tell. (sjelden). I Rbg. forekommer: Speis; ellers hedder det Peis (Ag. Stift). Sv. spis.
spisk, adj. spids. (Egentlig spitsk, da „Spids“ skulde paa Norsk hedde Spit).
spisse, v. a. splidse Toug. Sdm.
Spissel, n. Efterbryg, den sidste Vædske som kommer af Rosten, og som har kun en svag Eftersmag af Øl. Berg. Stift. (Jf. Sv. spisöl, Bordøl).
Spit (ii), n. Fortræd, Fornærmelse, Opirrelse; ogsaa Spot, spydige Ord. Sogn og Søndre Berg. (Jf. Eng. spite. Holl. spijt).
spita (aab. i), v. n. (a—a), 1) blive spids, fortyndes eller smalne mod Enden. Tell. (Jf. kvessa). 2) v. a. strikke, binde med Strikkepinde. Rbg. Tell. — See spyta.
Spital (aab. i), n. Hospital. I Berg. Stift Spytal (aab. y). Jf. spitælsk.
spiten (ii), og spitig, adj. spydig, spodsk, tirrende. Søndre Berg.
Spitor’, n. pl. spodske eller spydige Ord. Sogn. I Nhl. ogsaa: Spitøre.
spitælsk (aab. i), adj. spedalsk (= spilt). I Nordre Berg. hedder det spytælsk’e (aab. y). Isl. spitelskr. Sv. spetälsk. Jf. Spital.
Spjeld, n. 1) Bræt, Skive; en Plade hvormed man lukker et Rør eller især en Skorsteenspibe. Meget brugl. (G. N. spjald). — 2) en liden Hylde; især en Hjørnehylde, som dannes af en kort trekantet Fjel. N. Berg. — 3) Vandskovl, Vandfang paa et Møllehjul. B. Stift. See ellers Kastespjeld.
Spjeldr, see Stille.
Spjelk, m. 1) Spændtræ, Spile hvormed en Væv holdes udstrakt i Breden. B. Stift. (Isl. spjálk, f.). Ellers kaldet Spile; ogsaa Sprote (Hall.). — 2) Splint, Spile, som bindes til brudte Rør eller Stilke og til beskadigede Lemmer for at holde dem stive. (Sv. spjälke; Isl. spilkur; Ang. spelc). — 3) det forreste tynde Been i Læggene (fibula). Rbg. i Formen Spjolk. Ellers kaldet Leggspik.
spjelka, v. a. (a—a), støtte med Spiler eller Splinter, binde Spiler til et brækket Lem. — spjelka, adj. forbunden med Splinter.
spjerten, adj. stolt. Sogn. (Jf. Spretten).
Spjole, s. Spole. Spjolk, s. Spjelk.
Spjote, m. en smal Kile. Tell.
Spjut, n. Spyd. (Skulde egentlig hedde Spjot, men denne Form synes at mangle). G. N. spjót.
Spjør, f. Stykke, Klud; især af gammelt Tøi. Nhl. Sdm. Dæ held’e Liten alt mæ d’æ Spjør atte: det beholder Farven indtil den sidste Klud. (Sdm.). Isl. spjör. I Romsdalen skal Spjør betyde Fiskenes Finner. (Jf. Fjør).
Splint, f. Tværkile i Enden af en bjælke eller Axel; Tværnagle. N. Berg.
Splint, m. en Landstryger (= Fant). Nhl. — Splintafylgje, og Splintapakk, n. et Følge af omstreifende, mistænkelige Folk.
Split (ii), f. Splid, Fiendskab. Splitor, spodske Ord (omtr. som Spitor). N. Berg.
Spo, see Spon.
Spode (aab. o), f. 1) en liden smal Skovl; f. Ex. til at omrøre Kornet med under Tørringen. N. Berg. — 2) Brødstikke, Pind til at vende Brødet med i Bagningen. Hedder ellers: Spodo (Namd.), Spudu (Indr. Ørk.), ogs. Spugu (i Ørk.). Andre Steder Spade og Fløyg.
Spole (aab. o), f. Spiir, Lægte, Tværfjel; en af Stængerne i en Grind eller Rist. (Det samme som Rim). Tell. Jf. Bringspolur og Spila. (Isl. spölr, i Gitterværk).
Spole (oo), m. Væverspole, aflangt Traadnøgle til Islæt. Hedder paa nogle Steder Spol og Spøl; i Sogn: Spjole. (Sv. spole). Heraf spøla.
Spon, m. (Fl. Spøne, r), 1) en Spaan, tynd Træsplint. Hedder paa nogle Steder: Spo (N. Berg.). Jf. Spøna og Spækje. G. N. spónn. — 2) Spiseskee, Træskee med et tvært afstumpet Blad.
