Sætersd. og tildeels i Hall. og Gbr. Isl. spónn. Eng. spoon.
Sponbork, m. Kork, Korketræets Bark. B. Stift.
Spone, s. Spune. Sponn, s. Spann.
Spontak, n. Spaantag, et Tag af smaa tynde Fjele, der ere lagte ligesom Tegl.
Spor (for Spord), m. Fiskenes Stjert eller Hale. Undertiden ogsaa en Spids; jf. Bryggjespor. I Sdm. hedder det ogsaa Spur (aab. u), men ellers sædvanlig Spor (oo). G. N. sporðr.
spora (aab. o), v. n. (a—a), opsparke Jorden, træde haardt, saa at der viser sig dybe Spor efter. N. Berg. — Ordet Spor, n. bruges kun sjelden. Jf. Fet, Stig, Stoppa.
Spore (aab. o), v. n. (a—a), opsparke Jorden, træde haardt, saa at der viser sig dybe Spor efter. N. Berg. — Ordet Spor, n. bruges kun sjelden. Jf. Fet, Stig, Stoppa.
Spore (aab. o), m. en Spore. (Sjelden).
sporstøyte (aab. o), v. n. trampe og løbe stærkt, opsparke Jorden ved stærk Løben. N. Berg. Ogsaa springe op, kaste sig i Vandfladen; om Fiske. (Sjeldnere). I sidste Tilfælde maaskee af Spor, m.
Sporv, m. en Spurv. G. N. spörr, pl. spörvar. Sporveband, n. see Spikkeband. Sporvereid, n. Spurverede.
sposk (for spotsk), adj. spodsk.
Spott, f. Spot. Mest i Forbindelsen „Spott ꜳ Skam“.
spotteleg, adj. bespottelig, skammelig. Hedder oftere: bespotteleg.
spraka, v. n. (a—a), sprage, knittre. Søndenfjelds. I Gbr. sprꜳkꜳ.
Sprakje, m. Enebærtræ. Sogn, Voss. (Jf. Brakje). Hertil Sprakabær, Sprakalog, Sprakasmak og fl.
sprala, v. n. (a—a), sprælle, sprætte, krumme sig; om Fisk. B. Stift. Nogle Steder spræle (e—te).
Sprang, n. Løb, Spring. Hedder i B. Stift: Sprꜳng. Pꜳ Sprang: i Løb, ved at løbe; f. Ex. Dæ kann ingjen nꜳ han pꜳ Sprang. „leggje te Sprangs“: begynde at løbe, tage Tilsprang. Han gjer’ ikje stort Sprangj’e: han er ganske stille og rolig. Han heve gjort sitt Sprꜳng: hans Løbebane er endt, det bedste er forbi med ham.
spratt, see spretta.
Sprꜳk, n. Bibelsprog; ogsaa Ordsprog, Mundheld. (Nyt og unorsk Ord). I Ørk. betyder det: Spøg. „Pꜳ Sprꜳk“: for Spøg.
sprꜳka, v. n. 1) bruge mange Ordsprog eller særegne Mundheld; ogsaa disputere, især med Bibelsprog. — 2) efterligne Skriftsproget i Talen, tale et fornemtladende Sprog. Jf. knota. I Tell. siges ogsaa sprꜳta, om at samt le eller snakke.
Sprꜳta, s. Sprote. sprꜳte, s. sprꜳka.
spreide, v. a. (e—de), sprede. (Sjelden).
Spreisegl, n. et Sprødseil. Nhl.
sprekka, v. n. (sprekk’; sprakk; sprokkje), sprække. I Tr. Stift hedder det oftere sprikke (sprikk’; sprukkje). Sv. spricka. Jf. springa.
Spreklur (Sprekle), f. pl. smaa adspredte Pletter, Prikker. (Isl. sprekla, Plet).
spreklut, adj. spraglet, spættet. Nogle Steder: spriklette. Jf. droplut.
Spreng, m. Sprængning; ogsaa en voldsom Anstrengelse.
sprengja (sprængje), v. a. (gje—gde), 1) sprænge, faae noget til at briste (springe). G. N. sprengja. — 2) fordærve, ødelægge ved en voldsom Anstrengelse. sprengje seg: gjøre sig Skade ved Anstrengelse, eller ogsaa ved Overfyldelse. sprengje ein Hest: kjøre en Hest til Skade. sprengje Mꜳl’e sitt: skrige sig maalløs. — 3) besprænge, bestrøe. Meget sjelden; see saltsprengja. — Particip sprengd: sprængt; ogsaa fordærvet, forkjørt.
sprengjast, v. n. sprænges, sprække.
Sprett, m. 1) Stænk, Skvat; noget som spredes eller driver løs. — 2) en Spradebasse; see spretta.
spretta, v. n. (sprett; spratt; sprotte), 1) splittes, spredes pludselig, drive afsted, springe, fyge; f. Ex. om Stykker af Steen eller Træ, som bliver tilhugget. Alm. og meget brugl. (G. N. spretta; Sv. spritta). — 2) springe ud, skyde frem; især om Løv paa Træerne. Heraf Lauvspretting. — 3) rinde op, om Solen; især i det Øieblik da de første Straaler vise sig i Bjergtoppene. — Dæ spratt Flisanne pꜳ alle Kantar: Splinterne sprang til alle Sider. „Dæ sprett“ siges ogsaa om bløde Ting, men ikke om Vand; see skvetta. Dæ sprett upp: det brister, aabnes med et Knald. Dæ spratt upp or han: han kom til at nævne det. (N. Berg.).
spretta, v. a. (e—e), 1) sprede, drive, kaste. sprette utyve: stænke eller sprede ud. sprette pꜳ: besprænge. (Jf. skvetta). 2) sprænge, splitte, løse fra. sprette upp ein Saum: sprætte, opskjære en Søm. sprette frꜳ Hesten: spænde fra. — 3) stikke, hugge. (Sjelden). Eit Tre, so ingjen ha sprett Kniv i, ɔ: et Træ som aldrig er berørt med Kniv. (Sogn og fl.). Ligesaa: Eg ha ’kje sprett Fingren ꜳt ’an: jeg havde ikke rørt en Finger imod ham, ikke gjort
