ham det mindste ondt. (N. Berg.). — 4) v. n. sprade, spanke, give sig en stolt og stiv Holdning. (Meget brugl.). Sv. sprätta.
Sprettar, m. en Spradebasse. Oftere Sprett. (Om Kvinder: Spretta).
Sprettebogje (aab. o), m. Skydebue.
spretten, adj. 1) som let springer eller driver. 2) spradende, stolt i Gang eller Holdning.
Spretting, f. 1) Springen, Driven; ogs. Splittelse. 2) Fremkomst, Udspringen. (Solspretting, Lauvspretting). 3) Spraderie, stolt Gang.
sprikja, v. a. og n. (kje, kte), 1) udspærre, udspile; f. Ex. Fingrene. Tell. (sprikje). 2) v. n. udsprede sig, stritte, staae udspilet til Siderne; f. Ex. om Kviste, Børster, Korn paa et Ax. Meget brugl. i Kr. og Ag. Stift; mest i Rbg. og Tell. Om Klæder siges at de „sprikje“, naar de staae vidt ud fra Kroppen. I Nordre Berg. betyder „sprikje“ at svulme, staae spændt af Fylde; f. Ex. om Aarerne. Jur’e sto so dæ sprikte, ɔ: Yveret svulmede af Mælk.
sprikjen, adj. udbredt, strid, udspilet; ogsaa svulmende, fyldig. Hedder ogsaa sprikjande.
sprikke, s. sprekka. spriklet, s. spreklut.
springa, v. n. (spring’; sprang; sprungje), 1) løbe, rende, gaae hurtigt eller med Løbeskridt. (Forskjelligt fra Dansk springe). Alm. og meget brugl. (Sv. springa). Imperf. hedder i B. Stift: sprꜳng; Fleertal tildeels sprunge; i Hall. sprungo. Heraf Sprang. — 2) bryde løs, styrte frem. Noget sjelden. (I Betydningen udspringe og fremspringe siges sædvanlig: spretta). — 3) sprække, briste i Stykker, revne. Lidet brugl. (Jf. sprekka, spretta). G. N. springa. Heraf sprengja, sprungjen, Sprunga.
Springar, m. 1) en Løber, Hurtigløber. 2) en Dands hvori man løber rundt i en Kreds, uden at dreie sig. 3) et Slags Delfin, en Hval-Art (Delphinus Delphis).
Springhest, n. Springholt i en Væv. B. Stift.
Springing, f. Løben, Renden.
sprite, v. n. sprudle, strømme. Ndm.
Spro, f. Hals, Svælg. (Indre-Sogn). svelgja i Spro’i: sluge noget som er for stort og derfor staaer fast i Svælget.
Sprokka, f. Sprække, Rift. — I Sdm. siges ogsaa Sproke (aab. o), om smaa Ridser eller Saar. Dæ finst ikje Sproke pꜳ, ɔ: det er aldeles heelt og jævnt. (Jf. Isl. sprák).
sprokna, revne; s. sprotna.
Sprose (Spros), f. Spile eller Led i en Vinduesramme. Tr. Stift. (T. Sprosse). Skulde hellere hedde Sprota.
Sprote (aab. o), m. 1) Spids, en liden spids Plade paa Enden af Bælter og Baand. Tell. — 2) Spændtræ i en Væv (= Spjelk). Hall. (G. N. sproti, Kjæp). — 3) Tegn, Mærke (vel egentlig Spire). Sdm. Me fekk snart sjꜳ Sproten ta di: det viste sig snart; vi fik snart see hvorledes det vilde gaae.
sprotna (sprottne), v. n. (a—a), revne, splittes; især om en Søm. I Gbr. siges ogs. sprokna.
Sprotta, f. Split, Aabning i Klæder.
sprotten, part. (af spretta), 1) splittet, revnet. 2) udsprunget, om Løv; ligesaa om det første Tegn til Kjerne i en Frugt. 3) oprunden om Solen. Mæ same Sol’a va sprotta.
sprova, v. n. speide, kige, see sig om. Valders.
Sprunga, f. Revne, Rift i et Træ; ogsaa en Revne i Huden. B. Stift. (G. N. sprunga). Jf. Sprokka.
sprungjen, part. (af springa), sprukken, brusten. (Oftere sprokkjen). G. N. sprunginn.
Spruns, s. Spuns.
spruta, v. n. (a—a), sprude. Søndre Berg. Nogle Steder: spryta. Ellers sputra.
Spruta, f. Blæksprutte (Polyp). Søndre Berg. (I N. Berg. kaldet Haldar).
Spryta, f. en Sprøit, fremsprudlende Strøm, f. Ex. af Vand. Shl.
spræk, adj. 1) sky, vild, urolig, vanskelig at fange eller holde; om Dyr. N. Berg. Helg. — 2) kaad, springsk, overgiven (= kipen). B. Stift. — 3) dygtig, kjæk, anseelig, fortrinlig. Jæd. Rbg. Tell. (Jf. fræk og frak). Isl. sprækr, stærk.
Spræn, m. 1) en Strøm, Sprøit, Vandstraale. Tell. — 2) en Kryster, En som let bliver ræd og springer bort. Sdm. Hedder ogsaa Spræne, f. „Ei Ræddespræne“.
spræne, v. n. (e—te), 1) sprudle, sprøite, vælde frem. Tell. Sdm. (Isl. spræna). 2) springe, løbe bort af Rædsel. (Sjelden).
sprøyta, v. a. (e—te), sprøite, stænke. (Jf. skvetta, som er mere brugl.).
Spudu, Brødstikke; s. Spode.
Spue, m. Spov (Fugl), et Slags Sneppe med langt Næb (Numenius arcuatus).
