Spuelæta, f. Spovens fløitende Stemme.
Spune (aab. u), m. 1) Spinden, det at man spinder. 2) Spind, noget som er spundet eller skal spindes. Meget udbredt, dog i forskjellig Form, da det ogsaa hedder Spone, Spona (søndenfjelds), Spꜳnꜳ (Gbr.). G. N. spuni. Sv. spånad.
Spuns, n. 1) Spunds, i Tønder. I Tell. hedder det Spruns. — 2) en Rude i Tøi. Heraf spunsa, adj. rudet.
spunsa, v. a. sætte Spunds i.
Spunur, s. Spænel.
spurd, part. (af spyrja), spurgt, adspurgt; ogsaa hørt. I B. Stift: spur’e (aab. u). G. N. spurðr.
Spurdag (aab. u), m. 1) Spørgsmaal; Efterspørgsel. Hard. Helg. og fl. (G. N. spurdagi). 2) En som spørger meget. Sdm.
Spurlag, s. Spurnad.
Spurnad (aab. u), m. 1) Efterspørgsel. Dæ kom Spurnad ette di. N. Berg. Helg. — 2) Rygte, Tidende. Hedder ellers Spurn, f. (Nhl.), Spurlag, n. (Tell. Vald.); ogsaa Spurdag. G. N. spurn, spurning.
Spursmꜳl, n. Spørgsmaal. — Spursmꜳlbok, f. Forklaring, Lærebog (med Spørgsmaal og Svar). S. Berg.
spurvis (aab. u), adj. flittig at spørge, som idelig spørger sig for. Søndre Berg. Tell.
sputra (uu), v. a. (a—a), 1) sprude, udsprøite. N. Berg. (Jf. spruta). 2) spytte idelig. — Heraf Sputr, m. en Strøm af noget som bliver udsprøitet. Sdm.
Sputt (aab. u), n. Spyt. Ellers Spytt.
sputta, v. n. (a—a), spytte. Søndre Berg. og Kr. Stift. Ellers spytta. (Sv. spotta).
spy, v. n. (r—dde), spye, brække sig (saavel om Mennesker som Dyr). Heraf Spying, f. Brækning.
Spya, f. Spy. (Sjelden). G. N. spýa.
spyeleg, adj. væmmelig, yderst ækkel.
spyen, adj. tilbøielig til Brækning.
spyrja (aab. y), v. n. og a. (spyr’; spurde; spurt), 1) spørge. Inf. paa nogle Steder spyra og spøra. (G. N. spyrja). Imperf. i B. Stift: spure (aab. u), nogle St. spore (G. N. spurði). Imperativ: spyr (spør); Fl. spyrje. — 2) overhøre, katekisere. Jf. Spyrjarstova. — 3) høre, faae Rygte eller Tidende om. Jf. spyrjast. — spyrja seg fram: spørge om Veien, komme frem ved at udspørge Leiligheden. spyrja seg fyre: forespørge sig. spyrja upp: opspørge.
spyrjande, adj. 1) spørgende. 2) til at spørge efter. Dæ ’kje spyrjand ette di.
Spyrjar, m. en Spørger; ogsaa en Overhører. Spyrjarstova (aab. o), f. et Sted hvor der holdes Katekisering. B. Stift.
spyrjast, v. n. (spyrst, spurdest), høres, rygtes, blive bekjendt. Dæ hadde spurst: det var blevet bekjendt.
Spyrjing, f. Spørgen; Overhøring.
Spyt (aab. y), n. Strikketøi; Klædningsstykke som strikkes. B. Stift.
Spyta (aab. y), f. 1) et Spid, Stegespid. (Skulde egentlig hedde Spita). — 2) en tynd og spids Nagle, en tilspidset Pind; f. Ex. til at fæste et Laag med. Meget brugl. i B. Stift, ogsaa i Gbr. og fl. (Isl. spita; Sv. spet, Spile). — 3) Strikkepind, Bindingsstikke. (I Rbg. maaskee: Spite). Jf. Sneis. Hertil Spytepar, n. et Sæt Strikkepinde (nemlig fem Stykker).
spyta (aab. y), v. a. (a—a), strikke, binde med Strikkepinde. B. Stift. I Rbg. og Tell. hedder det spite (aab. i), som egentlig er rettere. Ellers bitte og binde. spyta pꜳ (el. sp. upp-atte): strikke et nyt Stykke paa, sætte ny Fod i Strømper.
Spytal og spytælsk, s. Spital, spitælsk.
Spyting, f. Strikning, Binding.
spæde (spæa), v. a. (e—de), fortynde, blødne, gyde Vædske paa. (Sv. späda). Jf. Spa.
Spæk, (langt), m. en frossen Skorpe paa Jorden (= Klakje). Østerd. s. spækje.
Spækje, f. Spaaner, Fliser af Ved. Rbg. Tell. (Isl. spækja). Ogsaa Spæk, m. (om en enkelt Spaan).
spækje, v. n. (kje, kte), fryse, stivne, belægges med en Iisskorpe; om Jorden. Meget brugl. i Ørk. og ved Trondhjem; ogsaa i Østerd. hvor det tildeels hedder spekje.
spækt, part. frossen, haardfrossen; om Jorden. Ørk. Østerd.
Spæl, m. Hale. (Kun om en kort Hale som paa Faaret, Gjeden, Haren, Bjørnen). B. Stift, Vald. Gbr. Ørk. I Sogn hedder det Spædl eller Spædel. Sf. Rumpa.
spælen, adj. kort og smal imod Enden; f. Ex. om Træer. N. Berg.
Spæne, m. Patte; see Spene.
Spænel, m. Langjern i en Mølleaxel, den Jernbolt som gaaer ud fra Vandhjulet (Kallen) og tjener til at omdreie Kværnen ved Hjælp af et Tværjern (Sig-
