le). Meget udbredt i forskjellig Form: Spænel (Shl. Jæd. Tell.), Spænol (Rbg. Ndm.), Spænꜳl (N. Berg. Sdm.), Spunur (Indr.). — Om et andet Spænel see Spennel.
spængje, s. spengja. Spænol, s. Spænel.
Spærr, s. Sperr. Spærre, s. Sperra.
Spøk, n. 1) Spøg, Skjemt. (Ikke alm.). Jf. Gaman, Fantri. 2) en Tingest, liden ubetydelig Ting. Sdm.
spøkja, v. n. (e—te), spøge, skjemte. Ogsaa: være nær ved at komme til noget, være paa Nippet. Dæ spøkje ette di: det er ikke langt fra, det kan let hænde. N. Berg.
spøkjelege, adv. farligt; ogsaa fælt, frygteligt.
Spøkjelse (aab. ø), n. en Tingest, en ubetydelig, daarlig eller latterlig Ting. Spotviis ogsaa om Mennesker. Sdm.
spøkjen, adj. farlig. Gbr. (Jf. speeleg).
Spøkri, n. Spøg (N. Berg.). spøkrilaust, adj. ret alvorligt.
spøla, v. a. (e—te), gjøre Spoler til en Væv. Hedder ogs. spola; i Sogn spjola.
Spøna, f. Spaan, Fliis, Huggespaan. N. Berg. (Mere brugl. end Spon).
spøne, v. n. (e—te), støde, sparke i Jorden. Sdm.
spøra, s. spørja. spøte, s. spyta.
sta. s. stad og standan.
stabba, v. n. gaae sagte; ogsaa om en vaklende Gang. Nogle Steder: stable. (Toten). Sv. stapla.
Stabband, n. Nagle i en Slæde, de smaa Støtter hvorpaa Slædebunden hviler. Rbg. Gbr. I Sdm. Stabbende. I Ørk. Stallband, om de Nagler, som indslaaes ovenfra (ellers kaldet Fjetra). — Kunde ogsaa forklares enten som Stavband eller Stadband.
Stabbe, m. 1) Blok, Huggeblok, en kort afhugget Stump af en tyk Træstamme. (Alm.). Sv. stabbe. Jf. Smiestabbe. — 2) Bunke, Stabel, tæt sammenpakket Hob, især af Hø i Laden. Sogn, Vald. Helg. (Isl. stabbi).
Stabbud, f. Stolpebod, Madbod, som er bygget paa korte Fødder eller Blokke, saa at Gulvet ikke naaer til Grunden. N. Berg. Hedder mere alm. Stabbur, n. (Jf. Bur). — Kan forklares baade som Stabbebud og som Stavbud.
Stabende, s. Stabband.
stabla, s. stabba. Stabur, s. Stabbud.
Stad, n. Standsning, Stillestand. (See Sjøastad). Dæ sto i Stad: det stod stille. Sdm. (sjelden). Her mærkes Udtrykket „i Stae“, ɔ: i Rolighed. Meget brugl. i Rbg. „Han va ’kje lengje i Stae: han forblev ikke længe paa samme Sted. (Et gammelt Dativ, som ogsaa kunde henføres til Stad, m.).
Stad, m. (Fl. Stade, r), 1) Sted, Plads (i Almindelighed). Udtales mest alm. Sta, og i bst. Form: Sta’en (i Nfj. og Sdm. Stadinn). G. N. staðr. — 2) Sted hvor noget er sat eller lagt, Leie, bestemt Rum; ogsaa Stilling, Standpunkt. Hertil Lassestad, Hesjestad, Hælstad, Beltestad. Jf. Middagsstad. — 3) Stad, By. (Tildeels med Fleertal Steder). Mest brugl. i Tr. Stift. „Ꜳt Sta’a“: til Byen. (I B. Stift: te By’n“). I Sammensætning betegner Stad ogsaa det staaende, saaledes Undestad, Tvistad; jf. Vævstad. — De mange Gaardsnavne, som ende med Stad, bruges sædvanlig uden Bøining; dog findes i Ørk. ogsaa Formen „stoom“ (for stodom), f. Ex. pꜳ Vallstoom, Riksstoom. (Dativ Fleertal). I Sdm. bruges Dativet „stodꜳ“ (aab. o) og forkortet „stꜳ“ i saadanne Ord som: ollꜳstodꜳ (allesteds), aurꜳstodꜳ (andensteds), sumꜳstodꜳ, nokrꜳstodꜳ. Ellers siges stae (f. Ex. allestae), stan (allestan), og tildeels stass (allestass). Den gamle Genitivform (staðar) findes kun ved „til"; saaledes „te Sta’ar“, ɔ: tilstede. (Hard. Shl. og fl.). — Af andre Forbindelser mærkes: „Ꜳ Stad“: frem, tilveie (s. ꜳstad). Av Stad: afsted, hen, bort. I Stad: nys, nylig; ogsaa: nu strax. I min Stad: i mit Sted, paa mine Vegne. Nꜳr eg var i din Stad: hvis jeg var i din Stilling. Kvar i sin Stad: enhver i sin Stilling. I Staden fyre: i Stedet for. Atti Staden: igjen, i Stedet for noget som er borte.
stad (sta), adv. afsted, hen, bort; ogsaa borte, henne. Tr. Stift, Gbr. Sdm. (Ellers avsta, ꜳvsta, asta). Ogsaa: ned, overende; f. Ex. rive stad, fare stad, slꜳ seg stad. (Sdm. og fl.). — Hertil: stad-gjor’e, ɔ: afsendt, udskikket. stad-riven: nedreven, væltet. stad-sett’e: udstyret, udstafferet, pyntet; egentlig afskikket.
stad, adj. stædig, om Heste. Mest alm. sta; i Nfj. og Sdm. stad’e. (Isl. staðr).
stadd, adj. stedt. Kun sammensat som naudstadd. G. N. staddr.
Stade (Stae), m. Lag, Stabel, sammenpakket Masse af Hø eller Korn i Laden. Kr. Stift, ogsaa i Buskerud.
