(Høystae, Konnstae). G. N. staði. Ellers kaldet Stꜳl, Stabbe, Kaggje.
stadebrend (staebrænd), adj. bedærvet af Hede og Fugtighed i Laden.
staden, adj. som har staaet nogen Tid. Gbr. Sdm. og fl. (Jf. forstaden). D’æ for lite stae: det har ikke staaet længe nok. I Sdm. ogsaa stiden (aab. i); f. Ex. nattestiden. — Egentlig Particip af standa.
stadfesta, v. a. (e—e), stadfæste.
stadig, adj. stadig; sat. Jf. stød.
stadna (stane), v. n. (a—a), standse, hvile. Tildeels i Sdm. Hall. og fl. (d høres ikke). G. N. staðna.
Stae, s. Stad og Stade.
stae (staaet), s. staden og standa.
Stag, n. Stag, Vant som fæstes i Stavnen. — staga, v. n. fæste Staget.
Staga, s. Stigje.
stagga, v. a. (a—a), standse, hindre, holde tilbage; ogsaa dæmpe, stoppe. Søndenfjelds. (I N. Berg. stogga). Egentl. stadga.
staggande, adj. som man kan standse.
Stakall, m. 1) Stakkel. Jf. Stakar og Stavkall. — 2) Mandfolk; især Ungkarl. Ein vaksen Stakall: en voxen Karl. Meget brugl. i Tr. Stift.
Stakar, m. en Stakkel; især Tigger, Betler. (G. N. stafkarl). Ellers en svag og hjælpeløs Person; ogsaa en Kryster, Kujon. (Sv. stackare). Som Kjælenavn er det kun et Udtryk af Ømhed og Deeltagelse. Forbindes ofte med et andet Ord og faaer da en Form med -s, f. Ex. Stakars Ban (Stakkels Barn).
Stakarsdom, m. Uselhed, Skrøbelighed. Hedder ogsaa Stakarsheit, f. (Berg. Stift).
stakarsleg, adj. usel, skrøbelig.
Stakje, m. (Fl. Staka), Stage, Lysestage. I Gbr. Stꜳkꜳ.
Stakk, m. 1. et Skjørt. (Alm.). Jf. Dos. I "Skinnstakk“ har det Betydningen Kufte eller Overkjole, ligesom G. N. stakkr.
Stakk, m. 2. en Stak, Stabel, en høi opstablet Hob af Hø, Løv eller Tørv paa Markerne. G. N. stakkr.
stakka, v. a. (a—a), opstable, sætte i Stak. Hedder ogsaa stekkja.
stakka, adj. om Skoven: belagt med Snee paa Grenene. Tell. Jf. Lavsnø.
stal, s. stela. Stalband, s. Stabband.
Stall, m. 1) Stald. G. N. stallr. Bruges her kun om Hestestalde. — 2) Nøglekredsen i et Laas, den Ring hvori Gjængerne ere indsluttede. B. Stift. — 3) en ophøiet Flade, en Høi som er flad og jævn ovenpaa. Nhl. (Andre St. Pall). Jf. G. N. stallr, Fodstykke.
Stalltræv, n. Høloft. Ag. Stift.
Stallvækje, f. en liden rund Bjælde til en Hest. Tr. Stift, Sdm. (Maaskee rettere Stallvekkja).
Stalme, m. Opsvulmen; s. Stolme.
stam, adj. stam, stammende. (G. N. stamr). Stamegauk, m. En som stammer. (Af den stammende Lyd hvormed Gjøgen undertiden begynder sin Sang).
stama, v. n. (a—a), stamme (i Talen). G. N. stama. Heraf Staming, f.
Stamn, m. Stavn paa Baade og Fartøier. Nogle St. Stabn. (G. N. stafn). En anden Betydning forudsættes i Talemaaden „te Stams“, som bruges i Sdm. f. Ex. fꜳ Krytra te Stams, ɔ: faae Kvæget samlet, eller faae det hjem. Maaskee egentl. Sammenkomst. Jf. stemna.
Stamnhald, n. den Retning hvori man vender Stavnen; et vist Meed at roe efter. Paa oplandene siges Stamnlei(d).
Stamp, m. Balle, aabent Kar med Ører; noget større end en Bøtte. B. og Tr. Stift, ogsaa i Gbr. (G. N. stampr). Ellers Stempa, Tympa, Strump, Holkje, Balgje.
Stampa, f. Stampeværk, Valkemølle.
stampa, v. a. (a—a), 1) stampe, valke Tøi til Klæder. — 2) søle, vade, arbeide i Dynd og Væde.
Stand, n. (og f.), 1) Stand, Orden, Skik. — 2) Tilstand, Forfatning. — 3) Stilling, Livsstilling.
standa, v. n. (stend; sto’; stade), at staae. Inf. hedder: standa (Nhl. Hard.), stande (Rbg. Tellem. Hall. Vald.), sta (Nhl.) og stꜳ (mest alm.). G. N. standa. Præsens: stend’e, stænd (Mandal, Rbg. Tell. Hard. Voss, Sdm.), stæ (Sdm.) og stꜳr (mest alm.). G. N. stendr. Imperf. overalt: sto. I Fleertal siges: stoo (Hall.), stoge (Sætersd.). G. N. stóð, stóðu. Supinum hedder i B. Stift: stide, aab. i (Sdm. Nfj.), stie og stee; ellers stae (mest alm.), ogsaa stende (Voss), stunde (Romsd.). G. N. staðit. Imperativ: statt, og i Fl. stande (el. stꜳ). Afledninger: Stand, stendig, Stad, staden, Stoda, stød. — Betydninger. 1) staae, være i en opret Stilling; ogsaa holde sig oppe, ikke falde. Saaledes om en Vægt: „Dæ sto knapt“, ɔ: Vægtstangen hældede lidt imod Loddet. Sjeldnere om Tingen
