som veies. Dæ stend’e pꜳ fem Merker: det veier omtrent 5 Marker. (Hertil G. N. standa, veie). — 2) rage frem, række ud. Dæ stend upp-or: det naaer op over Vandet. Dæ sto unda: det stak frem, naaede ud af Skjulet. Ogsaa komme frem, vise sig. Dæ sto Fossen (det skummede som en Fos). Ligesaa: Dæ sto Skum’e, Driv’e, Røykjen o. s. v. — 3) vende, have en vis Retning. Vinden sto midt ette Fjor’a. Elinganne stꜳ beint imot. — 4) vedvare, holde ved. Dette Ver’e stend ikje lengje: dette Veir vil ikke vare længe. Alt mæ dæ sto pꜳ: saa længe som det holdt ved. — 5) staae stille, være standset; f. Ex. om et Hjul, en Mølle. — 6) være i en vis Forfatning. Oftest med „til“; f. Ex. stꜳ væl til. — Talemaader. „stꜳ seg“: holde sig vedlige, vedblive usvækket; ogs. holde Stand, ikke vige. stꜳ seg godt: have Lykke, være heldig. Derimod: han vild’ ikje lata da stꜳ seg, ɔ: han vilde ikke være sig det bekjendt. (B. Stift). stꜳ av seg: see ud, tage sig ud. stꜳ ette: tragte efter; ogs. efterstræbe. stꜳ fyre: forestaae, raade for. (Jf. Fyrestandar). stꜳ i da: holde det ud. (Nhl.). stꜳ pꜳ: a) paastaae; b) vedvare; c) knibe, blive vanskeligt. Da stend inkje pꜳ: det har ingen Nød, det er ikke vanskeligt. (Meget brugl. i B. Stift). stꜳ til (te): tilstaae; ogs. staae til, være i en vis Forfatning. (Heraf Tilstand). stꜳ um: gjælde, komme an paa: f. Ex. Dæ sto um Liv’e (B. Stift). stꜳ upp: reise sig, staae op. (Heraf uppstaden). stꜳ uti: stræve, have travlt med noget. Dei ha mykje te stꜳ ti. (N. Berg.). stꜳ vid (aab. i): vedstaae, vedkjende sig, staae ved sine Ord. N. Berg. Ellers hedder det „stꜳ mæ“.
standande, adj. staaende. I eit standande: i eet væk, uophørligt.
Standar, m. en Stænder, Stolpe, Stør, Pæl.
standast, v. n. (stendst, stost), vare, vedblive, holde ud, være tilstrækkelig. Dæ kann ikje standas: det kan ikke vare længe. (Tell.). Dæ stendst ingjen Ting: der er intet som holder det ut, el. som er stærkt nok. (Sdm.). Ogsaa med Dativ. Dæ stænst hꜳnꜳ inkje: det forslaaer aldrig for ham.
stane, v. n. (e—te), see med Nysgjerrighed, gloe og gabe efter noget. Sdm. Om et andet stane see stadna.
stanga, v. a. (a—a), stange, støde med Hornene. I B. Stift: stꜳnga.
stangast (stꜳngast), v. n. stanges, stange hinanden; om Kvæg.
stanka, v. n. lugte; stinke. Rbg.
Stans, m. Standsning, Hvile: ogsaa Hindring, Heftelse. (Nyere Ord).
stansa, v. n. (a—a), standse, staae stille; ogsaa hvile lidt. I Nfj. og Sfj. hedder det ogsaa stansna. Ellers stana (stadna), stogga, stagga.
Stapp, n. Mad, tillavet af stødt eller banket Frugt (Roer, Poteter). Berg. Stift.
stappa, v. a. (a—a), 1) banke, støde smaat, f. Ex. i en Morter. Tildeels søndenfjelds. G. N. stappa. — 2) stoppe, pakke i, proppe fuldt. Mere alm. og meget brugl. (G. N. stappa). Hertil stappa, part. stoppet, pakket, fuldproppet. — Stapping, f. Pakning.
Star, n. Øine; Øinenes Udseende, Blik, Syn. Brugl. paa Helg. — brunt Star: brune Øine. blꜳtt Star: blaae Øine.
stara, v. n. (a—a), stirre, see længe paa noget. Helg. I Indr. stꜳrꜳ. (Ellers stira). G. N. stara.
starblind, adj. stærblind; nærsynet.
Stare, m. Stær (Fugl). Paa enkelte Steder: Star. (Sv. stare). Ved Kristianssand betyder „Star“ ogsaa Drosler eller Kramsfugle.
Stargras, see Storr.
starva, v. n. (a—a), 1) stride langsomt frem, gaae seent og vaklende (om En som er meget træt eller ogsaa syg). D’æ knappaste han starva ꜳ gjeng’e. Sdm. Hard. — 2) krympe sig, bøie sig sammen, som Kvæget i Frost og Uveir. Hard. — 3) afgaae, falde bort, døe. Helg. Indr. Mest i Forbindelse med av (starva av). Han ha starva av: han er vandret heden. Ogsaa i Nhl. om Kvæg: omkomme, krepere.
Starving, f. seen og vaklende Gang.
Stas, m. Stads, Pragt. (Nyere Ord). Ligesaa: stasa, v. n. (a—a), bruge Stads, pynte sig meget. staseleg, adj. stadselig.
stasett, s. stad. — Staue, s. Stova.
stauka, v. n. (a—a), 1) støde, stikke i Korn med en Skovl for at afbryde Avner og Stilke. Nhl. — 2) gaae langsomt, især med Stav. Sdm. Heraf Stauk, m. en gammel Karl.
Staul, see Støl.
Staup, n. 1. et Støb, Bæger. G. N. staup. I Meldalen ogsaa et lidet Trækar (see Stava). Ellers med egne Betydninger i Gyrestaup og Ermestaup.
Staup, n. 2. et Hul i en Vei, en liden Huulning eller Udgravning; f. Ex. imel-
