lem Stene. Tell. ogsaa i Tr. Stift. (G. N. staup). Jf. Stoppa.
stauput, adj. ujævn, om Jorden; fuld af Huller eller smaa Grøfter.
Staur, m. Stør, Pæl, en opreist kort Stang. Alm. og meget brugl. (G. N. staurr; Sv. stör). Ogsaa en Stymper, Klodrian.
staura, v. n. (a—a), 1) nedsætte Stører eller Pæle. (See ellers støyra). 2) klodse, bære sig keitet ad.
Staurhynning, m. Spækhugger (Delphinus Orca). Sdm. I Fosen: Staurhenning.
Staurstꜳng, f. see Jarnstaur.
Staurvad, n. et Fiskeredskab at fange Helleflyndrer med. Sdm.
staut, adj. kjæk, dygtig; ogsaa anseelig, som tager sig godt ud. Et meget udbredt og maaskee alm. Ord.
Stav, m. 1) Stav, Stok til at gaae med, Støttestav. G. N. stafr. — 2) Stolpe, Pille, Hjørnestolpe i en Stavbygning. (See Stavhus). Hertil Kyrkjestav, Lødestav. — 3) Stav i Trækar, de enkelte Stykker hvoraf Karrets Sider dannes. — 4) Stykke i et Seil, en af de enkelte Vævbreder i Seilet. Helg. (Jf. Vꜳ). — 5) Kant, Rand af en egen Farve. (Sjelden). See stava.
Stava (Stav’), f. et lidet Spand, et Trækar med en høi Stav som tjener til Skaft. Ørk. (Ellers Staup, Kopp, Strippe). Jf. Sv. stäfva.
stava, v. a. (a—a), 1) støtte sig med en Stav. „stava seg“. — 2) tage et Kar i Stykker (i Staver). Undertiden ogsaa om at sætte enkelte Staver i Kar. — 3) stave et Ord, nævne Bogstaverne. „stave ꜳ leggje ihop“: adskille Bogstaverne og ordne dem i Stavelser. — Jf. Bokstav (som i G. N. hedder stafr).
stava, v. n. (a—a), afspeile sig; vise lange Skygger eller Striber i Vandet. (Helg. Sdm. Hard.). „Dæ stava ni Sjøen“, siges naar Søen er saa stille, at Skyggerne af Landet vise sig tydelig.
stava, adj. randet; om Hestenes Man, naar den er sort i Midten og hvid paa Siderne. N. Berg.
Stavar, s. Stꜳvꜳr.
Stavband, n. Skraabaand imellem to Stolper. See ellers Stabband.
Stavbygnad, m. see Stavhus.
Stavelse, n. Stavelse i et Ord.
Stavemne, n. Træ til en Stav.
Stavhus, n. Træbygning, hvori Væggene ikke ere tømrede, men dannes af opreiste tykke Stolper, som forbindes ved Bjælker og Skraabaand, hvorpaa Mellemrummene dækkes ved en Beklædning af Fjele. — Saaledes ogsaa Stavkyrkja, Stavløde, Stavenaust og flere. B. Stift.
Stavkall, m. gammel Mand, som gaaer med Stav. Han vert ingjen Stavkall: han bliver vist ikke gammel. B. Stift.
Stavklauv, f. Kløft paa Enden af en Hjørnestolpe, hvori Bjælkerne indfældes.
Stavlægja, f. Tagstok, den øverste Stok i en Sidevæg; Tagbjælken i et Stavhuus. Nhl. Hard. Jæd. (Stavleia). Ellers kaldet Raftestokk, Raftall og fl. (G. N. staflægja).
Stavstilla, f. fuldkommen Vindstille paa Søen; det at Søen er saa stille, at det „staver“ i den. Helg. (see stava).
Stavsto, f. Grændsemærke, et Sted hvor to eller flere Grændseskjel støde sammen; Endepunktet af et Markeskjel. Lister og Dalerne. Udtales ogsaa Stabbsto.
Stavvid (aab. i), m. Splitholt, Ved til Kar og Tøndestaver.
stꜳ, s. standa. Stꜳgꜳ, s. Stigje.
Stꜳk, n. Støi, Tummel; Travlhed med et Arbeide. B. og Tr. Stift, Helg. — Søndenfjelds hedder det tildeels: Stꜳss. Ellers: Styr, Sti, Sjau.
stꜳka, v. n. (a—a), støie, larme; have det travlt med et Arbeide. Nogle Steder: stꜳssa.
Stꜳl, n. 1. Staal. Heraf stæla. — Stꜳlfjør, f. Staalfjæder. Stꜳlrꜳnd, f. Stꜳlstribe (i Eggen paa Knive). Stꜳlskiva, f. Staalplade paa en Hammer.
Stꜳl, n. 2. 1) en stor og tæt sammentrængt Masse. Skoddestꜳl, Fiskestꜳl, Sildestꜳl. B. Stift. — 2) Lag, Bunke, Stabel af Korn eller Hø i Laden. N. Berg. Guldbr. (Konnstꜳl, Høystꜳl). Nogle St. Stæle. Jf. Stade. (Isl. stál). — 3) et Rum i Laden, et af de store Rum, hvori Høet eller Kornet oplægges. Tr. Stift og Helg.
stꜳlꜳ, s. stela.
Stꜳle, m. en stor, høi Karl. Sdm.
stꜳlgrꜳ, adj. staalgraa, blaagraa.
Stꜳlhuva, f. Hjelm. (Sjelden). støyte Stꜳlhue: støde Kuldbøtte. N. Berg. Ellers „stumpa Sterte“ og fl.
Stꜳlis, m. det første eller nederste Lag af en dobbelt Iis. Rbg. (Jf. Tvistad).
stꜳlsett, adj. belagt eller beslagen med Staal. Hedder ogsaa stꜳlslegjen.
Stꜳng, f. (Fl. Steng’er), 1) Stang. G. N. stöng. Jf. Trode, Rꜳte, Ro. — 2) en Maalestang, sædvanlig sex
