binde paa ny; indbinde gamle Bøger.
Binde, n. Bindsel, Forbinding. (Sjelden).
Bindelse, n. Forstoppelse. binen, adj. nysgjerrig, som vil see og stirre paa alt muligt. Sogn og fl.
Bing, m. 1) en stor Kasse, anbragt ved en Væg, saaledes at den forreste Side dannes af opslaaede Fjele, men den bageste af Væggen. Konnbing, Saltbing. Alm. 2) Rum eller Afdelinger i Fæhusene (= Gare). Guldbr.
bingsa (e), v. n. halte, gaae skjævt. Sdm. Guldbr.
Bingsa, f. en Hunbjørn. S. Bjønna, f.
Binna, f. Hunbjørn, s. Bjønna.
Binne, n. Kar; see Bidne.
birkjen, adj. grim, barsk. Sdm. (sjeld.).
birren, adj. stolt af Udseende; s. byrren.
bisa (besa), v. sladre, vaase. Hard.
Bisk (aab. i), m. 1) en Bid, Mundfuld. 2) Frokost. (Sogn, Voss). S. Ꜳbit.
biska, v. n. æde raskt, tage Munden fuld.
Bismar, m. Bismer, Redskab til at veie med. Svensk besmar og besman (som Ihre forklarer af et italiensk Ord). Tvovꜳga Bismar: Bismer til to Voger (72 ℔).
Bisn (ii), f. et Vidunder, noget som alle betragte og beundre. Tell. Sdm. og fl. Isl. bísn.
bisna, v. n. see paa noget med Nysgjerrighed; gloe, gabe. Ogsaa: forundre sig. Meget udbredt i de sydlige og vestlige Egne. I Ndm. bisnast; i Sogn: binsna; ogsaa bina.
bisnefus, adj. nysgjerrig, begjærlig efter at see noget. Tell.
Bit (aab. i), n. 1) Biden, Gnaven (= Biting). Figurl. Skjenden, Klammerie. Bit ꜳ Slit. 2) Hvashed, at et Redskab bider eller skjærer godt. Denne Ljꜳen heve eit godt Bit. 3) Noget som bider; Utøi; Bræmser. (Jf. Ꜳt). Heraf: bitut, adj. fuld af Utøi. (Hall. Vald.). 4) Bid, Sted hvor noget er bidt. Isl. bit. 5) Mundbid paa et Bidsel. Isl. bitill.
Bit (ii), m. 1) en Bid, Mundfuld. Jf. Bite. — 2) en bitter Tiltale. Ofte ogsaa: En som bruger bittre, fornærmelige Ord.
bita, v. a. og n. (bit’; beit; bite, med aab. i), 1) bide, i almindelig Betydning. 2) om Kvæg: æde, græsse. (Sjeldnere). Han bit’e femte Gras’e: den æder sit femte Græs, ɔ: gaaer i sit femte Aar. Hertil Beit, beita, Beite. 3) v. n. bide, skjære, være skarp (om skjærende Redskaber). Figurl. smerte, være bittert. Han fekk ta dæ som best beit: han fik af det som smertede mest. bita ꜳt: bide stærkere til. bita ihop Tenn’enne: bide Tænderne sammen (i Hidsighed eller Smerte).
Bitar, m. 1) en Bider. 2) see Bite, 2.
bitast, v. (bi’st; beist; bitest), bides, a) med En; b) med hinanden. I første Tilfælde bruges Eentalsformen (bi’st), i sidste Tilfælde Fleertal (bitast).
Bitbikkja, f. en bidsk Hund. (Bruges ogsaa som et Skjældsord).
Bite (aab. i), m. 1. 1) en Bid Mad, især et Stykke Fladbrød, som er besmurt med Smør og sammenlagt saaledes at de tørre Sider vende ud. Alm. men i forskjellig Form: Bite, Bete, Beta, Bæta (Ag.), Bata (Namd.), Bꜳtꜳ (Indr. Ørk.). 2) en Stump, et lidet Stykke.
Bite (aab. i), m. 2. Hjørnetand. (Sjelden). I Østerd. Bæta; i Indr. Bꜳtꜳ. I Ørk. hedder det derimod Bitar (ii). Sv. bete.
Bite, m. 3. Bjælke; især den store Tværbjælke under Taget i Røgstuerne. Meget brugl. i det Vestenfjeldske. Isl. biti.
biten (aab. i), partic. bidt. G. N. bitinn.
biten (ii), adj. hidsig, bidende. Søndre Berg. og fl.
bithar’, adj. som bider stærkt. Sdm. o. fl.
Bitjarn (-jenn), n. skjærende Redskab, Kniv, Øxe o. s. v.
Bitkonn, n. Odden paa et Bor, en Syl og desl.
bitta, binde, s. binda.
bitter (bitt’r), adj. bitter.
bi’ug (be’ug og bio) bruges i Sdm. i Betydningen: fornøden; f. Ex. Dæ va beug, e ha gjort dæ, ɔ: det var fornøden, at jeg havde gjort det. (Mon: bidjug, eller Behov?). Andre St. Hedder det: bo; og i Nfj. endog: go, f. Ex. Du ha ikje go te gjera dæ.
Bivr (aab. i), m. Bæven, Skjælven.
bivra, v. n. bæve, skjælve. Guldbr. og fl. Ellers bibra, og pipra. (Isl. pipra).
bjart, adj. klar, blank (G. N. bjartr); ogsaa om en Farve: frisk, stærk, livlig (Sv. bjert). Bruges i Tell. Rbg. Sdm. og maaskee flere St. Ogs. adv. f. Ex. Sol’a skjein so bjart. Heraf: bjerten, byrta, Byrting.
bjartlita (aab. i), adj. som har en reen og frisk Farve. Sjelden.
bjartøygd, adj. klarøiet, som har klare livlige Øine. Ellers tirøygd.
Bjelkje, m. (Fl. Bjelka, r), Bjælke. Ellers: Bite, Slind, Ꜳs.
