Alen. — 3) Skinne, smal Jernplade. (Tr. Stift). See Spꜳng.
stꜳnga, v. a. (a—a), støtte med Stænger, stange Ærter. See ellers stanga.
stꜳnka, v. n. stønne, sukke dybt. B. Stift. (Sv. stånka).
Stꜳr, s. Stor. stꜳrꜳ, s. stara.
Stꜳss, n. Tummel, Travlhed; s. Stꜳk.
Stꜳtarkungje, m. Stodderfoged (Bygdevægter). B. Stift.
Stꜳvꜳr (for Stavar), m. Stub, Stamme efter et afhugget Træ. Ørk.
Stꜳve, s. Stova. — Ste, s. Sted.
Sted (aab. e), n. Ambolt i en Smedie. Alm. (mest i Formen Ste). Sv. städ. G. N. stedi, m. Jf. Skruvsted.
ste(d)a, v. a. (ste, stedde), fæste, tage i Tjeneste; ogsaa fæste en Gaard, bygsle. „stea seg“: tage Tjeneste. (Mandal, Tell. Ørk.). Skulde egentlig hedde: stedja (sted’, stadde). Sv. städja.
stedd, part. fæstet, leiet.
Ste(d)peng, m. pl. Fæstepenge, Haandpenge. Ørk. (I B. Stift Fastepenga). Sv. städjepenning.
Stedsmꜳl, n. Fæste, Leie; ogs. Haandpenge (Stedpeng). Tell.
stee, s. standa og steda.
Stegg, m. 1. Hannen af et Par Fugle; f. Ex. Gꜳsastegg: Gasse. (B. Stift). G. N. steggr.
Stegg, m. 2. et frastødende Væsen; Udseende som indgyder Frygt. Øvre Tell. (Jf. Stygg).
stegglege, adv. hæsligt, modbydeligt; ogsaa fælt, frygteligt. Tell.
Stegla, f. et Slags Fiskeliner som bruges i Færskvandene. Rbg.
stegla, v. a. (a—a), 1) udspile, hænge noget i en udspærret Stilling. Sdm. 2) v. n. skjende og bande. Sogn. „banna ꜳ stegla“.
Steig, n. et Saar, foraarsaget ved Paatrædning med en Fod; f. Ex. paa en skoet Hest, som har kommet til at støde den ene Fod imod den anden. Ørk. (Jf. Stig).
Steik, f. en Steg. (G. N. steik). Uegentlig om en god Vinding eller Fordeel.
steikja, v. a. (kje—kte), stege; ogsaa bage Brød ved Ild (forskjelligt fra baka). G. N. steikja. steikje upp-atte: skjærpe Fladbrød ved en ny Stegning for at forebygge Muggenhed. — steikt, partic. stegt.
Steikjar, m. en Steger; ogsaa en Fisker som maa reise hjem uden Fangst. B. Stift.
Steikjing, f. Stegning; Brødbagning; ogsaa stærk Hede. Jf. Stikje.
Stein, m. 1) Steen; steenagtig Materie. (I denne Betydning uden Fleertal). I Hard. og Stav. Amt udtales det Steidn. (G. N. steinn). — 2) en Steen, et enkelt Klippestykke. (Jf. Hella). Ogsaa om enkelte Redskaber af Steen, saasom en Slibesteen, Møllesteen, og fl. — 3) Arnested, Ildsted i en Stue. Meget brugl. i Ørk. (istedetfor Gruva eller Ꜳre). — 4) Loddet paa et Fiskersnøre. (Blystein, Jarnstein). B. Stift. — 5) Steen i Frugt, Kjerne med haard Skal; f. Ex. i Kirsebær. Jf. Augnestein. — I Fleertal betegner det tildeels ogsaa Testikler.
steina, v. n. (a—a), kaste Steen. Nhl.
Steinbit (ii), m. et Navn som tillægges idetmindste tre forskjellige Fiskearter, nemlig; 1) Steenbider, Havkat (Anarrhicas Lupus); saa kaldet for dens stærke Tænder. Alm. ved Havkanten. (Isl. steinbítr). 2) Steensuger (Petromyzon branchialis); en liden Færskvandsfisk, som næsten ligner en Igle. Tell. Buskerud, Hedemarken. 3) Hundesteile (det samme som Stikling). Tell.
Steinbjørk, f. et Slags Birk med haard og saftløs Ved.
Steinbrjotar, m. Steenbryder, Agerbryder.
steindaud, adj. steendød. Derimod steindauv, døv som en Steen.
Steindolp, m. Steenskvætte (Fugl), Saxicola Oenanthe. I N. Berg. hedder den Steindylp (af dylpe, ɔ: hoppe); i Mandal Steinjubb (af jubba, ɔ: nikke).
steinfengt, adj. stenig, om en Landstrækning. Fosen og fl.
Steingar’, m. Gjærde af Steen.
steinhar’, adj. steenhaard. Hedder ogsaa: steinende har.
Steinhjupa, f. glat Hyben (Rosa canina). Søndre Berg. Ved Stavanger Steinkjuba.
steinhogga, v. a. sløve Leen ved at hugge paa Steen i Græsset.
steinkjent, adj. stenigt, fuldt af Steen; om et Landskab. Ved Trondhjem.
Steinkjerald, n. Steenkar, Leerkar.
steinlagd, adj. belagt med Steen. Jf. hellelagd.
steinlendt, adj. stenigt. Tr. Stift.
Steinløysa, f. Mangel paa Steen.
Steinmark, f. stenig Jord.
Steinrøys, f. Steendysse, Steenhob.
steinsett, adj. brolagt; besat med Steen.
Steinskrid (aab. i), f. Fjeldskred med Steen.
Steinslag, n. Steenart. Jf. Grjot.
