som bruges i Sdm. om en Tid, hvori der, efter en gammel Tro, skulde være meget Spøgerie og Troldskab paafærde, især Dagene næst for Juul.
Sterkeleikje, m. en vis Grad af Styrke.
sterkna, v. n. (a—a), blive stærkere.
sterkt (stært), adv. stærkt, kraftigt, med Styrke.
sterren, adj. skarp og vedholdende; om Vinden. Sdm.
Stert, m. Stjert, Hale; især paa Fuglene og paa enkelte Insekter. Stav. Amt og fl. (G. N. stertr).
Stett, n. 1) Fodstykke, hvorpaa noget staaer. (G. N. stett). Ogsaa et Slags Brikker. (Jf. Smørstett). Shl. 2) Fod paa enkelte Kar, især paa Gryder. Gbr. 3) Heftet eller Løkken paa Knapper. Sdm.
Stett, f. en liden Trappe eller en Forhøining til at stige op paa foran en Dør. Tell.
Stette, f. et Kar med Fødder, en Balle med tre lange Staver, som tjene til Fodstykker. Gbr. Valders.
Stev (aab. e), n. 1) et kort Vers, især af spøgende eller spottende Indhold. Rbg. Tell. — 2) Omkvæd i en Vise, Slutningslinie som gjentages i hvert Vers. Tildeels i B. Stift, men udtales altid Stæv; i Nhl. hedder det Støv. G. N. stef.
stevjast, v. n. synge Vers til hinanden, disputere i Vers. Rbg.
Sti, n. Sysler i Huset, Tilredelser; især Kvægets Fodring. Sogn, Hard.
stia, v. n. (a—a), sysle, rede i Huset; især røgte og fodre Kvæget. Sogn, Nhl. Hard. (Ellers: stjodna, stulle, stelle, agta). Ogsaa v. a. bringe Kvæget i Huus. (Sogn). Jf. Isl. stía, Faaresti.
Stibonn, s. Stykbonn.
stifta, v. a. stifte; ogsaa indprente; f. Ex. Dei ha stifta dæ inn i han.
Stig (aab. i), n. 1) Skridt, Fjed (see stiga). 2) Spor eller Mærke efter en Fod. Jf. Steig. 3) Trin i en Trappe eller Stige.
Stig, m. en Sti, smal Gangvei i Markerne. Mest søndenfjelds. G. N. stigr.
stiga, v. n. (stig’; steig; stigje), 1) træde, gjøre et Skridt, bevæge Foden fremad. (Sv. stiga). Ogsaa stige op eller ned, forandre Stilling ved eet eller nogle faa Skridt (ikke om en længere Gang). — 2) stige, hæve sig, komme høiere. G. N. stíga. — stige fram: gjøre et Skridt fremad. stige upp: løfte Foden op, som for at gjøre et Skridt. stige ned: træde ned, sætte Foden til Grunden. stige pꜳ: træde paa. stige i Myssen: træde feil, gjøre et Feilskridt. (Sdm.). stige uppyve: træde i Vand eller Dynd, saa at det gaaer over Skoen.
Stigbøygjel (aab. i), m. Stigbøile.
stighalt (aab. i), adj. lavhalt, som har en kort Fod. Nhl. — Jf. stutthalt.
Stigje, n. en Blegne paa Kanten af Øienlaaget. Tell. I B. Stift hedder det Stigkjøyna (aab. i), f.
Stigje, m. (Fl. Stigar, aab. i), en Stige. Eental udtales sædvanlig Stie (B. Stift), men hedder ellers Stige, aab. i (Sogn), Stega el. Stæga (Agh.), Staga (Namd.), Stꜳgꜳ (Indr. Ørk.). G. N. stigi.
stigjen, part. stegen, kommen høiere. Udtales sædv. stien, men i Fleertal stigne (aab. i). G. N. stiginn.
Stigle, n. Split, Aabning paa Klæder. Tell. — Jf. Smotta.
Stigrom (aab. i), n. Aabning paa Sko og Støvler. B. Stift.
stika (aab. i), v. n. (a—a), stikke en Søm (paa Klæder). Heraf Stikarꜳnd, f. Stiksøm, en Søm som kun tjener til Pynt. B. Stift.
Stikbonn, s. Stykbonn.
Stikje (aab. i), m. Stegning; Fladbrødets Bagning ved Ild. (Af steikja). B. Stift.
Stikjel (aab. i), 1) Hornspids, den Deel af Hornet som ikke er huul indvendig. Shl. (Isl. stikill). 2) Horntap, den indre Deel af et Horn. Ørk. (Jf. Stukel).
Stikk, n. 1) et Stik. Jf. Styng. 2) et Slags Knuder. Hertil Halvstikk. 3) et Stik i Kortspil, en Vinding.
Stikka, f. en Stikke, Pind, Spid; ogsaa en liden Kjæp, Splint eller Stykke af Træ. Alm. og meget brugl.
stikka, v. a. (stikk; stakk; stukkje), stikke. Nyere Form af stinga.
Stikling, m. 1) en liden Fisk, Hundesteile (Gasterosteus aculeatus). Tildeels i Kr. Stift. Ellers kaldet Honnsyl (Sdm.), Tindaure (Helg.), Steinbit (Tell.). — 2) Fiskeyngel, meget smaa Fiske af forskjellige Slags. Shl. (Jf. Aukje).
stikna, v. n. (a—a), blive stegt, hærdes eller skjærpes ved Varme. N. Berg. (Isl. stikna).
Stiksaum (aab. i), m. Stiksøm; s. stika.
stikta, v. n. (a—a), 1) halte, støtte sig kun svagt paa en Fod som er beskadiget. N. Berg. — 2) udpege eller nævne
