En, hentyde eller stikle paa en Person. Sdm.
Stil (ii), m. en tynd Stikke eller Pind. Sjelden.
Stil, f. 1) Stiil, Skrivemaade. 2) Skrift i Bøger, Typer, Bogstaver. Heraf storstilt, smꜳstilt. — Undertiden ogsaa: Plan, Øiemeed, noget som man pønser paa. Jf. stila.
stila, v. a. og n. (a—a), 1) stile, forfatte, føre i Pennen. Meget brugl. — 2) pønse paa noget, sigte til et vist Øiemærke; ogs. lure efter en Leilighed. N. Berg. „stile pꜳ“.
Stilekunst(r), m. Stilekunst, Øvelse i at skrive eller forfatte.
Stilemꜳte, m. Stiil, Skrivemaade.
still (ii), adj. stille, rolig; især om Luften eller Veiret; taus, lydløs, fri for Larm; ogsaa om Mennesker: spagfærdig, fredelig. — stilt ꜳ mildt: stille og mildt Veir. Dæ vart stilt mæ di: det blev stille i den Henseende, man hører ikke mere derom.
Stilla, f. Stille, Stilhed i Luften, Havblik. I andre Betydn. siges Stillheit.
stilla, v. a. 1. (e—te), stille, dæmpe, bringe til Rolighed. Afvigende i Forbindelsen: „stille seg“, ɔ: liste sig, gaae meget stille, saa at der ikke høres nogen Lyd. stille seg til: komme listende paa Tæerne. — I Østerd. betyder „stille“ ogsaa at røgte Kvæget. (Sv. stilla). Jf. stella. Hertil Stillkulle, f. Budeie.
stilla, v. a. 2. (e—te), stemme, sætte i en vis nøie bestemt Stilling. stille Fela: stemme Fiolinen. stille Kvenn’a: lægge Kværnen i en vis bestemt Høide, naar den skal male. Derimod: stille pꜳ Kvenna, ɔ: stille Mølletragten saaledes at Kornet kan falde af med en vis Grad af Langsomhed. Jf. Stille.
stillast, v. n. (Imp. stiltest), stilles, blive stille. Han stillest av: Vinden stiller af.
Stille, n. 1. Indretning hvormed et Redskab stemmes eller stilles; saaledes paa en Kværn: en Skrue i Mølletragten, hvorved man faaer Kornet til at falde enten hurtigt eller langsomt. (I Sogn: Spjeldr). Ogsaa en vis Stemning. Dæ gjeng’e mæ same Stilla: det gaaer i samme Takt som før. N. Berg.
Stille, n. 2. Aflukke, lidet Rum i et Fæhuus. Tell. — Jf. Stekkje.
Stillenabb, m. Stillepind.
stillfærleg, og stillfærdig, adj. spagfærdig, stille. (Bedre stillfør).
Stilling, m. en aarsgammel Væder. Gbr.
stillvoren, adj. taus, stille.
stilt, adv. stille; ogsaa sagte, læmpeligt.
Stim, m. Fiskestimmel, Stiim. Brugl. ved Kristianssand. Ellers kaldet Berg, Staal, Fær.
Stim, n. Støi, Uro; Overhæng.
stima, v. n. (a—a), støie, raabe idelig; have travlt med at faae noget frem. Ho stima mæ Bonnꜳ: hun har Møie for at holde Børnene i Ave, hun maa skjende og true idelig. (N. Berg.). Me fekk dei inkje til, kor me stima mæ dei.
stimpen, adj. stiv, haard. Sdm.
stinga, v. a. (sting’; stakk; stungje), at stikke. G. N. stinga. Paa mange Steder er Formen „stinge“ nu sjelden, da man hellere siger stikke (Præs. stikk). Imperf. overalt: stakk (som i G. N.), Fleertal tildeels stunge, stungo (Hall. Vald.). — Betydning: 1) stikke, støde med en Od eller Spids. stinge Hol pꜳ: gjennemstikke. stinge Kryter: slagte, dræbe ved et Stik. — 2) putte, indskyde. stinge ni Fikka: putte i Lommen. stinge pi Hand’a: putte noget i Haanden paa En. (Sdm.). — 3) dyppe. stinge n’i: dyppe ned i. Heraf Stingelse, n. Dyppelse, Sauce (Sdm.). — Figurlig: Dæ stakk ti meg, ɔ: det faldt mig pludselig ind, jeg fik det Indfald.
stingande, adj. stikkende. Dær beid ikje stingande Strꜳ: der fandtes ikke et Straa.
Stingar, m. 1) en Stikker. 2) et Slags store Insekter; see Styng. — Stingarkniv, m. Slagterkniv, at stikke med.
Stingeband, n. Skraabaand, Stiver (egentlig en Støtte som bliver indfældet eller stukken ind i Siden paa en Stolpe). N. Berg.
Stingesag, f. Stiksav. (N. Berg.).
stinkla, v. n. fryse, om Vandet; belægges med Iis. Nhl. (Isl. stingla).
stinn, adj. 1) stind, stiv, vanskelig at bøie. (G. N. stinnr). 2) tyk, f. Ex. om Grød. Gbr.
stinnast, v. n. stivne, hærdes. (Sjelden).
Stinnfjør, f. Spændefjæder i Laas, Springfjæder. B. Stift. (Sv. stingfjäder).
stinta, v. n. slaae sig igjennem, komme ud med lidet. Sdm. Ørk.
stir (aab. i), stiv; see styr.
Stir (ii), m. Stirren, det at man seer efter noget. Dei fekk ein Stir: de bleve opmærksomme, begyndte at see sig om. Dette skal gje Folkj’e ein Stir: dette skal gjøre Opsigt.
stira, v. n. (e—te), stirre, see længe paa noget. Jf. stara. (Forstærket: naudstire, einstire). I Sogn ogsaa blot at
