see efter noget, vende Øinene etsteds hen. Jf. skode, glose, glana.
Stiring, f. langvarig Stirren.
stirra (aab. i), v. n. (a—a), stride, stræbe udholdende. stirre mot: trodse, stræbe imod. B. Stift.
stirren, adj. udholdende; ogsaa stridig, haardnakket.
stiv, adj. stiv, haard; ogs. stolt.
stiva, v. a. (a—a), stive (Liintøi), gjøre stivt. Paa Voss hedder det stivra. — Hertil Stivelse, n.
Stjant, m. Stilk, Stub af Buskvæxter eller smaa Træer. Sdm.
Stjerna, f. Stjerne. Udtales meget forskjelligt; saaledes: Stjærne og Skjærne (nordenfjelds), Skjedna, Skjødna (Søndre Berg.), Skjenne, Sjenne og Sjønne (søndenfjelds). G. N. stjarna, pl. stjörnur. Betyder ogsaa en Plet i Panden paa Dyr; Pandestjerne. (I dette Tilfælde hedder det i Sdm. „Stjenne“ og adskilles fra Stjærne).
Stjernebraut, f. Mælkeveien. Ndm.
stjerneklꜳr, adj. stjerneklar.
Stjernerap, n. Stjerneskud.
Stjodn (for Stjorn), n. Huusholdning (sjelden); huuslige Sysler, især Kvægets Røgt og Fodring. Voss (udt. Skjodn). I Hard. og Shl. hedder det Skjødn. (G. N. stjórn, Styrelse).
stjodna (for stjorna), v. n. (a—a), 1) gaae jævnt og i lige Linie, styre jævnt. Sleen skjodna ’kje godt: Slæden gaaer lidt skjævt. Voss. — 2) fodre Kvæget, sysle med Kvægrøgten. (Voss). I Hard. og Shl.: skjødna. (G. N. stjórna, styre).
Stjukbon, Stifbørn; s. Stykbonn.
stjur (skjur), stiv; see styr.
Sto(d), f. Landingssted (= Stød). Sogn. — Et forældet Ord „Sto“ forudsættes ellers i Nattsto. Jf. Stavsto.
Stode (aab. o), f. 1) staaende Stilling, det at staae. Dæ vert ikje lꜳng’e Stodꜳ: man faaer ikke staae her længe. N. Berg. — 2) Sted til at staae paa. (Sjeldnere). G. N. staða.
stodovi(d), adj. slap eller buget i Kanten. Namd. — See Støde.
Stoge (aab. o), Stue; see Stova.
Stogg, n. Standsning.
stogga, v. a. og n. (a—a), 1) standse, stille, hindre (= stagga). N. Berg. — 2) v. n. standse, hvile, staae stille. Meget brugl.
Stokk, m. 1) Stok, tyk Træstamme, Tømmerstok. G. N. stokkr. Ogsaa om smaa eller korte Redskaber af Træ. Tumestokk, Slyngjestokk. — 2) en liden Blok eller Kasse, et Skriin som er dannet ved Udhuling af et heelt Stykke Træ. I Gbr. ogsaa om en stor Blok, Hakkeblok (= Brya). Sjeldnere om en sammensat indretning som Ljorestokk, Sengjastokk. — 3) Hob, Masse, Fond; saaledes om den Beholdning af Kort, som ikke er uddeelt til Spil.
Stokk, n. Skræmsel; see Støkk.
stokka, v. a. 1. (a—a), skræmme, skrække. Jæd. See støkkja.
stokka, v. a. 2. (a—a), 1) sætte Stok paa, binde en Blok til Fødderne paa en Hest, for at den ikke skal løbe bort. — 2) indskyde i en Hob eller Masse. „stokke Kort’e“: skyde Kortbladene sammen. — 3) v. n. hovne, svulme op; om Lemmer. Gbr.
Stokkꜳl, m. den største Sort af Makreel. N. Berg.
Stokkelengd, f. en enkelt Længde af Stokke i et Plankeværk.
Stokk-ende, m. Stump af en Stok.
stokket, adj. kort, stakket, kortvarig. Brugl. i B. Stift.
stokkjen, adj. 1) brusten, sprukken. (Part. af stekka). 2) skjør; see stekkjen.
Stol, m. 1) Stol. Jf. Grindestol, Kubbestol. (I Shl. Stodl). G. N. stóll. — 2) et lidet Stillads. Sagestol, Dreiestol. — 3) i Fleertal (Stola): Sidetræerne i en Væverstol. Ørk. Ellers kaldet Støe, Leinar og fl.
stola, v. n. (a—a), stole, lide paa noget. Hedder oftere: stola seg.
stolen (aab. o), stjaalen. G. N. stolinn. I Sammensætning ogsaa: berøvet (huggstolen, grunnstolen).
Stolkar, m. Stolryg. (Leirdal). Ellers kaldet Stolgrind, f.
Stolme, m. 1) Hævelse, sygelig Opsvulmen i Kjødet. Fosen. — 2) stærk Tilstrømning af Mælk til Yveret; det at Yveret svulmer op paa Køerne, førend de have kalvet. Tr. Stift, Sogn, Nhl. I Sdm. hedder det Stalme. (Isl. stálmi).
stolmesett, adj. hovnet, opsvulmet; om Yveret.
Stolpe, m. Stolpe. — Jf. Stav.
stolt, adj. stolt. Jf. storvoren.
Stomn, m. Stub, Rodstump efter et nedhugget Træ. B. Stift og fl. Hedder ogsaa Stømn. (G. N. stofn). Ellers kaldet Stuv og Stubbe.
Stomnrot (aab. o), n. Forraadnelse i Stammen, det at Træerne raadne ved Roden. N. Berg.
Stopel (aab. o), m. en Stabel, opstablet Hob. See ellers Stupel.
