„Store-Mann’en“, ɔ: vor Herre. (Brugl. i B. Stift).
stormannslege, adv. ret dygtigt.
stormynt, adj. stormundet.
storna (aab. o), v. n. (a—a), raadne, skjørne, opløses; især om Træ. Sogn. Nhl. Jf. Stor og stora.
Stornakkje, m. en stolt Person.
stornasa, adj. stornæset.
stornøyten, adj. graadig, som nyder meget. Modsat smaanøyten.
storom, adv. meget, betydelig, i nogen høi Grad. Ørk. og fl. I Sdm. hedder det storꜳ. Ellers stort.
Storr (aab. o), m. Stærgræs (Carex) og lignende stive Græsarter. Meget udbredt (Jæd. Hard. Sogn, Buskerud, Ndm. Ørk.). Isl. stör, f. — Ellers Stargras, Blꜳgras.
storregna, v. n. skylregne.
storrisen (aab. i), adj. grov, bestaaende af store Dele; f. Ex. om Kjød af store Dyr. Sdm.
Storriv (aab. i), m. Garnbom i Væverstole.
storroma, adj. bred, stor, som behøver stort Rum. (Hall. Ørk.). Ellers romstor.
storropa, v. n. raabe høit, skraale.
storrukka, adj. lagt i store Rynker.
Storsinne, n. et heftigt Udbrud af Vrede. I B. Stift: Storesinne.
storsint, adj. meget hidsig, heftig, som vanskelig kan styre sin Vrede.
storsjøa (aab. ø), adj. om Havet, naar der er megen Søgang. Paa Helg. storsya. (Modsat smꜳsjøa).
storskoren, adj. skaaren i store Stykker.
storskrika, v. n. skrige høit og vedholdende.
storslegjen, adj. grovladen, som har et stort Ansigt. (Modsat smꜳleitt). Meget udbredt og næsten alm.
storspringa, v. n. løbe af al Magt.
storsteinut, adj. fuldt af store Stene.
storstilt, adj. trykt med stor Skrift; om en Bog. B. Stift.
storstrøymt, adj. strid, som gaaer i store Strømme. Sjelden.
stort, adv. stort, meget, i høi Grad. Mest brugl. ved en Benegtelse; f. Ex. Dær æ ’kje stort meir.
stortent, adj. som har store Tænder.
Storting, n. Nationalforsamling.
storturtig, adj. som behøver meget, graadig, slugen, ikke let at tilfredsstille. B. Stift. (Egentlig turvtig, af turva).
stortøk, adj. som tager meget, griber dygtigt til, ikke sparsom. Meget brugl.
storvaksen, adj. stor af Væxt.
Storveg, m. Landevei, Hovedvei. Mest brugeligt i de sydlige Egne.
storvegjes (storveies), adv. stort, meget, betydeligt, i det Store. Nhl. Helg. Fosen og fl. I Sdm. bruges storveisen, adj. i Betydn. svær, drøi, tung. (G. N. stórvægis, af stor Vægt).
Storver (ee), n. en usædvanlig stærk Storm, en Orkan. Tr. Stift.
Storvis (ii), f. fornem Levemaade eller Skik. Pꜳ Storevis: efter fornemme og rige Folks Exempel. B. Stift.
storvoren, adj. 1) noget stor; 2) storagtig, stolt. Gbr. og fl.
storvyren (aab. y), adj. indbildsk, som agter sig selv meget eller fordrer megen Opmærksomhed. Hedder ogsaa storvyrdig. N. Berg.
storørt, adj. stortalende, som fører store Ord. Sdm. fl.
storøygd, adj. storøiet.
stota (aab. o), v. n. (a—a), stamme, støde an i Tale eller Læsning, læse seent og med Vanskelighed. B. Stift. (Isl. stauta). Heraf Stoting, f.
Stova (aab. o), f. en Stue; ogsaa Stuebygning, Vaaningshuus paa en Landsgaard. Den anførte Form bruges vestenfjelds; ellers hedder det Staue (Yttre Sogn, Romsdalen), Stoge, aab. o (Rbg. Tell.), Stugu (Hall. Gbr.), Stuu (Tr. Stift). G. N. stofa. Sv. stufva og stuga. — Hertil Stoveglas, n. Stuevindue. Stovetile (aab. i), n. Stuegulv, o. s. v.
Straff, f. Straf. — straffa, v. a. straffe. (Nyere Ord).
strak, adj. 1) stram, spændt, udstrakt. (Modsat slak). Næsten alm. I B. Stift hedder det sædvanlig: strakk’e. — 2) rank, lige, ret. Tildeels søndenfjelds. I Tell. siges ogsaa „strak bein“, ɔ: ret som en Snor.
Strakje, m. en høi og rank Figur. Gbr. (Gaaer ikke over til Strꜳkꜳ).
strakna, v. n. (a—a), strammes, spændes; ogsaa rettes, blive mere rank.
strakst, adv. strax. (Vel egentlig strakast, ɔ: lige til). I en stor Deel af Landet hedder det trakst og trast.
strakt, udstrakt; s. strekkja.
stram, adj. stram, stiv. — strama, v. n. stramme, strække. Sjelden.
Strand, f. (Fl. Strend’er), 1) Strand, Bjergside langs Vandet. I de sydvestlige Egne hedder det Strꜳnd; i Valders Strønd. (G. N. strönd). — 2) Strandbred (= Fjøra). Indre-Sogn, i Formen Strꜳnd. — I Sammensætning har det overalt Strand el. Stranda
