(G. N. strandar, gen.). Dativ Fleertal hedder i Sdm. Strꜳndꜳ (Nom. Strand).
stranda, v. n. (a—a), strande. Sjelden.
Strand-erla, f. en liden Fugl, som opholder sig ved Bredderne af Elve og Fjorde. I Buskerud Strandvippa, f. I Fosen Strandelg, m. om en lignende Art. — Hvorvidt disse Navne betegne samme Art som det foranførte Laksetitra eller Rurpikka, kan ikke her angives.
Strandside, f. Landside som vender til Vandet.
Strandværing, m. Strandboer. (Sjelden).
Strangje, m. (Fl. Strangar), Kjæp, Stok, Træstamme af ubetydelig Tykkelse; især bestemt til Brænde. Et meget udbredt og maaskee alm. Ord. (I B. Stift Strꜳngje). — Isl. strángi betyder et Knippe.
Strangvi(d), m. Ved som bestaaer af hele Stammer og ikke er afhugget eller kløvet.
Stratt, m. 1) Stilk, Stub af smaa Træer eller Buskvæxter. Shl. Valders. — 2) en tvær, stivsindet Person. Shl.
stratta, v. n. (a—a), stride, stræbe imod, gjøre Modstand. Shl. I Sogn: stritta.
stratten, adj. tvær, modstræbende, stridig. Shl. — Jf. stirren.
Straum, m. 1) Strøm, Strømning i Vand. G. N. straumr. — 2) et Sund eller et Sted i Vandet, hvor der er Strøm. Hertil Gaardsnavnene Straume, Straumen og fl. I Betydning af en fremsprudlende Strøm (Straale) hedder det Strøym.
Straumgar, m. Gjærde eller Muur i en Elv, hvorved Strømmen ledes i en vis Retning. Søndenfjelds.
Straumhest, m. Strømstær (en Fugl). Voss. See Fossekall.
Straumsjø, m. Bølgegang, som foraarsages ved Strøm.
straumstill, adj. stille med Hensyn til Strøm; strømfri, om Søen.
Strꜳ, n. et Straa. I Sdm. Strꜳd, (G. N. strá). „Eit Høystrꜳ“ siges ogsaa om en liden Høvisk. — Jf. Likstrꜳ.
strꜳ, v. a. (r—dde), strøe, udstrøe. G. N. strá. (I Hard. strøya). — Partic. strꜳdd, strøet; ogsaa bestrøet.
Strꜳba(r)n, n. et nyfødt Barn. Helg.
Strꜳing, f. Udstrøen; Strøelse.
Strꜳle, m. Solstraale.
Strꜳnd, f. Strandbred; s. Strand.
strekka, v. n. (strekk; strakk), række, naae, strække til. Tildeels i B. Stift, dog sjelden. I Nhl. hedder Imperf. strokk. — Jf. rekka.
strekkja, v. a. (strekkje, strakte), strække, udstrække, spænde. Imperf. ogsaa strekte. Part. strakt og strekt.
Sterkkjing, f. Udstrækkelse.
streks, adj. streng, paaholden. Sdm. Tell.
Strembe, f. Anspændelse, Angreb. (Jf. Drembe, Kalvsdrembe). Sdm.
stremben, adj. opblæst, plaget af Vinde i Indvoldene. Sogn.
strenda, v. n. (e—e), gaae langs Strandbredden, gaae omkring en Fjord; ogsaa løbe vidt og bredt omkring. B. Stift.
strenda, v. a. (e—e), skovle, bortskuffe Dynd og Smuds af en Vei. N. Berg.
Strending, m. Strandboer eller Indbygger af et Sted som hedder Strand.
Streng, m. (Fl. Strengje, r), 1) Streng, Snor; f. Ex. Klokkestreng. G. N. strengr. — 2) Toug, som bruges til at trække Garn og Vod med. B. Stift. — 3) Streng paa Fioliner, Harper og deslige. — 4) Metaltraad, Snor af Jern eller Messing; Staaltraad. — 5) en fiin Strøm eller Straale, f. Ex. af Mælk. Tell. Buskerud.
streng, adj. streng, haard, uskaansom.
strengja (strængje), v. a. (gje, gde), drive, tvinge, anstrenge. Lidet brugl.
Strengjelod (aab. o), f. Form, hvori Staaltraad el. Messingtraad udstrækkes.
Strengjeløysa, f. Mangel paa Strenge.
Strengjemꜳla, f. en enkelt Touglængde til Garnstreng. B. Stift.
strengut, adj. stribet paalangs eller efter Ryggen; om Dyr. Sjelden.
strengvoren, adj. noget streng.
strete, s. strita. — stria, s. stride.
Strid, m. Strid, Kamp; ogsaa Krig.
strid, adj. 1) strid, stærk; f. Ex. om Vind og Strøm. 2) haard, skarp, streng. G. N. stríðr. 3) paaholden, drøi i sine Paastande.
stride, v. a. (a—a), stramme, spænde, gjøre stridere. Voss (i Formen stria).
stride, v. n. (e—de), 1) stride, kjæmpe. G. N. stríða. — 2) om Hunde: gjøe idelig, forfølge noget med Gjøen. Gbr. — 3) v. a. drive, jage ved Hjælp af Hunde; drive Kvæget ved at hidse Hunde efter det. Meget brugl. i Sdm. Heraf Striding, f.
stridsam, adj. stridbar; stridig. Sjelden.
Strigje (Strie), n. og f. Blaarlærred; Blaargarn. (Jf. Stry). Hertil Strigjegarn, Strigjevæv og fl. I Sogn har Ordet i Sammensætning: Striga, f. Ex. Strigasjorta. (I svenske Dial. strige). Isl. strígi, Hampelærred.
