Strik (ii), m. en lang opløben Dreng. Tr. Stift. I Sdm. ogsaa Strikje. Jf. Strakje.
Strik (aab. i), n. Streg, Linie, Stribe. (G. N. strik). Ogsaa Optøier, Streger. Overgaaer til Strek og Stræk.
strika (aab. i), v. n. og a. (a—a), 1) strege, sætte Streg. Tildeels udtalt streke og stræka. G. N. strika. — 2) rifle, udskjære siirlige Kanter med en Høvel, f. Ex. paa Rammer og Dørkarmer. N. Berg. Gbr. og fl. (Jf. refta). — 3) stryge, fire Seil. „strika pꜳ Segl’e“. B. Stift. Ogsaa: standse en Baad eller skyde den tilbage med Aarerne. N. Berg.
Strikhyvel (aab. i og y), m. Listhøvel, dannet til at indskjære Furer i Kanterne. B. Stift.
strikje (ii), v. n. svulme (= sprikja). Tell.
Stril (ii), m. en Benævnelse paa Indbyggerne i Nordhordlehn og Søndhordlehn, især nærmest ved Bergen. Ansees af Indbyggerne selv som et Øgenavn, ligedan som Navnet „Drold“ der bruges i Hardanger. Det rette gamle Navn er „Hord“.
Strile, m. en Strimmel. Nhl. (sjelden). Forhen ogsaa et Slags lange Klædningsstykker.
Strimel (aab. i), m. en Strimmel. (Sjelden). G. G. strimill.
Strind, f. Linie, Stribe; ogsaa Rad, Række, f. Ex. af Korn paa et Ax. B. Stift.
strindet, adj. stribet paalangs; ogsaa radet, f. Ex. „firstrindet“, om Ax.
Stripa, f. Stribe. (Lidet brugl.).
Strippe, n. et lidet Spand eller Kar af Træ.
Stripsel (ii), n. Sand eller stødt Teglsteen til at polere med. B. Stift.
Strissfjør, s. Flossfjør.
Strit (aab. i), n. Slæb, Anstrengelse. Stritarbeid, n. tungt Arbeide, et Værk hvortil der kun behøves Styrke, uden nogen Kunst. Strithest, m. en stærk Arbeider.
strita (aab. i), v. n. (a—a), slæbe, slide, bære tunge Byrder eller anstrenge sig med et tungt Arbeide. B. Stift og fl. (G. N. strita. Sv. streta). Heraf Striting, f.
stritta, see stratta.
strjuka, v. a. og n. (stryk; strauk; strokje), at stryge. Inf. ogsaa struka stryke, strøke. G. N. strjúka. Betydning. 1) stryge, glatte, jævne; ogsaa bestryge med Haanden, klappe. — 2) stryge paa, smøre, besmøre. Uegentlig prygle, banke. — 3) v. n. rømme, forsvinde, gaae hastigt bort. Meget brugl. (G. N. strjúka). — strjuke seg: stryge sig, f. Ex. om Katte. strjuke av: rømme, flygte. strjuke upp: banke op. strjuke ut: udstryge, udslette.
Strod (aab. o), f. en lang Rad. Sdm.
Strok (aab. o), n. 1) Strygning. (Sjelden). Jf. Livstrok. 2) Strøm i en Elv, et Sted hvor Vandet trænges sammen og rinder stridt. Helg. (Jf. Stryk). 3) en fremskridende Masse, Flok, Følge. (Folkstrok). Helg. Skal ogsaa bruges i Betydn. Strøg, Vei, Alfarvei.
Stroka (aab. o), f. Strøg, Linie, lang Rad eller Række. N. Berg. (sjelden). I Tr. Stift Struku, som ogsaa betyder en lang Tid.
strokjen (aab. o), 1) strøgen. 2) forsvunden, bortfaren, flygtet. Partic. af strjuka.
Strokk, m. 1) et høit og smalt Trækar med Laag. (Smørstrokk). N. Berg. Ellers Strump, Holk, Butt. — 2) en Smørkjerne. Ørk. (Isl. strokkr). — 3) et Kar af en Tøndes Størrelse. Shl. — Jf. Stropp.
Strokka, f. et smalt Trækar, sædvanlig bredest neden til. (Rjomestrokka). N. Berg.
Stroklappe (aab. o), m. Halvsaale, ny Saale paa Sko. N. Berg.
Strokmꜳl, n. Strygmaal (uden Top).
Strope (aab. o), m. Vaadsnee, Vandpytter i Sneen. Yttre Sogn.
Stropp, m. en Maaltønde. Nhl.
stru, adj. trodsig, stridig. Sogn.
Struku, f. Rad, Række; s. Stroka.
strumla, v. n. rumle, medføre Larm, rumstere. Ørk.
Strump, m. 1) et smalt Trækar (= Strokk). Helg. 2) en liden Dunk, Vandkop (= Brynestokk). Fosen, Ørk. 3) et Smørspand (= Butt, Holk). Ndm.
Strumpe, f. Stroppe, Baand. Sdm.
strungjen, adj. stiv, beklemt, lidt angreben af Uorden i Indvoldene. Sdm.
strunk, adj. stolt, stiv af Holdning. Sjelden.
strunten, adj. vranten, stødt. Sogn.
Strupe, m. Strube (s. Barkje). Strupetak, n. et Greb i Struben.
strupla, v. n. vade i Dynd og Smuds; ogsaa sladre, svadse. Sdm. Heraf Strupl, n.
Strusl (Strultl), n. besværligt Veir, Modvind. Sdm.
Strut, m. Tud, Rør; ogsaa Snude.
