Stry, n. Blaar, grov Hør. (Alm.). G. N. strý. Hertil Strygarn, Strytrꜳd. Det heraf virkede Tøi kaldes Strie, el. Strigje.
Stryk, m. 1) Strygning; ogsaa Bank, Prygl. Sv. stryk. — 2) Strøm i et Vanddrag, en Snævring med stærkere Strøm. Ag. Stift. Ellers Strok, Brot, Knip.
strype, knibe, indsnøre; s. strøype.
Stryte, f. Snude (= Strut). N. Berg.
Stræte, n. Pas, Gjennemgang; ogsaa et Stræde, en smal Gade. G. N. stræti.
Strættegras, n. stivt Græs. Sogn.
Stræv, n. Stræben, Arbeide, Anstrængelse, Besvær. Meget brugl.
stræva, v. n. (a—a), stræbe, gjøre sig Umage, arbeide flittigt, anstrenge sig, Alm. og meget brugl. Sv. sträfva. (Jf. G. N. starfa).
Strævar, m. en flittig Arbeider.
stræven, adj. 1) stræbsom, flittig. 2) møisom, besværlig. D’æ so tungt ꜳ stræve. Nhl. og fl.
strævsam, adj. stræbsom.
Strø, n. en Stok til Underlag, Grundstok, Bjælke; ogsaa en lang Huggeblok. Shl. og tildeels i Kr. Stift.
strøya, v. a. strøe, udstrøe. Hard. Hall. — Jf. strꜳ.
Strøym, m. Strøm, Straale af Vædske, som vælder frem eller bliver sprøitet. Jf. Streng, Skvett.
strøyma, v. n. (e—de), strømme, sprudle, vælde frem. G. N. streyma. (Af Straum).
strøymt, adj. n. strømmende, som gaaer i Strømme; om et Vanddrag. Hall. og fl.
strøype, v. a. (e—te), knibe, indklemme, tilsnøre; ogsaa kvæle ved Sammensnøring. Helg. og Tr. Stift. Hedder ellers: strype (Sdm. Nfj.), strupa (Nhl.); maaskee egentlig strjupa. — strøype seg: kvæle sig, hænge sig.
strøypen, adj. trang, knibende; ogsaa kvælende. I Sdm. strypen.
Stu, s. Stuv. — stua, s. stuva.
Stubbe, m. 1) en Stump, et lidet eller kort Stykke. Alm. og meget brugl. (G. N. stubbi). 2) Stub, Stamme efter et nedhugget Træ. Tr. Stift. — Jf. Stuv.
stubben, adj. kort, afstumpet. Sjelden.
studd, støttet. Part. af stydje.
Studning, f. Understøttelse. Sjelden.
Stugbonn, s. Stykbonn.
Stugu, f. Stue; see Stova.
stuka, v. n. støie, larme. Tell. (= stꜳka).
Stukel (aab. u), m. Horntap, den indre porøse Deel af et Horn. N. Berg. Ellers Stikjel, Slo, Kvik.
Stul, (aab. n), m. Tyverie. (Af stela), Paa nogle Steder: Styl (aab. y); i Hard. forekommer Formen Stuldr. G. N. stuldr.
Stul (uu), Sæter; s. Støl.
stulla, v. n. (a—a), 1) gaae langsomt, gaae og see sig om. B. Stift. Nogle St. sturla. — 2) sysle i Huset, arbeide smaat. Mere alm. Jf. stella. — 3) røgte og fodre Kvæget. Tell. Rbg. I Sæt. studdre (for stullra?). Ellers stelle, stille, stia, agta. (Jf. Isl. studla, hjælpe til). Heraf Stulling, f.
stum-myrk, adj. bælgmørk. Hedder ogs. „stumende myrk“ (aab. u). B. Stift, Gbr.
Stump, m. et stort Stykke Brød, som er baget i Ovn. — Stumpbrød (eller Stumbrø), n. ovnbaget Brød; Suurbrød, baget i store Stykker. (I svenske Dial. stump).
stumpa, v. n. (a—a), 1) styrte, falde. stumpe ut: falde ud, f. Ex. af en Baad. Helg. og fl. — 2) snuble, tabe Ligevægten (= snꜳva). Nhl. Voss. Hard. — 3) gaae usikkert, støde, ryste; især om Heste. Buskerud. (Jf. dumpa). stumpa Sterte: støde Kuldbøtte, kaste sig om paa Hovedet. Hard. Shl. Hedder ellers: stumpa Gump (Nhl.), stupe Krꜳke (Buskerud), støyte Stꜳlhue (Sdm.).
stumren, adj. mørk, skummel. Voss. — Jf. stummyrk.
Stund, f. Stund, Tid. — Nogle Steder: Stynd, Stønd. (Buskerud).
stunda, v. n. (a—a), 1) stunde til, nærme sig. (Sjelden). 2) stunde, vente; ogsaa længes, hige efter noget. Alm.
stundom, adj. stundom. Tr. Stift. (I B. Stift stundꜳ). Jf. riomtil, takomtil.
stungjen, part. (af stinga), stukken. (G. N. stunginn). Ellers stukkjen.
Stunulv (aab. u), m. 1) Bjergugle. Hard. (I Leirdal Stynulv). Jf. Steinulv. — 2) en frastødende, uhyggelig Person. Sdm.
Stup (uu), n. en brat Klippe eller Brink; Styrtedyb, Afgrund. B. Stift. (Sv. stupa). — stupebratt, adj. yderst brat, saa steilt at man maa styrte ned.
stupa, v. n. (styp; staup; stope, aab. o), styrte, falde, glide eller segne pludselig ned. Ordet er temmelig alm. men har kun i Tr. Stift de anførte Former; hvorimod det ellers hedder i Præs. stupe; Imp. stupte. I lignende Betydning bruges ellers stupna
