(B. Stift), stuppe (Tellem.), stumpa (Helg.), stute (Sdm.). — Jf. Staup og støypa.
Stupel (aab. u), m. Klokketaarn, Klokkehuus ved Siden af en Kirke. Indre-Sogn, Valders. (G. N. stöpull).
Stuple, see Stoppa.
stupna (uu), v. n. (a—a), styrte, falde, segne. I N. Berg. mere brugl. end stupe.
Stupp, s. Stoppa. stuppe, s. stupa.
Stur, m. Nedslagenhed, Bedrøvelse, ogsaa Anger. Jf. Kur.
stura, v. n. (a—a), sørge, være nedslagen i Anledning af et Tab eller Savn; ogsaa angre, fortryde en begaaet Dumhed eller Forseelse. Han hev’ ikje noko te sture fyre. (Ogs. sture pꜳ). Meget udbredt og maaskee alm. (G. N. stúra). Ellers siges „sture“ ogsaa om Dyr, naar de for en vis Tid ere meget stille og døsige; ligeledes om Planter, som vantrives eller skrante, f. Ex. efter en Omflytning.
sturen, adj. nedslagen, bedrøvet, tungsindig, stille. Hedder ogsaa sturall og sturande. G. N. stúrinn.
sturla, gaae sagte; s. stulla.
sturta, v. n. (e—e), styrte, falde, især af Mathed eller Afmagt. Ogsaa v. a. udstyrte, aftømme; f. Ex. Korn.
sturvoren (uu), adj. stille, tankefuld, lidt tungsindig. Hall.
stusleg (stussle), adj. 1) kjedelig, kjedsom. D’æ so stusle (kjedeligt, stille, øde). Hall. Vald. Gbr. — 2) bedrøvelig, nedslaaende. Østerd. (Maaskee for stursleg).
stuss, adj. stille, tankefuld, nedslagen. Nhl.
stussa, v. n. standse, hvile lidt. N. Berg. Undertiden: sysle (= stꜳsse, stꜳka).
Stut, m. 1) Stud, Oxe. Spotviis om en tvær og frastødende Person. — 2) en liden kort Luur til at blæse i. Gbr. (Ellers kaldet Tut). — 3) en Dukke Liin (see Kneppe). Ørk.
stuta, v. n. (e—te), styrte, segne pludselig. N. Berg. Gbr. — Jf. stupa.
stutt (aab. u), adj. kort. Mest om en Udstrækning i Rummet, eller om noget, som kan maales. (Ellers bruges kort). I Tr. Stift og i Sdm. hedder det stytt’e og støtt. (G. N. stuttr. G. Sv. stunt). Heraf stytta.
stutt-ekst, adj. som bærer korte Ax.
stuttenkt (stutt-tenkt), adj. uklog, ikke betænksom eller forsigtig nok (egentlig hvis Tanker ikke gaae langt).
stuttføtt, adj. som har korte Fødder.
stutthalt, adj. lavhalt, som halter deraf at den ene Fod er kortere end den anden. B. Stift. (I Sdm. og Ørk. stytthalt). Ellers stighalt (Nhl.), lꜳghalt (søndenfjelds).
stutthendt, adj. som har korte Hænder.
stutthugsen, see stuttminnug.
stutthært, adj. korthaaret.
Stutthøy, n. kort eller smaat Hø.
Stuttleikje, m. Korthed.
stuttleitt, adj. som har et kort Ansigt. (Modsat langleitt). I Ørk. styttleitt.
stuttminnug, adj. glemsom, som ikke mindes langt tilbage. Hedder ogsaa stutthugsen (Hall. Vald. og fl.).
stuttna, v. n. forkortes, blive kortere.
Stutt-orv, n. en Lee med kort Skaft, at bruge i trang og stenig Eng. B. Stift. Modsat Langorv.
stuttryggja, adj. kort i Ryggen.
Stuttspann, f. et kort Fingerspand, Maalet fra Spidsen af Tommelfingeren til Spidsen af Pegefingeren (i udspændt Stilling). Isl. stuttspönn. — Forskjelligt fra Langspann.
stuttvaksen, adj. kort af Væxt.
Stuttvid (aab. i), m. 1) korte Stokke eller Planker. 2) Stører og Støtter til Hesjer, i Modsætning til Stængerne. (I Sdm. Styttvid).
Stuv (uu), m. 1) Stamme af et Træ; ogsaa Stub, Rodstykke eller den tilbagestaaende Deel af et afhugget Træ. Meget brugl. især i de sydlige Egne. (G. N. stúfr). Jf. Stubbe og Stomn. Heraf styva. — 2) Stuv, Rulle, sammenrullet Væv. — 3) Stjert paa Fuglene. Ørk. — Jf. Styl.
stuva (stue), v. a. (a—a), stuve, sammenpakke.
Stuvrot (aab. o), n. Forraadnelse i Stammen paa Træer.
Stuvslit (aab. i), n. Slid eller Skade, som et Træ kommer til at faae, naar det fældes; Vridning, Revne. (Søndre Berg.).
Stybonn, Stifbørn; s. Stykbonn.
Styd (aab. y), f. en Støtte, en Stok eller Pæl til at støtte med. (Mest alm. Sty og Stø). G. N. stoð. Sv. stöd. — See ellers Stød.
Styde (aab. y), f. Underlag; s. Støde.
stydje (aab. y), v. a. (styd’; studde), støtte, understøtte, holde paa; ogsaa sætte Støtter til. Inf. mest alm.: støa, stye (G. N. styðja). Imperf. deels studde (aab. u), deels stydde (G. N. studdi). Particip studd og stydd. — stydje seg: støtte sig, holde sig til noget. stydje ’punde: understøtte.
