stækje, v. n. stinke. Tell. (I svenske Dial. stäka).
stækjen, adj. skarp, barsk. Skal bruges i Sogn. (Jf. barstæk).
stæla, v. a. 1. (e—te), lægge Staal i. (Sjelden). G. N. stæla. Oftere v. n. vise Staal i Eggen; f. Ex. om Knive. B. Stift.
stæla, v. a. 2. (e—te), stable, pakke sammen. N. Berg. (stæle). See Stꜳl.
Stæle, n. en Dynge (= Stꜳl). Sdm.
stæma, v. a. (e—de), standse, sætte Dæmning for. Ogsaa i Formen stæmme el. stemme (G. N. stemma). stæme Kvenn’a: standse en Kværn ved at aflede Vandet.
Stæma, f. 1) Stibord, Luge hvormed man stopper Vandet i en Rende. B. Stift. — 2) Standsning, Tilstoppelse. Kun sammensat, som Blodstæma.
Stæmenꜳl, f. Stoppenaal. B. Stift, Gbr. Helg.
Stænꜳl, s. Steinulv.
stænd, s. standa. stængje, s. stengja.
stære, v. a. (e—te), anvise, anbefale (s. styra); ogsaa tilskynde, tillokke (s. støre). Ørk. stære upp ein: opægge En.
stært, s. sterk. Stært, s. Stert.
Stæv, Vers, Omkvæd; s. Stev.
Stø, s. Styd og Stød.
Stød, f. 1) Landingssted, Plads hvor Baadene sættes ud og trækkes paa Land (sædvanlig med en „Vor“ paa hver Side og med „Lunner“ i Grunden). B. og Tr. Stift. — 2) Aabred, Elvebred. Østerdalen i Formen Stø, og oftere Elvstø. — Ellers hedder Ordet i Sdm. Styd (aab. y); i Sogn Sto (aab. o) og forøvrigt Stø. G. N. stöð.
stød (stø), adj. 1) stadig, som staaer fast og ikke ryster eller vakler; f. Ex. om en Bænk. (Mest alm. stø; i Nfj. og Sdm. stød’e). — 2) stadig med Hensyn til Varighed, jævn, vedholdende. Om Mennesker: paalidelig, standhaftig, fast, urokkelig. Alm. og meget brugeligt. — 3) vis, sikker i en Sag. Eg æ ’kje stød’e pꜳ di: jeg er ikke rigtig vis derpaa. (Nfj.). Dæ kann du vera stø pꜳ: det kan du lide paa, det slaaer nok ikke feil.
støde (støa), v. a. bringe til Stadighed. „støe se“: blive stadig. Valders.
Støde (Støa), f. 1) Underlag, det nederste Lag i en Kornstabel, hvori nemlig Kornbaandene staae opreiste med Stilkene mod Grunden. B. Stift. I Sdm. hedder det Styde (aab. y). Jf. Reising. — 2) en Væverstol, eller egentlig Siderne i samme. Sogn, i Formen Støe (Fleertal). Ellers Støre, Stola, Leinar. — 3) Kanten paa en Væv. Helg. Hertil støvind (støvint), adj. slap i Kanten, buget, ujævn. I Namdalen: stodovi(d), som forudsætter en tilsvarende Form: Stodo.
Støde (Støe), n. Sted, Plads at staae paa. Kun sammensat, som Skinstøde, Dungestøde. I Sdm. hedder ogsaa dette Ord Styde (aab. y). Ligesaa Innstyde, Blꜳstyde.
stø(d)hendt, adj. sikker paa Haanden, behændig til at træffe Maalet. Tr. Stift.
stødleg (stølege), adj. fast, sikker, stadig. Tell. Nogle Steder tildeels stødig.
Stødleikje, m. Fasthed, Stadighed. Hedder oftere Stø’heit, f.
stødt, adv. 1) stadigt, jævnt, sikkert. 2) stedse, bestandigt, altid. (Alm.). stødt ꜳ stendigt: stedse og altid.
Støfar, see Stykforeldre.
Støkk (aab. ø), m. Skræk, Rystelse i Blodet. Jæd. (Jf. Stokk).
støkkja, v. n. (støkk’; stokk; stokkje), 1) briste (see stekka). Sogn, Hard. — 2) fare op af Skræk, gyse, fare sammen (= kvekka, kippe seg). Kr. Stift. Ogsaa: springe op, rende bort, rømme pludselig. Hard. og fl. (G. N. stökkva). Jf. skvetta.
støkkja, v. a. (kje, kte), skræmme, skrække. (Sjeldnere). Jf. stokka.
støkkjen, adj. sky, let at skræmme. Jæd.
Støl, m. 1. (for Stødel), Sæterplads, det Sted hvor Sæterhusene staae. I Nordre Berg. ogsaa om den omgivende Grønning eller Fold, som tildeels er indhægnet. I Sogn og flere Steder er Støl det samme som Sæter, nemlig en Græsgang med Huse, hvori Mælken samles og tillaves. Ordet hedder ellers: Støl (mest alm.) og Støil (Sdm.) for Stødil; Staul (Tell.) og Stul (Gbr.) for Stødul. — G. N. stöðull.
Støl, m. 2. 1) en liden Jernkrog, Krampe (= Kjeng). Jæd. — 2) et Led, en Deel af en Kjæde; Metalplade paa et Baand eller Bælte. B. Stift. — 3) en Tomme i et Hestemaal.
Stølebelte, n. et Bælte som er besat med smaa fiirkantede Metalplader. N. Berg.
Støl-eld, m. Lyst-Ild, Baal, som man brænder om Aftenen paa en Sæter. Nhl.
Stømn, Stamme; see Stomn.
støne, v. n. (e—te), vandre blindt hen, gaae lige efter Næsen. Sdm.
