stør, stiv; see styr.
Støre, pl. f. Sidetræerne i en Væverstol. Sogn. Jæd. (Jf. Lein).
støre, v. a. (e—te), tilskynde, raade, anbefale En noget; ogsaa lokke, forlede eller opægge En til noget galt. Meget brugl. i Sdm. I Tr. Stift hedder det stære og stere (Ørk. Værdalen). I Kr. Stift bruges „styre“ i lignende Betydning.
størest, v. n. opmuntres, faae Mod; ogsaa tilskyndes til noget ondt, saasom ved et slet Exempel. Sdm. I Ørk. stæres. (G. N. stærast, bryste sig).
Størhus, n. Kogehuus, Ildhuus; ogsaa et Kjøkken. Inderøen. (I svenske Dial. störäs og sters). Uvis Oprindelse.
Støring, f. Tilskyndelse; s. støre.
støst (for størst), adj. størst. S. stor.
støtt, s. stutt, stød, stødt.
Støv, Omkvæd: see Stev.
støvindt, see under Støde.
støypa, v. a. (e—te), 1) nedstyrte, støde, kaste. „støype seg i Sjøen“: styrte sig i Søen, f. Ex. om Svømmere. Indr. og fl. (Af stupa, staup). — 2) støbe, gyde i en Form. Mere alm. (Jf. renna). G. N. steypa. I N. Berg. hedder der ogsaa støyte, f. Ex. støyte Ljøs: støbe Lys.
Støypekufta, f. en Kufte eller Overtrøie, som trækkes ned over Hovedet, ligesom en Skjorte. Indr.
Støypeskjæl, f. Støbeskee, Jernskee. B. Stift.
støyra, v. a. (e—te), 1) nedsætte Pæle eller Stører; f. Ex. til Hesjer. Hedder oftere staura. (Af Staur). 2) opsætte Korn paa Stører til Tørring. Nhl. Ørk. og fl. — 3) v. n. støde med en Stok eller Pæl. Hard.
Støyring, f. det Arbeide at sætte Korn paa Stør. Nhl. og fl.
Støyt, m. et Stød, Anstød; ogsaa noget som ligger i Veien, som man støder an imod. Figurlig om et stort Uheld eller Tab.
støyta, v. a. (e—te), 1) støde, give et Stød. G. N. steyta. støyte seg: støde sig af Vanvare, faae et Stød. Sjeldnere om at bortstøde eller fremskyde noget. Jf. skjota, skuva, yta. — 2) støde smaat, knuse; f. Ex. i en Morter. Jf. stappa. — 3) v. n. støde an, træffe paa noget, som er i Veien. Om Betydningen støbe see støypa.
støyten, adj. stødende; ogsaa dum, klodset, ubehændig. Ikke alm.
Støyting, f. Støden; ogsaa det at man knuser noget.
støytt, part. stødt, beskadiget ved Stød.
Su, f. en So, et Hun-Sviin. Forekommer i Inderøen og fl. St. i Tr. Stift, dog kun sjelden. Mest brugl. i enkelte Talemaader og Ordsprog, som: Su’a bryt, ꜳ Ungann’ nyt“, ɔ: de unge lide for de Gamles Brøde. (Indr. Helg.). „Dæ lamba ein Sau ꜳ kalva ei Ku, dæ kilja ei Gjeit ꜳ grisa ei Su“. (Barnevers i Ørk.). Jf. Sugga. (G. N. sýr forholder sig formodentlig hertil som kýr til kú). — Mere almindeligt bruges Su om et ureenligt, skiddenfærdigt Menneske; ligesaa „Skitsu“. I Sdm. hedder det Sud (Skitsud).
Su (i Bygninger), see Sud.
Subb, n. Sølerie; Arbeide i Væde eller fugtigt Veir. Søndre Berg.
subba, v. n. søle, pladske, arbeide i Væde og Fugtighed. Shl. og fl. Hedder ogsaa svabba og sabba.
subben, adj. fugtig, sølet. Shl.
Sud, f. 1. en Fuge i Baade og Fjelevægge, en Sammenfældning, hvori den ene Kant ligger uden paa den anden, ligesom paa et Tegltag. B. Stift. (Isl. súð). Jf. Sudtak. — I Valders skal „Su“ ogsaa betyde en Side. (I svenske Dial. suda).
Sud, f. 2. Søgang, stærk Bølgegang ved Strandbredden. I Sdm. hedder det Sud og Dragsud, men ellers Su (Helg. Sogn og fl.). Den sidste Form er maaskee rettere end den første, og man skulde hellere vente at finde Formen „Sug“. (Jf. det gamle sugr, et af Søens Navne i Skalda).
su(d), adv. syd. Tell. (see syd).
Sudtak, n. et Fjeletag, hvori Fjelene ligge paalangs i en saadan Orden, at Kanten af hver Fjel gaaer lidt ned over Kanten af den nærmeste nedenfor.
sudtekkja, v. a. tække med et saadant Tag, lægge Fjelene ligesom Tegl. B. Stift. — Particip: sudtakt.
suga, v. a. og n. syg; saug; sogje, aab. o), 1) suge, indsøbe, trække i sig. Inf. hedder i nogle Egne: sue. (G. N. súga, el. sjúga). — 2) patte, die; om Børn o. s. v. Heraf Sogbarn, Sogmor. „giva suga“ (gje sue): give Die, lade patte. (Berg. Stift). Maaskee et Substantiv.
Sugg, m. en stor og før Karl. Tildeels i Ag. Stift. (Jf. Sogg). — Ligesaa Sugga, f. om et Kvindfolk. N. Berg. og fl. (dog kun paa de Steder, hvor det følgende Sugga er ubekjendt).
Sugga, f. (2), en So, et Hun-Sviin. Meget brugl. i Kr. Stift. (Jæd. Tell.
