sumt, s. sum. Sumul, s. Simla.
Sund, n. 1) et Sund, smalt Indløb. I Sdm. og Ndm. hedder det Synd. G. N. sund. — 2) et Færgested, Overfartssted. Ag. Stift.
sund, adj. søndret, splittet, falden i Stykker, beskadiget, ikke heel. (I Sdm. hedder det synd’e). Nogle Steder siges „i sund“, ɔ: i Stykker. (G. N. í sundr). Ordet er ellers alm. og meget brugl. i Form af et Adjektiv; f. Ex. ein sund’e Sko (en forreven Sko); eit sundt Glas (et brækket Glas); sunde Klæde (sønderrevne Klæder). Ligesaa ved et Verbum; f. Ex. Stolen gjekk sund’; dæ datt sundt; han slo dei sunde, o. s. v. I Sammensætning beholder Ordet sædvanlig sin Adjektivflexion; saaledes i B. Stift: sund’e-broten, m. sundtbrote, n. sundebrotne, pl. — I denne Forbindelse svarer det til „sønder"; f. Ex. sund-hoggjen: sønderhugget. sund-riven: sønderreven. sund-slegjen: sønderslaaet.
Sundag, m. Søndag. Mest alm. i de sydlige Egne; ogsaa brugl. i Gbr. Helg. og fl. (tildeels udtalt Sondag). Andre Steder: Syndag. Egentlig Sunndag. G. N. sunnudagr (af det gamle sunna, ɔ: Sol). — Te Sundags: til Søndag. Sunda’n kjem: næstkommende Søndag (til Forskjel fra „Sunda’n var“). Sin Sundag: næstforrige Søndag.
sund-havd, adj. adskilt, sønderlemmet, taget fra hinanden. Saaledes ogsaa sund-tikjen (aab. i), og i Tr. Stift: sund-lagt, som ogsaa betyder: deelt, udskiftet.
Sundmage, m. Luftblære, Svømmeblære i Fisk. Forekommer ved Kristiania. I Hard. hedder det Sogmagje (i N. Berg. Flatmagje). Isl. sundmagi.
Sundmann, m. Færgemand. Ag. Stift.
Sundpeng, m. Færgepenge.
Sundsta(d), m. Færgested, Overfartssted. Buskerud, Hedemarken.
sundt, sønder, i Stykker; s. sund.
sungjen, part. (af syngja), sungen.
sunn, adj. sund, frisk. (Nyt Ord).
sunna, adv. søndenfra. Hedder nu paa de fleste Steder synna (i Lighed med syd). Et gammelt „sunn“, ɔ: syd, forekommer i Landskabsnavne, som Sunnfjor, Sunndalen og fl.
Sup, m. 1) en liden Slurk, en Mundfuld af Drikke eller Søbemad. Alm. (Sv. sup). I Hard. betyder det ogsaa Suppe. — 2) et Rør, især til Afledning af Røg; en Røghat. Indre-Sogn. I Valders betegner det ogsaa et lidet Ildsted med et eget Skorsteensrør.
Supa, f. Suppe. Hedder ogsaa Sup, m. (Hard.), Supand, n. (Sogn). Supan, f. (Nfj.). I Sdm. hedder det „Supa“, hvilket ogsaa maa ansees som en Forkortning af Supan, da nemlig intet andet Feminin her ender paa a, og dette a beholdes endog i Sammensætning, f. Ex. Supamjøl (Meel til Suppe). I Tr. Stift forekommer en lignende Form, saaledes i Fosen: Supamat, m. Søbemad; Suppe. (Sv. supanmat).
supa, v. a. (syp; saup; sope, aab. o), 1) søbe, labe, trække ind i Munden. Alm. G. N. súpa. 2) spise med Skee. supe Mjølk: spise Mælk. 3) drikke smaat, tage en og anden Slurk; saaledes ogsaa: pimpe, smage ofte paa stærk Drik. — Jf. Sope.
Suping, f. Søben; Spiisning med Skee.
sur, adj. 1) suur af Smag. G. N. súrr. Heraf Syra. — 2) barsk, ublid, frastødende. Eit surt Ver: et ublidt Veir.
Sur-apall, m. Abild, som bærer sure Æbler (Sureple).
Surbrau(d), n. Brød af syret Deig; Suurbrød.
Suregras, n. Syre, en Urt (Rumex Acetosa). I Tell. ogsaa Sure, f. (Jf. Gauksure, Reinssure). I Sogn: Syra.
Surka (aab. u), f. en skimmelagtig Skorpe paa Kjød eller Fisk; Smuds, Ureenhed som lægger sig til i Folderne paa Overfladen. (Egentlig Suurhed). B. Stift.
surkast, v. n. blive skimlet eller ureen paa Overfladen.
surla, v. n. nynne; ogsaa spille smaat eller langsomt. N. Berg. Jf. sulla.
Surleikje, m. Suurhed.
surna (uu), v. n. (a—a), blive suur.
Surp, n. Søle, Dynd paa en Vei. Jæd. og fl. (Ved Trondhjem: Sørp). — surpet, adj. sølet, blød, dyndet.
Surpa, f. Røre, Blanding; blødt Hø blandet med Korn eller Meel til Foder for Heste og Køer. Nogle Steder: Syrpe, Sørpe. (Sv. sörpa).
surpa, v. a. røre sammen, blande til Foder. „surpa ihop“, ogsaa om at sammenskrabe noget i en Hast.
surra, v. n. (a—a), surre, suse.
surra, v. a. surre, binde fast.
Sursvarta, see Sysvorta.
survoren, adj. suur, ogsaa ublid.
susa, v. n. (a—a), suse. Heraf Sus, m. Susen, susende Lyd.
