Susl, n. Søle, Røre; ogsaa Sladder.
susla (sultle), v. n. 1) pladske, røre i Vand eller Vædske. 2) sladre, vaase. Sdm. Ndm. Ørk. (med Udtalen sultle eller sulsje). Heraf Susle (Sultle), f. en Sladderhistorie; ogsaa Røre, forvirret Sag.
Suss (uu), n. et Slags Mad af Kalvekjød. Tell.
Sut, f. Omsorg, Omhu; ogsaa Sorg, Bekymring. B. og Kr. Stift. (G. N. sút). Heraf syta.
Sute, f. en afrundet Blok, hvorover man trækker Garnene ind i en Baad. Sdm.
sutlaus, adj. sorgfri, ubekymret.
Sutløysa, f. Sorgløshed, Frihed for Omsorger og Bekymringer.
sutra (suttre), v. n. klynke, klage; ogsaa grue for noget. B. og Ag. Stift.
Sutu, see Seta og Sota.
Suvl (uu), f. Suul, Brødsuul (Smør, Kjød o. s. v.); ogsaa Mælk til Brød eller Grød. — Alm. i forskjellig Form, nemlig: Suvl (Sogn, Søndre Berg. Tell. Vald.), Sugl (Gbr. Buskerud), Sovl, Søvl (Ørk. Østerd.), Sul (i forskjellige Egne). G. N. sufl. Sv. sofvel. I Sdm. gjøres Forskjel paa Sul, f. (Brødsuul) og Sul, n. (Grødsuul, Mælk).
suvla, v. n. sule, være tjenlig til Suul. (Sjelden). suvla seg: forsyne sig med Suul. I B. Stift hedder det sula og syle; f. Ex. Han syle se ’kje mæ di: han har ikke nok med dette, det er forlidet Suul for ham. Sdm.
Suvlløysa, f. Mangel paa Suul.
suvlryr, adj. ødsel med Suul, som spiser mere Suul end Brød. N. Berg. (i Formen sulryr’e).
suvlug, adj. tjenlig til Suul; fed, kraftig, som man kan spise meget Brød til. I N. Berg. hedder det sylig’e, hvilket ogsaa bruges i figurlig Betydning: morsom, lystig, fornøielig.
sva, see svada.
Svabb, m. en Søler, uforsigtig Person.
svabba, v. n. (a—a), søle, væde, spilde Vædske, f. Ex. paa Gulvet; ogsaa vade, pladske i Vand eller Dynd. B. Stift. Hedder ogsaa subba og tildeels sabba.
Sva(d), n. en nøgen Klippe, en Bjergflade som er blottet for Jord. Meget udbredt og maaskee alm. Ord. I Sdm. hedder det Svæd og betegner især en Klippeside, hvor Jorden er flækket af eller styrtet bort ved Skred. I Sogn betegner „Sva“ ogsaa en flad Klippe. (Ligesaa i Gbr. Helg. og fl.). I Valders betegner det ogsaa Klippegrund i Jorden. I Shl. hedder det Svoa (aab. o). Falder nær sammen med „Skarv“, men er mere indskrænket end dette, da man ved „Sva“ helst tænker sig en jævn og heel Klippe, som er blottet ved Afflækning.
sva(d)a, v. a. og n. 1) flække, afrive; især Bark af Træer. Shl. i Formen sva (r—dde). G. N. sveðja (flaae), svaða (rive Huden). — 2) v. n. løsnes, flækkes af; om Barken, naar den lader sig flække fra Træet i Safttiden. Hard. (i Formen sva). I Tell. hedder det svꜳ. Ellers: flaga, laupa, gꜳ.
Sva(d)berg, n. bar Klippegrund, en stor, nøgen Bjergflade. Helg. Ørk. Hall. og fl.
Sva(d)botn, m. Klippegrund i Vandet.
Sva(de), m. Vædske under Barken paa Træer; Fugtighed som løser Barken, saaledes at den kan flækkes af (nemlig paa en vis Tid om Vaaren). Shl. i Formen Sva. (Jf. Isl. svaði, Slibrighed). I størknende Tilstand kaldes det: Save.
sva(d)en, adj. slibrig, glat; om Jorden. D’æ so hꜳlt ꜳ svae. Hard.
Sva(d)knaus, m. nøgen Bjergknold. Sogn.
Svag, n. Svaien, Slingring.
svaga, v. n. (a—a), svaie, slingre som et Skib paa Bølgerne. B. Stift.
svakk, adj. sygelig, skranten. N. Berg. (Nyt Ord). I Sdm. oftere: svakkfingjen. Heraf Svakkheit, f. om en Sygdom.
svakka, v. n. (a—a), give en sagte skvulpende Lyd, som naar man gaaer i Vand eller i et gjennemvædet Fodtøi. „Dæ svakka i Sko’nꜳ“. Sdm. (Jf. sukka).
Sval, f. en Sval, Gang paa Siden af et Huus; en smal Udbygning, deels aaben, deels med en tynd Fjelevæg. Hedder ogsaa Svol, aab. o (Sogn, Hard. Rbg.). G. N. svalir, pl. (Jf. Gꜳng).
sval, adj. 1. sval, kjølig. G. N. svalr. Paa Voss bruges sval ogsaa om en stærk Kulde. — I Tell. hedder det svꜳl.
sval, adj. 2. sortladen, mørk, dunkel. Bruges tildeels i B. Stift.
svala, v. a. (a—a), svale, afkjøle.
Svala, s. Svola. svalde, s. svelgja.
svaldæmt, sortladen; s. svalleitt.
Svall, m. Iis paa Markerne. (Af svella). See Svell.
Svall, n. Snak, Samtale; ogsaa Sladder. Hedder ogsaa Svæll (s. følg.).
svalla, v. n. (a—a), snakke, samtale om
