ligegyldige Ting. Hall. Vald. N. Berg. og fl. I Buskerud og flere Egne udtales det: svælle. I Sdm. bruges det især om en langvarig og høirøstet Samtale. Jf. solla.
sval-leitt, adj. sortladen, som har en mørk Ansigtsfarve. N. Berg. I Hard. hedder det svaldæmt’e (af Dꜳm).
svallug, adj. snaksom. Hall. Vald. Paa enkelte andre Steder: svællug.
svalna, v. n. (a—a), svales, afkjøles.
svalt, see svelta og svelgja.
svamla, v. n. (a—a), pladske, røre i Vand; ogsaa forsøge at svømme, bade sig. B. Stift. (Isl. svamla). Jf. sumla, symja.
Svamp, m. Søsvamp (Spongia).
Svana, f. Svane.
svana, v. n. (a—a), svinde ind, især om en Hævelse paa Legemet; aftage, lindres, stilles. N. Berg. Hall. og flere. Troten heve svana: Hævelsen er noget falden. Dæ svana dær dæ svall: det svandt ind ligesom det svulmede op, der blev ikke noget videre af det. Sdm. (Spotviis om en Opbruusning eller Hidsighet).
svang, adj. 1) tom, smal over Maven; om Dyr, som paa en Tid ikke have faaet noget at æde. Meget brugl. i B. Stift, i Formen svꜳng’e. Heraf svengja. — 2) sulten, hungrig (uden Hensyn til ydre Tegn derpaa). Helg. og Nordre Tr. Amt. (Isl. svángr). I svenske Dial. svång, i begge Betydninger.
Svangje, m. (Fl. Svanga, r), Lyske, Laarkrig paa Dyr; Huulningerne imellem Laarene og Underlivet. Meget brugl. I B. Stift hedder det Svꜳngje. (Jf. Nꜳre). De tilsvarende Dele paa Mennesket kaldes „Røyrar“.
Svangside, f. Slagside, Tyndsiden fra Ribbenene til Laarene. (I B. Stift: Svꜳngsia). Ellers kaldet Slagsie og Tunnvembe.
Svar, n. (og f.), et Svar. Fleertal hedder tildeels Svor, aab. o (Sogn, Voss).
svara, v. a. og n. (a—a; el. a—te), 1) svare, give et Svar. Tildeels med Dativ og Akk. I Gbr. og Ørk. hedder det svꜳrꜳ. G. N. svara. — 2) gjenlyde, give Gjenlyd eller Ekko. Dæ svara atti Fjell’e: det giver Gjenlyd i Fjeldet. Han slo til so dæ svara att-i. — 3) træffe til, føie sig; om Omstændigheder. Dæ svara ’kje so fyre meg: det falder mig ikke beleiligt, det træffer ikke saaledes til. N. Berg. og fl. (Meget brugl.). — 4) svare for, indestaae, være ansvarlig for. Han heve mykje te svara fyre. Han skal svare til dæ (ɔ: staae til Ansvar derfor) — 5) udrede, betale; f. Ex. svara Skatt fyre Jor’a. — svara seg: træffe sig, føie sig. svara til: a) godtgjøre, erstatte; b) svare for, gjøre Regnskab for; c) træffe sig, være beleiligt. Dæ svara so til: Forholdene ere saadanne, det er saaledes beskaffent. (B. Stift).
svaren, adj. 1) svarende. I Sammensætning som kortsvaren, beinsvaren. 2) svoren; see svoren.
svarlaus, adj. forlegen for Svar.
svart, adj. sort. (Alm. Form). G. N. svartr; Sv. svart. I Hard. og Voss hedder Femin. svort (aab. o), ligesom G. N. svört. Jf. Afledningerne svorta og svortna. I Tell. og Gbr. betyder svart ogsaa skidden, især om Klæder. Et andet svart betyder: øde elle blottet; men dette hedder paa andre Steder svært og svørt; hvorom see svør.
svarta, v. n. synes sort; s. svorta.
svartbrend, adj. sort af Forbrændelse.
svartbrynt, adj. sortbrynet, som har sorte Øienbryn. Alm.
Svartehuva, f. den sorte Hue, som er Konernes Hoveddragt. Nordre Berg. og Sdm. — fꜳ Svartehuꜳ: blive gift.
Svartemaur, m. Sort-Myre (Insekt), Formica fusca.
Svarteskog, m. Skov uden Løv; Løvskovens Udseende om Vinteren.
Svartestilla, f. Blikstille, det at Søen er saa stille at alle Skygger af Fjeldene vise sig tydelig.
Svartetrast, m. Solsort, den sorte Drossel (Turdus Merula).
svartflekkut, adj. sortplettet.
svartgꜳrut, adj. sortstribet.
svarthært, adj. sorthaaret.
svartklædd, adj. klædt i Sort.
svartleitt, adj. sortladen; s. svalleitt.
svartmꜳla, adj. sortmalet.
Svartmylde, f. sort Muldjord, Myrjord. Tell. — Mere alm. er svartmyldt, adj. sortagtig, om Jord.
Svart-ore, m. en mørkere Art af Elletræet (Alnus glutinosa). Modsat Grꜳ-ore. Ogsaa kaldet Svartolder.
svartrenda, adj. stribet med sort; om Klæder. Ligesaa svartrosa, sortblommet. svartruta, sortrudet.
svartringut, adj. som har sorte Tværstriber eller Bælter.
svartsidet (siut), sort paa Siderne.
Svartsnigjel, m. sort Snegl.
Svartsykja, f. Skinsyge, Mistanke om
