Utroskab, (Jalousie). Ørk. og fl. (Sv. svartsjuka).
svartvoren (aab. o), sortagtig.
svartøygd, adj. sortøiet.
svarva, v. a. (a—a), 1) dreie, gjøre Dreierarbeide (med en simplere Indretning som kaldes Svarvestol). Hard. Sogn, Gbr. (Sv. svarfva). — 2) tilrøre, surre, omvinde Toug eller Baand med tyk Traad. Sdm.
Svarvar, m. en Dreier.
Svarving, f. Dreierarbeide.
svav (sov), see sova.
svave, v. n. vaase, snakke vidtløftigt. Ndm. Heraf Svav, n.
svꜳ, s. svada. — Svꜳ, s. Svide.
Svꜳk, n. Bløde, Væde, Fugtighed af Regn eller Snee. Shl.
svꜳk, adj. urolig, ustadig; om Veiret; ogsaa fugtig, regnfuld. Nhl.
Svꜳkver (ee), n. uroligt Veir. Nhl.
svꜳle, v. n. sværme, leve lystigt. Sdm.
svꜳng, s. svang. Svꜳngje, s. Svangje.
svꜳssa, v. n. strabadsere, arbeide i Bløde og Uveir. N. Berg.
Sve, see Svida og Svide.
Svedje, f. Saar, et Sted hvor Huden er forreven eller ogsaa gjennembrudt ved Udslæt. Sdm. (Jf. svada).
Svei, m. Ruus. Paa ein Svei: beskjænket, drukken. B. Stift.
Sveig, m. en tynd og bøielig Kvist. Gbr. og fl. Paa Helg. hedder det Sveigja (Sveie), f. Ellers Sviga. G. N. sveigr.
sveigja (sveie), v. a. (gje, gde), bøie, indtrykke. (Sjelden). I Nhl. hedder det svøygja (svøya). G. N. sveigja. Partic. sveigd (svøygd).
Sveim, m. en omløbende Sygdom eller Smitsot. N. Berg.
Svein, m. 1) Ungkarl, ugift Mandsperson. Sfj. (Ogsaa udtalt Svenn). G. N. sveinn. Ellers alm. i Betydning af Svend, med Hensyn til Kydskhed (ligt Møy). — 2) en ung Tjener; især en Fævogter, Hyrdedreng. Ørk. (I Gbr. Busvein). Jf. Gjætar. — 3) Svend i et Haandværk. (Alm.). I Sammensætning er Betydningen mere forskjellig; f. Ex. Læresvein, Brudsvein, Kjellarsvein.
Sveindom, m. Svenddom.
Sveinkall, m. en aldrende ugift Mandsperson, Pebersvend. Tell. og fl. Ellers kaldet Drengkall.
Sveip, m. Lok, Bundt, sammenviklet Hob af Straa paa en Kornager. Tr. Stift. I B. Stift hedder det Svøyp.
Sveip, n. Svøb, det hvormed noget omsvøbes. Kr. Stift og fl. Paa andre Steder Svøyp.
sveipa, v. a. (e—te), 1) svøbe, indsvøbe. Hedder i mange Dial. svøype. G. N. sveipa. — 2) trække sammen i Bundter eller Knipper, samle, f. Ex. Straa. B. Stift, i Formen svøype. Heraf Sveiping, f.
sveipa, v. n. ligne; see svipa.
sveiplik, adj. noget lignende, som har en flygtig Lighed. (Mest i Fleertal). Helg. Ndm.
sveiput, adj. lokket, ujævn, som ligger sammenviklede Klynger; om Kornet paa en Ager. I B. Stift: svøypette.
sveisa, v. a. sammensveise; s. sjoda.
Sveite, m. 1) Sved. G. N. sveiti. — 2) Fugtighed, ubetydelig Vædske. Ein liten Sveite: en Smule Saft eller Vædske. B. Stift. — 3) Blod af slagtede Dyr. Inderøen, Værdalen. I Østerd.: Svete. G. N. sveiti. I svenske Dial. svet. (Findes ogsaa i flere Sprog).
Sveitebrot (aab. u), n. Udbrud af Sved, det at Sveden kommer ud. B. Stift.
Sveitebrune (aab. u), m. Damp af Sved; ogsaa Svedens Virkning paa Klæderne.
Sveitedrope (aab. o), m. Sveddraabe.
Sveiteflaga, f. et stærkt Anfald af Sved.
sveitt, adj. svedende, vaad af Sved. Alm. og meget brugl. (Jf. ꜳlsveitt).
sveitta, v. n. (a—a), svede. G. N. sveita. Sv. svettas. — Heraf Sveitt, n. Svedning; Arbeide eller Anstrængelse, som driver Sveden ud. (N. Berg. og fl.). Hedder ellres Sveitting, f. Ogsaa Sveittebad, n.
Sveiv, m. Svømmefod; især om Sælhundens Fødder. (Kobbesveiv). Berg. Stift. Paa nogle Steder hedder det Sleiv. G. N. sveifr.
Sveiv, f. Skaft eller Haandfang, hvormed man dreier noget omkring; f. Ex. paa et Hjul eller en Slibesteen. Brugl. i de sydlige Egne. (Isl. sveif). Nordenfjelds hedder det Veiv.
sveiva, v. a. (e—de), vende, dreie, omdreie; f. Ex. et Hjul. Kr. Stift og fl. (Af sviva, sveiv). Ellers draga og snu.
sveiva, v. n. (a—a), svinge, vifte, svæve af og til. N. Berg.
svekkja, v. a. svække. Jf. svakk.
Svelg, m. 1) Svælg, Hals. 2) Mundfuld, Portion, som man kan svælge. I B. Stift hedder det Svel (aab. e), i Lighed med svelja. (G. N. svelgr). Fleertal skal egentlig hedde Svelgjer.
