svelgja (svelje), v. a. (gje, gde), svælge, synke, sluge. Hedder i B. Stift: svelja, med Formerne: svel’e, svalde, svalt. I Tell. hedder det: svægje (svæje) med Imperf. svægde. (Jf. Sv. svälja, svalde. G. N. svelgja. Ang. svelgan). — Particip svelgd (sædvanlig sveld); i B. Stift: svald’e.
Svelgrom, n. Slug, Gab; ogsaa Aabning paa enkelte Redskaber. I Berg. Stift: Svelrom.
Svelkake, f. et Slags Pandekager. Sdm.
Svell, n. og m. Iis paa Markerne; især om tyk opsvulmet Iis af en Vandaare i Jorden. Søndre Berg. og fl. Hedder ogsaa: Svall, m. (Nedenæs og fl.), Svoll, m. (Rbg.), Svodd (Sætersd.). Ellers Hꜳlkje, Skugg, Skuggꜳl.
Svell, m. en Byld; s. Svoll.
svella, v. n. (svell; svall; svolle), 1) hovne, bulne, blive angreben af Svulst. Alm. (G. N. svella). Ogsaa afsætte Materie (Voer), om Saar. — 2) svulme op af Frost, fryse op, belægges med tyk Iis; om Jorden. Meget udbredt. I Indr. siges: skvelle. Ellers kjøva, kyr, ora. — Heraf Svelling, f. Opsvulmen.
svellut, adj. iset, fuldt af Iis; paa Markerne. I Gbr. svellꜳt.
svelta, v. n. (svelt; svalt; svolte), sulte, føle Hunder; ogsaa lide eller pines af Hunger. G. N. svelta. Sv. svälta. Imperf. Fleertal i Hall. svolto. — svelte te Mꜳlanne: have en stærk Madlyst, føle Hunger til hvert Maaltid. (B. Stift). svelte ihel: sulte ihjel.
svelta, v. n. (e—e), udsulte, udhungre, sultføde. (Alm.). G. N. svelta. svelte seg: sulte sig, spare Maden for sig selv. Particip: svelt (utsvelt): udsultet.
Svelta, f. 1) Sult, karrig Næring. Ellers Svolte og Svult. — 2) et Slags Kortspil som varer meget længe.
Svelting, f. Udsultning, Sultekuur.
Svemn, m. Søvn; s. Sømn.
Sveng, m. Indsvinden, Tomhed, Smalhed. (Af svengja). D’æ stundom Svengjen ꜳ stundom Sprengj’en: snart en Udsultning og snart en Overfyldelse.
svengja (svængje), v. a. (gje, gde), indknibe, gjøre smal. (Af svang). svengje seg: gjøre sig smal paa Midten, trykke Maven ind. (Berg. Stift). Particip svengd.
svengjast, v. n. (Imp. svengdest), indsvinde, blive smal (især over Maven). G. N. svengjast. Ogsaa blive graadig eller sulten. Jf. Ordsproget: Daganne lengjest ꜳ Maganne svengjest.
svensk, adj. svensk. — Svenskje, m. og Svenska, f. svensk Mand eller Kvinde. (Landets Navn udtales sædvanlig: Sverik).
Svepe, see Svipa.
sverja, v. n. (sver; svor, oo; svore, aab. o), sværge. G. N. sverja. Præsens hedder sædvanlig: svær (med reent æ og uden Halvlyd). Particip svoren og svaren. (Jf. svør, meinsvør). sverja av: afsværge. sverja fyre: negte ved en Eed. D’æ ’kje te sverja fyre, ɔ: man kan ikke ganske negte det.
sverjande, adj. som man kan sværge paa. (Sjelden).
Sverjing, f. Sværgen
Sverm, m. Sværm; ogsaa Tummel, Uro, Suus og Duus.
sverma, v. n. (a—a), sværme, svæve om; ogsaa leve lystigt.
sverta, sværte; see svorta.
Svi(d)a (aab. i), f. en sveden Plet, et Stykke Mark som ryddes ved Afbrænding. Udtales Svia, aab. i (Nhl.), Svea og Svee (Inderøen, Guldalen, Østerd.). Heraf adskillige Gaardsnavne, som sædvanlig skrives „Svee“. (Sv. svedja). Ellers kaldet Brote og Kos.
Svide (aab. i), m. Svie, Smerte som ligner en Svidning. Hedder: Svide (Nfj. Sdm.), Svie, Svee (mest alm.), Svada (Namd.), Svꜳdꜳ (Indr.), Svꜳ (Ørk.). G. N. sviði.
svide (ii), v. n. (svid’; sveid; svide, aab. i), 1) forbrændes, svides, fordærves af Hede; om Mad, ogsaa om Korn og Græs paa Marken. G. N. svíða. — 2) svide, stikke, foraarsage en bitter Fornemmelse; f. Ex. om en hed Luftstrøm. Ogsaa om Kulde. „Vinden va so kald’ at han sveid“. — 3) svie, smerte; om Saar eller beskadigede Lemmer. Mest alm. i Formen svie og Imperf. svidde.
svide (svia), v. a. (e—de), svide, brænde, afsvide noget, f. Ex. med et hedt Jern. Particip: svidd. Formerne af dette og det foregaaende Ord forvexles ofte med hinanden.
sviden (aab. i), part. sveden, lidt brændt. Mest alm.: sveen. (G. N. sviðinn).
Sviderid (Svide, aab. i), f. et Anfald af Svie, en Stund da Svien føles stærkere. (Nogle St. Sveeri). Ogsaa kaldet Svideflage (Sveeflaga), f.
Sviding (ii), f. Afsvidning, Forbrændelse; ogsaa Svie, Smerte.
Svid-jarn (aab. i), n. et Jern til at svide med; ogsaa Mærkejern.
Svidmerkje (aab. i), n. indbrændt Mærke
