eller Navn; f. Ex. paa Kar. Ogsaa kaldet Svidnemerkje.
Svidsmak (aab. i), m. sveden Smag.
Svidtæv (aab. i), m. Lugt af noget som er svedet eller brændt.
Svig (aab. i), n. tynde Kviste, Riis, Vidier. Hard. Sogn.
Sviga (aab. i), f. en tynd og bøielig Kvist. Tildeels i B. Stift. I Sdm. hedder det ogsaa Svuge (aab. u); i Ørk. Svugu og Svuku. Ellers Sveigja og Sveig.
sviga (aab. i), v. n. (a—a), bøie sig; om noget som er langt og tyndt, f. Ex. Kviste. B. Stift. Jf. sveigja.
svigall, adj. tynd og bøielig. Sjelden.
Svigt, f. Bøining, Bøielighed. „gje Svigt“: give efter for et Tryk, lade sig bøie. Guldalen. (Sv. svigt).
svigta, v. n. (a—a), bøie sig, duve, sveie; f. Ex. om Stænger og Fjele. Tr. Stift. (Sv. svigta).
Svik (aab. i), n. og f. 1) Svig, Falskhed. (Bruges sjelden). G. N. svik. — 2) en Sygdom, som fordum ansaaes foraarsaget ved Trolddom. Tildeels i Ag. Stift.
svika (ii), v. n. (svik’; sveik; svikje), svige, slaae feil, findes upaalidelig. (Sjelden, og tildeels med Formerne: a—a). G. N. svíkja.
Svikk, f. Huulning, Sænkning. I Sogn om Huulningen under Fodsaalerne. Ellers om et indsunket Punkt. (Sjelden). I Sdm. hedder det Svekk og Svokk; paa enkelte andre Steder: Søkk.
Svikk, m. Svik, Lufthul i eller nærved et Spunds. (I Gbr. Døvik).
sviklaus, adj. fri for Svig.
svikut, adj. svigagtig, falsk. Rbg.
Svil (ii), m. 1) Tagskjæg (= Ufs). Inderøen. 2) Vindskeden paa Enden af et Tag. Ørk. 3) Ryggen paa et Tegltag. Sdm.
Svile (Lax), see Svilung.
Svill, f. (Fl. Svilla, r), Grundstok, den nederste Stok i en Tømmervæg; saaledes ogsaa Dørstok, Tærskel. Formen Svill bruges i de sydlige Egne (Tell. Jæd. Sogn, Vald.); nogle St. Svidl, og i Øvre Tell. Svidd. Nordenfjelds hedder det derimod: Syll. (Jf. T. Schwelle. Eng. sill. I svenske Dial. svill og syll). — krøkja Svillanne: anlægge og sammenføie Grundstokkene til et Huus. Sogn. I Sdm. hedder det: „kneppe Syllanne“.
Svillhøgd, f. Grundstokkenes Afstand fra Jordfladen.
Svillmur, m. en lav Muur under Væggen; det Underlag af Steen, hvorpaa Grundstokkene hvile. I Tr. Stift: Syllmur.
Svilung (aab. i), m. en liden eller halvvoxen Lax (= Leksing). Mandal, Nhl. Hedder ogsaa: Svile (aab. i) eller Svele (Lister) og Silung (Helg.). Isl. silungr, Ørred.
svim, adj. 1) rask, hurtig. 2) let, bekvem til at haandtere. Tell.
svima, v. a. (a—a), slaae til Besvimelse, give Svimeslag.
Svime (f.?), Besvimelse, Afmagt, bevidstløs Tilstand. Kun i Forbindelsen „i Svime"; f. Ex. slaa i Svime; liggje i Svime. (Jf. Isl. svim, Svimmelhed).
Svimeslag, n. et voldsomt Slag, som volder Besvimelse.
Svimr, n. Svimmel, Anfald af Svimmelhed. Udtales ogs. Svimbr og Svimmer. I Sdm. Haudesvimbr.
svimra (aab. i), v. n. (a—a), svimle, blive svimmel. G. N. svimra. Hedder ogsaa sumla (for svimla) i Rbg. og tildeels i Hardanger. I Rbg. ogsaa sundla. (Isl. sundla).
Svimring, f. Svimmelhed. Jf. Ørska.
svimrug, adj. svimmel, som let svimler. Tell. og fl. I Rbg. ogsaa: sumlug og sundlug. Ellers: ør, øren.
svimt, adv. raskt, hurtigt, let. Tell. — Jf. svim og svint.
Svin, n. Sviin. Jf. Gris (som er mere brugeligt). Ellers: Galt, Rone (om Hannen), Su, Sugga, Purka (om Hunnen).
svina, v. n. søle, rode som Sviin. Hertil Svining, f. og Svineri, n.
Svinebol, n. Liggested for Sviin. — Svinebøle, n. et Kuld Grise. Berg. Stift.
Svinerot, f. Planten Galtetand (Stachys palustris). Ogsaa kaldet Svinekjenne, m. (N. Berg.).
Svinesmør, see Smolt.
Svinetang, n. en Tang-Art, som man samler til Svineføde (Fucus canaliculatus).
Sving, m. 1) Sving, Omdreining. 2) Snirkel, bueformigt Træk i en Tegning eller Udskjæring; ligesaa om Bøiler i Gittere, Kroner o. s. v. 3) Bue, Bøining paa en Vei, Bugt i en Elv eller Fjord. Ogsaa en Udflugt, en Spadseretuur. „gjera ein liten Sving“: gjøre en Udflugt, spadsere omkring.
svinga, v. a. og n. (a—a), 1) svinge, vende, dreie omkring. „svinge seg“: dreie sig rundt; f. Ex. i en Dands. 2)
