vende om, dreie tilbage i en Bue; f. Ex. med et Fartøi eller et Læs. 3) gjøre en Bøining paa Veien, tage en Omvei. Heraf Svinging, f.
Svingerom, n. Rum til at svinge eller vende i.
svinn, adj. afholden, sparsom i at nyde noget, smaatærende, som spiser lidet. Helg. Sdm. Jæd. — Skal ogsaa bruges i Betydningen: forsigtig. (G. N. svinnr, klog).
svinnast, v. n. blive smaatærende, spise mindre. (Sjelden).
Svinnleikje, m. Afholdenhed. (Sjelden).
Svinsvorta, f. Solsort. (Shl.). See ellers Sysvorta.
svint, adv. hurtigt, raskt. (Kr. Stift). Jf. svimt.
svint, adj. rask, hurtig. Hard. Jæd. og fl.
svinta, v. n. 1. (a—a), løbe, skynde sig, vimse afsted. Jæd. — svinta seg: skynde sig, haste. Hard. og fl.
svinta, v. n. 2. svinge, vifte med noget. N. Berg.
Svint-ærend, f. et kort Ærinde. Jæd.
Svip (aab. i), m. Udseende, Ansigtstræk; især med Begreb af en Lighed. Hard. Æg kjende han pꜳ Svip’en (paa visse Træk, som tilhøre Familien). G. N. svipr. Jf. sveiplik.
svipa (aab. i), v. n. (a—a), ligne En i Udseende eller Ansigtstræk. Ho svipar pꜳ Mor’æ: hun har nogen Lighed med Moderen. Hard. Tell. Ellers sveipe (Helg.).
Svipa (aab. i), f. Svøbe, Pidsk. Hedder ogsaa Svepu og Svupu (Østerd.). G. N. svipa.
Svir, m. Sviir, Drik. — svira, v. n. (e—te), svire. — sviren, adj. drukken; ogsaa tilbøielig til at svire.
svirla, v. n. svæve omkring. Rbg.
Svisvorta, s. Sysvorta.
Sviv (aab. i), n. 1) Svingning, Omdreining; den Hurtighed hvormed noget dreier sig; f. Ex. „Kvenn’a heve for lite Sviv“, ɔ: Kværnen gaaer for sagte. Rbg. og fl. Ogsaa i Tr. Stift, i Formen Svæv. — 2) Omsvæv, Omstreifning, at noget farer flygtigt forbi (see sviva). — 3) et uventet Tilfælde, noget som paakommer pludselig, f. Ex. en Svaghed eller Sygdom; fordum ogsaa Spøgerie, Syner, Aabenbarelser. Nhl. (G. N. svif, pludselig Bevægelse).
sviva (ii), v. n. (sviv’; sveiv; svive, aab. i), 1) dreie sig, løbe rundt, svinge; f. Ex. om et Hjul. Meget brugl. i Kr. Stift. (Ellers snu seg, tunna, svinga). Ogsaa med Objekt „sviva seg“, ɔ: dreie sig, svinge, dandse. (Jæd.). Heraf sveiva og Sviv. — 2) glide, rende tilside, skeie ud. Sogn. „Slien sveiv utꜳv Vegen“: Slæden gled ud af Veien. — 3) svæve, flagre, flyve omkring. (Gbr. og fl.). Ligesaa: streife, løbe, flakke om. (Hard. Shl. Ryfylke). Ogsaa: komme pludselig, falde ind; om Tanker, Anelser og Fornemmelser. (Nhl. og fl.) — „Æ du ute ꜳ sviv’e: er du ude og gaaer? (Hard.). Dær æ eit Slag so’ sviv’ yve hꜳnꜳ: der er noget som plager ham, der paakommer ham ofte noget uforklarligt (om Sygdom eller Sindsforvirring). Sdm. (hvor svive ellers er ubrugeligt). Da sveiv meg: det faldt mig ind. Nhl. Ligesaa: Da sviv’e meg at eg skulde gjort da, o. s. v. Meget brugl. — G. N. svífa, svæve.
Svivar, m. 1) et Slags Dands (egentlig Svinger). Tell. — 2) Flødegrød, som flyder i Smør. Tell.
Sviv-arbei(d), n. Arbeide som fordrer megen Gang og Bevægelse. (Modsat Setuarbei). Tell.
Sviving, f. Svæven; Omstreifning.
Svivu (aab. i), f. Tumlesyge (hos Kvæg). Tell. — See Tullesott.
svivyra (aab. y), v. a. (e—de), beskjæmme, forhaane. Vestenfjelds. I B. Stift oftere svivyrja (see vyra). G. N. svívirða.
Svivyra (aab. y), f. Skam, Vanære. Søndre Berg. (G. N. svívirða). Ogsaa et uforskammet Menneske. Voss, Hard.
svivyrleg, adj. skammelig, bespottelig; ogsaa foragtelig. Meget brugl. i B. Stift. G. N. svívirðilegr.
Svo (for Svoda, aab. o), f. en nøgen Klippe. Shl. — Svo(d) er ellers Fleertal af Svad.
Svodd (for Svoll), see Svell.
Svokk, f. Huulning; see Svikk.
Svol, f. Svalgang; see Sval.
Svola (aab. o), f. en Svale (Fugl). Hedder ogsaa: Svala (sjelden), Svolu (Tell.), Solo, med oo (Namd.), Svulu (Ørk.), Sulu (Gbr. Hall.). G. N. svala, acc. svölu. — Hertil Svol-egg, n. Svaleæg. Svolereid (Sulurei), n. Svalerede.
Svolk, m. Pidsk, Svøbe. (Ag. Stift).
Svoll, m. 1) Svulst, Hævelse med Tilsamling af Voer, i Saar. Hedder ogsaa Svull og Svell (som egentlig er en bedre Form). Af svella, svall. „Dæ set’e seg Svoll i“: det svulmer, afsætter Voer. „drage te Svells“: trække Voer. (Sdm.). — 2) en Byld, et Sted hvor
