Huden gjennembrydes af Svulst. Hedder ogsaa Svell, Svull og i Sammensætning tildeels Syll (Brøstsyll). G. N. sullr. Jf. Bolde, Kaun, Verk. — 3) Iis paa Markerne, opfrossent Vand. (Rbg. Tell.). I Sætersdalen Svodd. Ellers Svall og Svell.
svollen, adj. bullen, angreben af Svulst; ogsaa opsvulmet. (Particip af svella).
Svollfingr, m. en bullen Finger.
Svolte, m. Sult, Hunger. Tildeels i N. Berg. Andre Steder: Svult.
svolten, adj. sulten, hungrig. (Part. af svelta). Nogle Steder: svulten, og i Tell. solten. G. N. soltinn.
Svolublom (aab. o), m. Planten „Øientrøst“ (Euphrasia officinalis). Tell.
Svor, oo (for Svord), m. Hud, Skind (paa Flæsk); ogsaa om Jordens Overflade eller det Dække som dannes af Græsset og Græsrødderne. Ellers kaldet Grassvor (ɔ: Grønsvær). Tildeels med en Udtale, som nærmer sig til Svol (oo). G. N. svorðr, svörðr.
Svor (aab. o), f. et lidet Jordskred, et Sted hvor Jorden er udgravet ved Fjeldskred. Sdm.
svoren (aab. o), adj. svoren; besvoren. (Part. af sverja). Hedder tildeels ogsaa svaren; f. Ex. Dæ va svare, ɔ: det var svoret, det har jeg svoret paa. (Sdm.). G. N. svarinn.
svorta (oo), v. n. (a—a, og e—e), see sort ud, vise sig i en mørk eller sort Farve. Ørk. og fl. Hedder ellers svarte (Namd.), svørte (Sdm.), svyrte (Gbr.). „Dæ svorte pꜳ dæ“: det viser sig som en sort Plet. (Ørk.). I Sdm.: „Dæ svørte ti di“. (Ligt kvita, blꜳa, roda og flere).
svorta, v. a. (a—a), sværte, farve sort. I Indr. hedder det: sorte. (Isl. sverta og sorta). I Sdm. gjøres Forskjel paa „svorte“ (farve Klæder sorte) og „svørte“ (sværte paa Overfladen).
Svorta, f. sort Farve (til Tøi eller Klæder). Herfra adskilles tildeels: Sverta (el. Sværte) og Svørte, som betegner Sværte paa Læder eller Jerntøi.
svortebrend, bedærvet i Sværtningen.
Svortemyr, f. en blød Jord-Art, som bruges til sort Farve. Hedder ogsaa Svortedepel (aab. e). N. Berg.
Svorting, f. Farvning med sort.
svortna (oo), v. n. (a—a), sortne, blive sort. (G. N. sortna). Dæ svortna fyr’ Augom: det blev sort for Øinene (ligesom ved en Besvimelse).
Svovel (Svꜳv’el), n. Svovl. Nogle Steder: Svavel; ellers sædvanlig med ꜳ. (Sv. svafvel).
Svugu, s. Sviga. Svull, s. Svoll.
Svult, m. Sult, Hunger. (Sogn og fl.). I Sdm.: Sylt. (G. N. sultr). Nogle Steder Svolte. Jf. Svelta.
Svulu, s. Svola. Svupu, s. Svipa.
Svæd, s. Svad. svægje, s. svelgja.
Svæla, f. 1. Røg og kvalm Luft i et Huus. Shl. (G. N. svæla, Røg).
Svæla, f. 2. en stor Masse, Mængde, Mangfoldighed. Nhl. Sdm.
svængje, s. svengja.
Svær (for Sværd), n. 1) et Sværd. G. N. sverð. 2) en lang og smal Steen; Bautesteen. Shl. Ogsaa kaldet Risasvær (ɔ: Jættesværd) paa Grund af gamle Sagn.
svær, adj. stor, drøi, svær; ogsaa tung, vanskelig. Nyere Ord, men alm. og meget brugl.
sværa, v. a. (e—te), klemme, trykke, besvære. Ørk. Dæ svære før’ Brøst’e: det trykker for Brystet (om en Kvalme eller Beklemmelse).
svært, adj. saare meget, svare, overmaade. Meget brugl. — Om et andet svært, see svør.
svæse, v. a. (e—te), forfriske, varme eller udhvile sig. Sdm. „gꜳ inn ꜳ svæse se“, om En som har været længe ude i Frost eller Uveir. Heraf Svæsing, f. Opvarmelse, Forfriskelse.
svæv, adj. beskaffen med Hensyn til Søvn. Kun sammensat, som lettsvæv, tungsvæv, rangsvæv. I N. Berg.: svæv’e men ellers svævd (svævd’e) i de sydlige Egne, og søvd i de nordlige; ogsaa søft’e. (Af sova, svav).
svæva, v. a. (e—de), søvndysse, faae til at sove, vugge i Søvn. Temmelig Alm. (G. N. svæfa). Uegentlig om at slaae ihjel, f. Ex. en Fisk. — I Hard. hedder det svøva.
svævd, 1) søvndysset. (Part. af svæva). 2) see svæv.
Svæve, f. et Navn paa de Blomster, som lukke sig om Aftenen; især Høgeurt (Hieracium) og nogle lignende. Sdm. Jf. Kveldsvæve og Nattsvæve, som er mere almindeligt.
Svøbn og Svømn, s. Sømn.
svør, adj. ganske fri (egentlig som kan sværge, af sverja, svor; ogsaa blottet, lens, som har intet (= aud). N. Berg. Me æ reint svøre fyre dæ: vi ere ganske blottede derfor, have aldeles intet deraf. (Sdm.). Mest brugl. i Neutrum; f. Ex. D’æ ikje slett svørt: det kan ikke ganske negtes; der findes no-
