get, om det end er lidet. (Forstærket: eidsvørt og meinsvørt). I samme Tilfælde hedder det i Nhl. svært, og i Fosen svart; f. Ex. Dæ vart slett svart før’ Fisk, ɔ: Fiskeriet slog aldeles feil. Ligeledes: „eit svart Ꜳr“ ɔ: et Aar hvori Fangsten aldeles mislykkes.
svørte, v. a. sværte o. s. v., see svorta.
svøygd og svøygja, s. sveigja.
Svøyp, m. 1) en Klynge af Straa, et Bundt; see Sveip. 2) Knude, Sammenføining, især i Træbaand paa et Kar; det Punkt hvor Enderne fæstes sammen. B. Stift. Jf. Avsvøyp.
svøypa, v. a. svøbe (= sveipa). Berg Stift og fl. Hertil Svøypeduk, m. Svøbedug. Svøypelakan, n. Liiglagen.
Sy, m. see Sjo. — sy, v. s. sjoda.
sy, v. a. 1. (r—dde), sye. (Jf. sauma). Heraf sydd, part. syet.
sy, v. a. 2. panele; ogsaa bordklæde, beklæde en Væg med Fjele. Hedemarken og fl. (Uvist om egentlig sya eller syda).
Syd (aab. y), m. Syd. Hedder ogsaa Su, Sør og Sø (see følgende). G. N. suðr. I ein Syd: i en sydlig Retning. gꜳ te Syds (Søss): blive mere sydlig, om Vinden.
syd (aab. y), adv. syd, mod Syden. Udtales forskjelligt, nemlig: su’ (Tell.), syd (Nfj. Sdm.) og ellers sør (for sydr), sø og sy. (G. N. suðr. Sv. söder). Desuden forekommer Formen synn (i Guldalen), istedetfor det gamle sunn, som findes i Landskabsnavne, f. Ex. Sunnfjor, Sunnmør. Beslægtet hermed er: synste, synna (for sunnan) og søre (for sydre). — Jf. Modsætningen: nor.
Syd-aust, m. Sydost.
sydbær, adj. noget sydlig, om Vinden. Helg. og Namd. (udtalt søbær).
syd-ette, adv. sydover, mod Syd. Ogsaa udtalt sy’tte (Nhl.) og sø’tte.
sydleg (sørleg), adj. sydlig.
Sydlending, m. Indbygger af den søndre Deel af Landet; ogsaa Sydboer, En fra Sydlandene. (Oftere Sørlending). — I Lighed hermed siges Syddøling (i Gbr.), Sydfjoring, Sydstrending. (Istedetfor Sydøying siges altid Sørøying).
sydrøn, adj. sydlig, om Vinden. Fosen, i Formen sørrøn. — Et Subst. Sørrøna, om sydlig Vind, skal ogsaa forekomme, dog sjelden.
Sydskjelle, f. en vis jævn og kjølig Vind fra Sydkanten. Sdm.
Syd-ætt, f. Vind og Veir fra Sydkanten. B. Stift. Oftere Sørægt, Sørætt.
Sye, see Sylgja.
Syft, f. Smule, Gran. N. Berg.
syfta, v. a. (e—e), vifte, svinge, ryste, rense noget for Støv eller Avner ved at ryste det. B. Stift, Jæd. Tell. (Jf. D. svifte). Heraf Syfting, f.
Syfte, n. Baand til at sammentrække et Seil med; Svøft. (Nordland). Ellers: Handsyfte.
Syftesoke (for Syftunsvoka, aab. o), Svituns Messe, Mariæ Besøgelses Dag, den 2den Juli. B. Stift, Tell. — Nordenfjelds har det forskjellige andre Former, nemlig Siktusmess, Siktesuku (Ørk.), Siktesoke (Romsd.), Seksok (Ndm.), Siksok (Namd.), Settersok (Helg.). G. N. Svituns vaka, Sviptunsvaka og Syftunsvaka (af Helgenen Svitunus’s Navn).
syg, s. suga. — Sygje, s. Sylgja.
Sying, f. 1) Syning, Søm. 2) Paneling, Fjeleklædning. Af sy.
Sykalv, see sjøkalv.
Sykja, f. Sygdom, Sygelighed; ogsaa figurlig om en vis Svaghed, Lidenskab eller Uro i Sindet. Hedder paa nogle Steder: Sjuke (Tell. Buskerud). G. N. sýki (af sjuk).
sykjast, v. n. (est, test), 1) skrante, sygne, føre et sygeligt Liv. Tr. Stift. — 2) længes, stunde efter noget. Østerd. (sykjes).
Sykjing, m. et sygeligt Menneske, en Skrantning.
sykla, v. n. sagle (= sleva). Tell.
Sykna (aab. y), f. Søgnedagene i Ugen, Arbeidsdage. Sogn, Buskerud og flere. (Ellers Yrka og Vyrka). — Syknedag, m. Søgnedag (= Yrkedag). G. N. sykn dagr.
Syl, m. en Syl. — Sylshol (aab. o), n. Hul efter en Syl.
syla, v. a. (e—te), vinde Fiskesnøret op, slutte Fiskeriet. See Sula.
syle, v. n. tjene til Suul; see suvla.
Sylgja (Sylje), f. et Spænde, en Sylle (sædvanlig bestaaende af en Plade med et rundt Hul i Midten, uden Bjælke eller Hjerte). Alm. men hedder ogsaa Sygje, el. Sye (i Rbg. og Tell.). G. N. sylgja. Sv. sölja. — Sylgjelauv, n. Løv eller Skaaler paa et Spænde. Sylgjetonn, f. Tornen i Midten af Spændet.
sylig, fed, nærende; s. suvlug.
Syll, f. Grundstok; see Svill. Om et andet Syll, see Svoll.
