sylle, v. n. (e—te), lave Brødsuppe, brække Brød i Mælk. Tell. (Af Soll).
Syllmur, s. Svillmur.
Syltr, f. Gjæller i Fisk. Tell. (Syltr’i). Ellers Gan og Tokn.
Sylv (aab. y), n. Sølv. (G. N. silfr. Sv. silfver). Ogsaa om noget som er gjort af Sølv, især til Pynt eller Prydelse; saaledes Brudsylv, Bringesylv, Fingresylv. — I Sammensætning udtales det sædvanlig Syll (Syl, Søl), f. Ex. Syllsme (Sølvsmed). Spor af en fuldkomnere Form findes i de tellemarkiske Viser, f. Ex. Sylverskꜳl eller Sylvarskꜳl. — Hertil Sylvbelte, n. et Bælte som er prydet med Sølvplader. Sylvskjeid (Sølskjei), f. Sølvskee. Sylvstaup, n. Sølvbæger.
symd, adj. svømmekyndig (= sumd).
symja (aab. y), v. n. og a. (sym’; sumde; sumt), 1) svømme. (G. N. svima). Imperf. hedder i Sdm. og Tr. Stift: symde (sømt); i Ørk. sꜳm. (Jf. Sv. simma, sam). — 2) faae til at svømme; f. Ex. symje Hesten over Elv’a. (N. Berg.). — 3) prøve en Tings Vægt ved at lægge den i Vand. „symje Konn“: lægge Korn i Vand for at kunne fraskille det letteste, som nemlig flyder ovenpaa. Sdm. Heraf „symt Konn“.
Symjar, m. en Svømmer.
Symjing, f. Svømning, Svømmekunst.
Sympa, f. Hun-Lam, Gimmerlam. Nhl. Hedder ogsaa Simpa. — Forskjelligt herfra er Fiskesympa.
Symra, f. Vaarblomst. (Af Sumar). Findes i Formen Symmer, (Tr. St.) og Simbr (Sdm.). Kun sammensat. (Kvitsymra, Kusimbra).
Syn, n. 1) Udseende. (Sjelden). Hertil Talemaaden: D’æ bære i Ryne en i Syne, ɔ: det er bedre end det seer ud til. (Brugl. ved Kristiania). — 2) Syn, noget som man seer; ogsaa en Aabenbarelse (Vision). Ordet skal ogsaa paa nogle Steder betyde Ansigt eller Aasyn, hvilket ellers hedder Uppsyn.
Syn, f. 1) Syn, Evne til at see. Hedder ogsaa Synd (yy); sjeldnere Sjun (Indr.). G. N. sjón, f. — 2) Lysning, Leilighed til at see. D’æ go’ Syn i Dag, ɔ: idag kan man see langt (nemlig naar Luften er særdeles klar og lys). — 3) Leilighed, Anledning. (Nhl.). sjꜳ seg Syn te: see Leilighed til at gjøre noget.
syna, v. n. og a. (e—te), 1) vise, paapege, faae En til at see noget; ogsaa undervise, underrette. Meget brugl. (G. N. sýna). Syn meg Vegjen: viis mig Veien. Eg skal syne deg Brev’e. Han synte dei kor dei skulde fara ꜳt. — 2) v. n. vise sig, være at see. Dæ syne Fet’a: Sporene vise sig. Dæ synte pꜳ dei: man kunde see det paa dem. Meget brugl. i B. Stift. (Jf. te). — syne seg: vise sig. syne fram: fremvise. Dæ syne ’ti di: man kan see noget deraf. (N. Berg.).
synast, v. n. (est, test), 1) synes, troe at see noget. (G. N. sýnast). Jf. lydest. — 2) tykkes, tænke, mene. Eg heve synst so: mig har det forekommet saaledes. Jf. tykja. — 3) ønske, ville, finde for godt. Du kann faa kven du synest, ɔ: hvilken du vil. Han kann koma nꜳr han synest. B. Stift.
synbær, adj. let at see, som ligger beleiligt for Synet. (Paa Jæd. synbar’e). Ellers oftere: bærsynt.
Synd (yy), f. Syn; ogsaa Leilighed til at see (= Syn). dimest pꜳ Synd’a: svækkes paa Synet. N. Berg. (G. N. sýnd). — I Syndꜳ: i Syne; ogsaa: i det Ydre, i det som man kan see. Hører maaskee til et Adjektiv: synd.
Synd (aab. y), f. 1) Synd, Brøde; ogsaa Vanart eller Synd i Almindelighed. (G. N. synd). „hava Synd fyr’ ein“: paadrage sig Skyld eller Brøde ved sit Forhold imod En. Dei ha ingja Synd fyre dæ: de have intet at bebreide sig i den Henseende. — 2) Uretfærdighed, Grusomhed, ubillig Haardhed. „gjera Synd pꜳ ein“: behandle En haardt og uretfærdigt. Dei gjere Syn pꜳ han: de gjøre ham Uret, gjøre ilde imode ham. — 3) Vanskjæbne, Skade, Ynk, Sorg. Dæ var ei Synd: det var at beklage. D’æ Synd fyr ’an: det er Skade for ham, man maa beklage ham. Hedder ogsaa „D’æ Synd pꜳ han“, og endnu oftere: „D’æ Synd i han“. (Ellers alm. og meget brugl.). D’æ stor’e Synd ’ti dei: de ere meget at beklage, man maa inderlig ynkes over dem. (Berg. Stift). Ligesaa: Eg tykte Synd i han: jeg følte Medlidenhed med ham, det gjorde mig ondt for ham. Jf. syndelege.
Synd, n. s. Sund. — synd, adj. s. sund.
synda, v. n. (a—a), synde, gjøre Synd.
Syndadrꜳp, n. et Drab, som vækker Beklagelse eller som man ømmer sig for; nemlig om at dræbe unge og friske eller meget vakre Dyr. N. Berg.
Syndapeng(ar), pl. m. en ubillig Fordring; en stor, aftvungen Betaling.
