Syndar, m. Synder; Synderinde.
syndast, v. n. give Anledning til Synd eller Forargelse; især yppe Kiv, vække Fiendskab. Sogn og fl.
Syndaukje, m. Forargelse, Tilskyndelse til Synd, Demoralisation; især om et forargeligt Samliv, Strid, Fiendskab, gjensidig Forbittrelse. B. Stift.
syndelege, adv. haardt, grusomt, ubilligt; ogsaa ynkeligt. Han vart so syndele’ mæ-faren. Me slæpa so syndele: vi anstrengte os saa at man kunde ynkes derover. B. Stift. Hedder ogsaa syndsamele’. (Ørk. Sdm.).
syndlaust, adv. billigt, med Rette, uden Synd. Meget brugl.
syndsamelege, s. syndelege.
syndt, sønder, i Stykker; s. sund.
syndug, adj. syndig, syndefuld; ogsaa forargelig, som foraarsager Synd. Hedder ogs. syndig’e og syndau. (G. N. syndugr).
Synelse, n. 1) Syn, Fremviisning, noget som man seer eller troer at see. 2) en Smule, liden Ting, noget som man knapt kan see. N. Berg.
syngja, v. a. og n. (syng; sꜳng; sungje), synge, kvæde. G. N. syngja, syngva. Imperf. hedder ogsaa sang (dog sjelden); Fleertal: sungo (Hall.). Supinum tildeels sꜳngje. Imperativ: syng; Fl. syngje. — Kan ogsaa betyde: klinge eller give Gjenlyd; f. Ex. Han slo til, so dæ sꜳng att-i. Dæ syng upp: det begynder for Alvor. (N. Berg.). syngje inn Høgtid’a: begynde en Høitid med en dertil passende Psalme. syngje ut eit Lik: synge over et Liig som bæres ud.
syngjande, adj. 1) syngende. 2) som man kan synge, cantabel.
Syngjar, m. Sanger, med Hensyn til Stemme og Kunst.
Syngjing, f. Syngen, idelig Sang.
Syning, f. Fremviisning, Foreviisning. (Af syna). Jf. Synelse.
Syn-kverving, f. Forblindelse; Blændværk, Gjøglerie (see kverva). G. N. sjónhverfing.
synleg, adj. 1) synlig, som man kan see. 2) anseelig, som tager sig godt ud. (Modsætningen „usynleg“ ere mere brugelig).
synna (for sunnan), adv. søndenfra. Hedder ogsaa sunna og sunnꜳ (Søndre Berg.). G. N. sunnan, i Lighed med suðr. Sv. sunnan. — synna-ette: søndenfra, nordover. synna-fyre: søndenfor. synna-til: 1) i Syd; 2) søndenfra. I sidste Tilfælde hedder det ogsaa: sunnan-te (Hard. Tell. og fl.). Jf. syd.
Synnadrꜳtt, m. det at Skyerne trække søndenfra.
synnafjells, adv. søndenfor Fjeldene.
synnalege, adv. sydlig, i Syd. Dæ va for langt synnale’. (Sjelden).
Synnavind, m. Søndenvind. Paa Halg. hedder det Sunnovind. — Jf. Landsynning, Utsynning.
synsk, adj. fremsynet, som har Syner eller kan see skjulte Ting. Mandal. Skal paa nogle Steder hedde synen. Ellers mest alm. framsynt.
synst, adv. sydligst, længst mod Syd. — synste, adj. sydligste; f. Ex. synste Luten: den sydligste Deel.
synt (yy), adj. 1) beleiligt for Udsigt, bart, aabent, let at see. Ørk. „Hær æ so synt“. — 2) synet, beskaffen i Henseende til Syn. Kun sammensat som einsynt, langsynt. — 3) Particip: viist, foreviist.
Syra, f. = Suregras. (Sogn).
Syra, f. suur Valle, tilberedet ved Kogning. Vest- og nordenfjelds. (G. N. sýra). Nogle St. Surmysa. — Hertil Syreblanda, f. Læskedrik af suur Valle, som er blandet med Vand.
syrgja (syrje), v. n. (gje, gde), sørge, have Sorg; ogsaa (dog sjeldnere) om at have Omsorg for noget. G. N. syrgja (af Sorg). Sv. sörja. I B. Stift dannes Formerne paa en afvigende Maade, da nemlig Præsens hedder: syr’e (aab. y), Imperf. surde (Søndre Berg.) og syrde (N. Berg.); Imperativ: syr (aab. y); altsaa med samme Overgang som fylja og svelja (Gram. § 287). Forøvrigt udtales Imperf. altid syrde, og Supinum syrt (sørt). — syrgje paa: sørge over, mindes med Sorg. syrgje fyre: drage Omsorg for. syrgje av ein: sørge over En som man troer at være omkommen. Dei hadde syrt han av. Han va reint av-syrd, dꜳ han kom heimatte.
Syrgjeklæde, n. Sørgeklæder.
syrgjeleg (syrjele’), adj. sørgelig.
syrgjen, adj. tilbøielig til at sørge.
Syrpe, s. Surp og Surpa.
Syster, f. (Fl. Systre, r), Søster. G. N. systir. Paa nogle Steder hedder det Syste, men i den bestemte Form: Systr’a. Fleertal skal ogsaa tildeels hedde Syst’r og Syst’ar; i bst. Form hedder det: Systrenne. Sammensat med Far og Mor bliver det ofte forkortet til „ster“ eller „ste“ (Faster, Moster).
