Systerdotter (Systedøtte), f. Søsterdatter.
Systergras, n. Rosenrod (Rhodiola rosea). N. Berg. Paa andre Steder kaldet Haarvokstr.
Systerlut (aab. u), m. Søsterlod.
Systermann, m. Søsters Mand, Svoger.
Systerson (-sꜳn), m. Søstersøn.
Systkjen, pl. n. Søskende. Udtales mest alm. Syskjen; sjeldnere Syskjyn (aab. y); i Nhl. hedder det Syskje. G. N. systkyn. — Syskjenbonn, pl. n. Søskendebørn.
Sysvorta (oo), f. Ring-Drossel (Turdus torqvatus), bekjendt af dens Sang. N. Berg. Ndm. ogsaa i Tell. og flere. Kaldes ellers: Sursvarta (i Mandals Amt), Sisvorte og Svisvorta (tildeels i N. Berg.). I Shl. Svinsvorta om en lignende Fugl (Solsort, Turdus Merula). Ordets første Deel synes altsaa at staae i Forbindelse med Su eller Svin. — G. N. sysvort forekommer i Barlaams Saga som et Navn paa Nattergalen.
Syt, f. Bekymring; see Sut.
syta, v. n. og a. (e—te), 1) sørge, ængstes, være bekymret; ogsaa klage, klynke, yttre Bekymring. G. N. sýta. (Af Sut). — 2) have Omsorg for noget, besørge, forsyne. Sædvanlig med „fyre"; f. Ex. Han heve mꜳnge te syte fyre: han har mange at forsørge, at drage Omsorg for. B. Stift. — 3) beklage, yttre Sorg for. Eg syte deg inkje: jeg beklager dig ikke; du har det nok saa godt. Han æ ’kje te syte: han er slet ikke at beklage. N. Berg.
sytande, adj. 1) bekymret. 2) til at beklage. Han æ ’kje sytande.
Sytar, m. Forsørger. Oftere: Forsytar.
syten, adj. bekymret; ogsaa omhyggelig. „like syten“: ligegyldig, som ikke tager sig det nær. (N. Berg.).
Syting, f. 1) Omsorg, Forsorg. 2) Klage, Klynken, Ængstlighed.
sytta (yy), adj. tilendebragt, afgjort, forbi. Sdm. (Vel egntl. sytt).
sytten, s. sjauttan. sytti, s. sjautti.
syvja, v. n. (a—a), søve ind, slumre, sove for en kort Tid. N. Berg. (Isl. syfja, være søvnig).
syvja, adj. besvogret. Tell. G. N. sifjaðr. (Jf. Ang. sib, Slægtskab).
Sæde, n. Sæd; Udsæd; et Aars Udsæd af Korn. (Jf. Sꜳd).
Sæing, el. Sæung, m. en ung eller liden Maage (Fugl). Skal bruges nordenfjelds.
Sæl, n. see Sel.
Sæl, f. Sjæl, Aand. Findes ogsaa i den gamle Form: Sꜳl (i Tell.). Nordenfjelds bruges tildeels den forvanskede Form: Sjæl. G. N. sál. „Gud have Sæl’a!“ siges naar man nævner en afdød Ven eller Slægtning.
sæl, adj. lykkelig (i ædlere Betydning), som har en god Skjæbne eller har Aarsag til at være tilfreds; ogsaa glad, inderlig fornøiet, sjæleglad, salig. Alm. og meget brugl. G. N. sæll. Sv. säll. Han æ sæl’e som heve Hyggjelse heime: den er lykkelig, som finder Glæde i sit Hjem. Sæl’e va ho so’ slapp: lykkelig var hun som slap bort herfra. — I gamle Viser forekommer ogsaa „sæl“ med Betydningen: kjær.
sæla, v. a. (a—a), 1) gjøre lykkelig. Sjelden. „sæle seg“: drage Fordeel af noget, gjøre Lykke dermed. B. Stift. — 2) prise En lykkelig. Jf. sælka.
Sæla, f. Lykke (i høiere Forstand), Glæde, Fornøielse, Lyksalighed. (B. Stift). G. N. sæla.
Sælaba(d), n. Begravelse, Gravøl. Shl. (Ordets Oprindelse og egentlige Form er uvis).
sælast, v. n. døe, opgive Aanden. Sogn. Ellers: andast.
Sæld, f. Sænkning, Huulning. Sdm. Jf. Sel.
Sælda, f. et Sold, Kornsold. Sogn (Ellers Sꜳld).
sælda, v. a. (e—e), sælde, rense i et Sold.
Sælebot, f. en Velgjerning, Hjælp, Lindring; Barmhjertighed mod en Trængende. Meget brugl. I Tell. ogsaa: Sꜳlebot. (G. N. sálubót, egentlig hvad man gjør for sin Sjæls Bedste). „gjera ei Sælebot“: gjøre en Kjærligheds Gjerning, glæde en Stakkel. — Ein Sælebots Daude: et Dødsfald hvorved et ulykkeligt Menneske befries fra sine Lidelser. B. Stift.
Sælegꜳve, f. Almisse. Tell. (sjelden). Egentlig det samme som forrige.
sælekjær, adj. bange for Ubehageligheder. N. Berg. Han æ ’kje sælekjær’e (om En som er meget haardfør og dristig). Formodentlig af Sæla.
Sæling, m. en Stakkel, en Kryster. Tell. Hall. og flere.
sælka, v. a. 1) i Forbindelsen „sælka seg“: have Lykke eller Fordeel (= sæla seg). Nhl. (sjelden). 2) prise lykkelig. Sogn (sjelden). Egentlig: gjøre lykkelig.
Sælleikje, m. Glæde, Fornøielse (Sæla).
