Sæmd, f. Enighed. (Sjelden).
sæmja, v. a. og n. (sæm’; samde, samt), 1) sammenpasse, faae en Ting til at falde sammen med eller passe til en anden. N. Berg. sæmje ei Kvenn: male nye Kværnestene sammen. (G. N. semja, ordne). — 2) v. n. forliges, komme overeens, leve i Enighed. Mere alm. (Sv. sämjas). Dei samd’ ikje godt: de vare uenige, laae i Strid. Heraf Sam og Usam.
Sæmja, f. Overeenskomst, Kontrakt; Brev angaaende et Grændseskjel. Jæd.
sæmjast, v. n. forliges (s. sæmja).
Sæmjing, f. Sammenpasning.
Sænd, s. Send. Sæne, s. Son.
sænke, s. seinka. Sær, s. Sꜳ.
Sær, adj. 1) særegen; ogsaa besynderlig. (Jf. ser). Tr. Stift, N. Berg. og fl. Dæ heve eit sært Lag: det har noget særegent ved sig, en egen Beskaffenhed. — 2) særsindet, ikke lig andre Folk. (Sjelden). 3) vranten, vredladen, vanskelig at gjøre tilpas; ogsaa vred, hidsig. Meget brugl.
Særleikje, m. Egenhed, Særskind; ogs. Vrantenhed. Oftere Særheit, f.
særs, adv. særskilt. „fꜳ særs Mat“: faae anden Mad end de andre Folk i Huset. Sdm. (Hører egentlig til: ser).
særvoren, adj. noget vranten.
Sæt (langt æ), n. Vished, Efterretlighed; noget at lide paa. Dæ ikje Sæt pꜳ dæ: det er ikke noget at agte videre paa. Rbg. Tell. (af sæta). Jf. Mark.
sæta, v. a. 1. (e—te), oplægge Hø i smaa Hobe eller Stakke paa Engen. (Af Sꜳta). Næsten alm. (I Ørk. sꜳte). Isl. sæta.
sæta (sæte), v. a. 2. (e—te), agte paa, tage Hensyn til, rette sig efter. (Rbg. Tell. Vald. Gbr. Ørk.). E sæt’ ikje kꜳ han seie: jeg agter ikke hvad han siger. (G. N. sæta). — Et andet „sæte“, med Betydning: lure, stræbe efter noget, — forekommer i Ordsproget: Han æ gløgg’e so gjæte, han æ gløggare so sæte. Sdm.
sætande, adj. værd at agte paa. D’æ ’kje sætands: det er ikke at rette sig efter. Tell. og fl.
Sæte, f. Høstak (= Sꜳta). Hedm.
Sæte, n. Sæde; Bolig. Mest i Sammensætning, som Herresæte, Enkjesæte. G. N. sæti.
Sæting, f. det Arbeide at oplægge Høet i Hobe eller Stakke paa Engen.
Sætr, f. (Fl. Sætra, r), en Sæter, en afsides liggende Græsgang med en Malkeplads, hvorpaa der er bygget Huse (Sel), i hvilke man samler og tillaver Mælken. Alm. (for det meste udtalt Sæt’er). Paa nogle Steder bruges „Støl“ i samme Betydning; forøvrigt betegner Støl kun Malkepladsen. — De gaardsnavne, som høre hertil, adskilles fra de Navne, som ende med „Sæt“, hvilket sidste vistnok er et andet Ord.
sætra, v. n. (a—a), holde Køerne paa en Sæter om Sommeren og derhos besørge Mælkens Opsamling og Tillavning.
Sætrebol, n. Sæterplads med dertil hørende Huse, betragtet som Eiendom. Ørk. I Sdm. hedder det Sætrelꜳt, n.
Sætredeia, f. Kvindfolk, som holder Køerne i Sæter og besørger Mælkens Tillavning. B. Stift.
Sætre-kvi, f. Malkepladsen paa en Sæter. Ellers kaldet Støl og Selsbø.
Sætrestell, n. det som hører til Sæterdriften f. Ex. Mælkekar, Kjedler og deslige.
Sætreveg, m. Vei til en Sæter.
Sættamot, n. Forligs-Møde, Forligelses-Kommission. Skal bruges i Hurdalen. Formodentlig bruges da ogsaa det gamle Sætt, f. Forlig.
Sæv, n. Siv, høit Græs i Vand eller Sumper. G. N. sef. Sv. säf.
sævast, v. n. sagtne, stilles, formildes. Sdm. (sjelden). G. N. sefast.
sæven, adj. blød, vaad, opblødnet af Tøveir eller Regn; om Jorden. Helg. D’æ so blautt ꜳ sæve.
Sævrot, f. Sivrød, Græsrødder i Vand eller Dynd.
Sævveik, m. Væge af Siv; Marven af et Slags Siv (Juncus conglomeratus), som bruges til Væger i Tranlamper. B. Stift.
Sø, see Syd og Sod.
søbær, s. sydbær, — søen, s. soden.
Søg, n. Snak, Tale; ogsaa Støi af mange Mennesker som tale paa een Gang. N. Berg. Nhl. (Jf. Søy).
søgja (søje), v. n. (gje, gde), snakke, tale; især længe og høirøstet. Meget brugl. i Nhl. Sfj. Sdm. — I Sdm. betegner det stundom ogsaa: suse, om Vinden. Mere brugl. i Tr. Stift i Formen søye.
søgjen, adj. (Fl. søgne), snaksom, langtalende. Nhl.
Søgjing, f. langvarig Snak; ogsaa Mumlen af Lyd og Stemmer i det Fjerne.
