Søk, m. Søgen, Efterspørgsel; f. Ex. efter et Slags Varer. B. Stift.
søkja, v. a. og n. (kje, kte), 1) søge, efterspørge; begjære; ønske, tragte efter noget; f. Ex. søkje Raad, Hjelp o. s. v. G. N. sækja. I Særdeleshed: ansøge, indgive Ansøgning om. (søkje eit Embætte). — 2) søge hen til, besøge; henvende sig til. søkje Lag, Kyrkja, Hus, Hamn o. s. v. Ligesaa: søkje Dokter: henvende sig til en Læge. Ellers siges: „søkje fyr’ ein“, ɔ: søge Raad for En som er syg. (Sdm. Helg. og fl.). — 3) sagsøge, indstævne. Heraf Søksmꜳl. — 4) søge ind paa, vende sig imod, angribe. Bꜳten søkje mot Vinden: Baaden dreier sig imod Vinden. Fiskjen søkje mot Straumen. I Gbr. og ved Trondhjem siges søkje om Hunden, naar den gjøer stærkt imod En, eller forfølger et Dyr med Gjøen. (G. N. sækja, angribe). — 5) plage, svække, angribe Kræfterne. Helg. (sjelden). Jf. søkt. (Derimod bruges det ikke om at lede efter noget, ikke heller om at forsøge). — En ældre Form „sokte“ (G. N. sótti) forudsættes i det afledede harsokt og harsotta; ligeledes i sokna og Sokn.
søkjande, adj. 1) søgende. 2) som man kan søge. Jf. matsøkjande.
søkjen, adj. søgende, som søger ivrigt efter noget. Jf. nærsøkjen, trꜳsøkjen. — Ogsaa: angribende, nærgaaende.
Søkjing, f. Søgen; Søgning.
Søkk (aab. ø), f. en Sænkning, Huulning. Jæd. Andre St. Svokk og Svikk.
søkkja, synke; see sekka.
Søknad, m. Søgen, Efterspørgsel.
Søksmꜳl, n. Søgsmaal, Stævning.
søkt, part. 1) søgt, efterspurgt. 2) angreben, besværet, plaget. Helg. — En ældre Form sokt findes i „harsokt“.
søle, v. n. (e—te), søle, sluske, fare skjødesløst frem. (Ag. Stift). Sv. söla. Heraf Søl, n. og Søling, f. Sølerie.
Søle, f. Dynd, Mudder; s. Søyla.
sølen, adj. varm, kvalm; om Luften. Eit søle Ver. Ndm. (sjelden).
Sølje, s. Sylgja. — Sølju, s. Selja.
sølt, adj. solrigt, beliggende imod Solen. Tell. — Jf. avsølt, Avsøla, Forsøla.
søma, v. n. (e—de), sømme, passe, anstaae. G. N. sæma. (Jf. sama). Ofte forbundet med „seg“ (søme seg).
Søma, f. Sømmelighed, Anstand; ogsaa noget som er til Hæder eller Prydelse. N. Berg. (sjelden). G. N. sómi.
sømeleg, adj. sømmelig, anstændig. I Tell. hedder det samaleg.
Sømn (aab. ø), m. Søvn. Hedder ogsaa Svømn (Nhl.), Svemn (Shl. Rbg.), Svevn (Tell.). G. N. svefn. Sv. sömn. „rugge te Søms“: vugge i Søvn. snakke i Sømn’a: tale i Søvne. kjenne Sømn’en: blive søvnig. Eg haure da igjøno Sømn’en: jeg kunde høre det medens jeg sov. (B. Stift). Han æ i Sømnꜳ sedd’e: han gaaer ligesom i Søvne. (Sdm.). Jf. sova og svæva.
Sømnløysa, f. Søvnløshed.
Sømnora, pl. Dvale, Sandsesløshed, Bedøvelse af Søvn. Kun i Dativ Fleertal. I Sømnorom (Ørk.), i Sømnorꜳ (Sdm.). Han lꜳg i Somnorom: han var i Begreb med at sove ind; Søvnen havde netop betaget ham. Hedder ogsaa: „i Heljorꜳ“, og „Himmelorꜳ“. See Orar.
sømnruskjen, s. sømnøren.
sømnug, adj. søvnig. Hedder ogsaa: svemnug’e (Rbg.), svømnig’e (Nhl.), sømnau (Tr. Stift). G. N. svefnugr.
sømn-øren, adj. sandsesløs eller forvirret af Søvn, søvndrukken. Tildeels i B. Stift. I Sdm. sømnruskjen, om En som viser Tegn til at han har nylig sovet.
Søpl (Søp’el), f. Feieskarn, sammenfeiet Støv og Smuds (= Sorp). Buskerud og fl.
sør (for sydr), adv. syd. (See syd). Hertil Sørfjoring, Sørlending, Sørøying og fl.
søra (for sydra), v. a. (a—a), i Forbindelsen „søra seg“: blive mere sydlig, gaae til Syd, om Vinden. (Kr. Stift).
søre (for sydre), adj. og adv. søndre, sydligere, i Syd. F. Ex. Søre Leid’a; søre Fjoren; Søre-Sande o. s. v. Jf. Modsætningen: nøre.
Søring (for Sydring), m. 1) En som er kommen søndenfra. 2) Indbygger af Søndhordlehn i Bergens Stift.
sørje, s. syrgja. Sørpe, s. Surpa.
sørrønt, s. sydrøn.
Søst, m. Rødost, stærkt indkogt Ost. Sdm. (formod. for Søtost). Ellers kaldet Gumme, Mylsa, Hagletta.
Søt, m. egentlig noget sødt; men bruges ellers som et Kjælenavn: „Søt’en min“. Ligesaa om Munden; ogsaa et Kys.
søt, adj. 1) sød, sødtsmagende. G. N. sætr. 2) behagelig; ogsaa venlig, sødtalende. Dæ va ’kje søtt te gꜳ pꜳ: det var bittert nok.
