søta, v. a. (a—a), forsøde. (Sjelden). søta seg: nyde noget sødt; ogsaa kysse.
Søta, f. Sødme, Sødhed. (Sjelden). — Er ogsaa et Kjælenavn.
Søtebrød, n. Honningkager. B. Stift.
Søt-eple, n. søde Æbler. Ligesaa Søt-apall, m. Abild som bærer søde Æbler. (Sv. sötapel). Modsat Surapall.
Søtleikje, m. en vis Grad af Sødhed.
Søtmysa (aab. y), f. sød Valle (tillavet ved Kogning). Jf. Kabretta.
søtna, v. n. forsødes, blive sød.
Søtrot, f. Sød-Bregne, Steensøde (det samme som Sisselrot).
Søtsmak, m. Sødhed, sød Smag.
søtvoren, adj. noget sød.
søv, s. sova. — Søvje, s. Save.
Søvl, f. Suul; see Suvl.
Søy, m. Susen, Brusen; ogsaa Mumlen eller Lyd af Stemmer. Fosen. (S. søye og Søg).
Søy(d)a, f. et Faar (= Saud); især en Gimmer. Indre-Sogn (Søya), Valders og søndre Gbr. (Søye). — Hertil Søye-vetel (aab. e), m. Gimmer, aarsgammelt Faar. Indre-Sogn.
Søydne, f. Damp af Sved eller varm Fugtighed; Uddunstning, f. Ex. af vaade Klæder. Sdm.
søye, v. n. suse, om Vinden; ogsaa mumle, snakke, især langt borte. Fosen. (Vel egentlig samme Ord som søgja). Heraf Søying, f. Susen.
Søyla, f. 1) en Huulning, Fordybning; især i Jorden. Hard. Lignende Betydning har Seila (i Fosen). Jf. Sel, Sæld. I Sdm. siges Søyle om en Huulning i Havbunden. (Ligt Isl. seyla). — 2) en Vandpyt, et Kjær, Vandstade paa Marker og Veie. Meget brugl. i B. Stift. Ellers kaldet: Dam, Dæmme, Dape, Kjøyl, Tjønn, Pytt. — 3) Dynd, Mudder, Søle; f. Ex. i et Gaardsrum. Tell. I Ag. St. hedder det Søle. Ellers kaldet Dya, Depel, Gor, Surp.
søyle, v. a. slænge, hive afsted. Sdm.
søylet, adj. fuldt af Vandpytter. Berg. Stift (søylette).
søyma, v. a. (e—de), sætte Søm eller Nagler i, f. Ex. en Baad. (Af Saum). Sjelden. Hertil tresøyme. — Particip søymd.
Søyming, f. Nagler i en Baad.
Søyr, m. Forvisnelse, det at Træerne visne af Fortørrelse; ogsaa Raaddenhed. Inderøen.
søyre, v. a. 1. (e—te), rive Barken af Træer, for at de skulle tørres. Indr.
søyre, v. a. 2. (e—te), forøde meget, være til Spilde eller Forødelse. Ligesaa søyrest, spildes, gaae bort til ingen Nytte. — Søyring, f. Spilde, Forødelse.
Søytel, m. en dygtig Karl (= Sugg, Gosse). Sdm.
T.
ta, Forkortning 1) for taka: tage. 2) for detta: dette. (Romsd. Ndm.). 3) for ut-av, ɔ: af; f. Ex. ta di: af det, deraf. ta Sylv: af Sølv. — Ved de Ord, som begynde med t, er i Almindelighed at bemærke, at vort t svarer baade til det gamle t og tillige til þ (þorn), da nemlig dette sidste er her (ligesom i Svensk og Dansk) gaaet over til „t“ i Subst. Adj. og Verber, men til „d“ i Pronomener og Partikler; f. Ex. du, din, dꜳ o. s. v.
Tad (Ta), n. Gjødning, Gjødsel, Møg. B. Stift, Gbr. Helg. (G. N. tað). Jf. Tode og Talle. Ellers kaldet Frau, Lo, Hævd, Kvisla.
tadd, gjødet. Particip af tedje.
Tadløysa (Taløyse), f. Mangel paa Gjødning.
Tadsig (aab. i), n. gjødende Vædske, som udbreder sig over Engen, især fra Fæhusene. Tildeels i B. Stift. (I Shl. Taseg). Ellers Losig og Hævdedrag.
Tafs, n. smaa Spaaner og Fliser; især Savspaaner (Sagtafs). Ørk.
tafsa, v. n. pille, optrevle eller opslide noget; ogsaa tygge, æde smaat. Berg. Stift. (Søndenfjelds: tamsa).
tafsast, v. n. opslides, trevles.
Tafse, m. Klud, Pjalt, afreven Lap; ogsaa en Smule. B. Stift. (Jf. Tave).
tafsen, adj. 1) slidt, pjaltet. 2) usel, ringe, daarlig. (Fosen). 3) besværlig, hinderlig, forsinkende; om Føret og Veiene. Tell.
tagall, adj. taus, stiltiende, stille. Berg. Stift. I Ørk. hedder det togoll (aab. o). G. N. þögull. (Af Roden „tag“ i tegja, tagde). I N. Berg. forekommer ogsaa Formen: tagande.
tagde, s. tegja. — tagg, s. tigga.
tagga, v. a. (a—a), faae til at tie,
