gjøre at En bliver taus. tagga eit Badn: stille et Barn, saa at det ikke skriger. Stav. Amt. (G. N. þagga). Ved Trondhjem siges: tegte.
Tagl, n. Haar af en Hestehale; langt og stivt Haar. (I Sdm. hedder det ogsaa: Tjagl). Fleertal Togl (Rbg.). G. N. tagl. Heraf tegle.
tagna, v. n. (a—a), blive taus, forstumme, holde op med at tale eller støie. Alm. og meget brugl. G. N. þagna. Han tagna ’kje før han fekk dæ: han holdt ikke op at trygle, førend han fik det.
Tak, n. 1. Tag paa et Huus; Tække. (G. N. þak). Hedder ogsaa Toka og Tekkja. Fleertal Tok (aab. o), bruges i Søndre Berg. — I Mandals Amt siges „Tag“ især om Nævertag, i Modsætning til Tegltag; saaledes: „tekkje mæ Tag“: tække med Næver og Tørv.
Tak, n. 2. 1) Tag, Greb, Gjerningen at tage. (G. N. tak). taka eit godt Tak: tage dygtigt til. (Jf. Itak, Ovtak, Mistak). Ogsaa Kræfter, Styrke til at tage fat paa noget. D’æ ikje noko Tak i han: han formaaer ikke noget med et tungt Arbeide. — 2) Hold, Greb, et bekvemt Sted til at holde paa eller gribe fast i. F. Ex. om en Steen: „Han æ ’kje so tung, nꜳr ein bære fekk Tak pꜳ han“. Ogsaa figurligt: „fꜳ Tak pꜳ ein“, ɔ: faae Anledning til at sætte En i Forlegenhed. — 3) Kamp, Dyst, Brydning. taka Tak: brydes. Jf. Fangtak, Ryggjatak. — 4) et Forsøg paa at gjøre noget; en Bestræbelse, Anstrengelse. Me lyt taka eit Tak endꜳ: vi faae endnu gjøre et Forsøg. Tyngste Takj’e: det tyngste Arbeide. I Hard. betegner Tak ogsaa et Spillestykke, en Dands (= Slꜳtt). Hertil Feletak, Speltak. (Fleertal Tok, aab. o). — 5) en Stund, en vis Tid. Meget brugl. i B. og Tr. Stift. Eit heilt Tak: en temmelig lang Stund. Eit Takj’e: nogen Tid. Fyste Takj’e: i den første Tid. Tak ꜳ anna: en og anden Stund. I Takom: af og til, en og anden Gang. (I Gbr. hedder det: takom-te). Jf. Toka og Tokt.
taka, v. a. og n. (tæk; tok; tikje, aab. i), at tage. Inf. hedder ofte forkortet: ta; i Gbr. og Ørk.: tꜳkꜳ og tꜳ. (G. N. taka). I Lighed hermed forkortes de andre Former til: tæ, to, tee. Supinum hedder ellers deels tikje, deels tekje; ogsaa toke (ved Stavanger). G. N. tekit. Imperativ tak (ta); Fleertal: takje (i Rbg. Tell. Hall.), ellers take. — Betydningen har mangfoldige Forandringer; saaledes: 1) tage, gribe, faae fat paa; især med Hænderne. Ogsaa v. n. røre ved, føle, lægge Haanden paa. (Med pꜳ og i). D’æ sꜳrt nꜳr ein tæk’e pꜳ. Dæ va so heitt, at ein kunna ’kje taka i dæ (el. ta’ ti di). Ligesaa om at gribe efter noget, udstrække Haanden. Han tok ette di. Uegentlig: „taka ette Vind’a“, ɔ: snappe efter Veiret. (Jf. Andatak). — 2) hente, hjembringe, samle. taka Høy, Konn, Joreple. Ligesaa „taka Sild“: fange Sild med Vod. — 3) overtage, faae Raadighed over. (t. Gar’en, Jora, Rikje). Ogsaa tage i Brug, benytte; f. Ex. Skyds, Hest, Slæde. Ligesaa: modtage, tage til Betaling. Dei tæk ein Skjeling Stykkje. — 4) borttage, bortrive, føre med sig. Dæ tok ut Stykkje. Han tæk Snøen o. s. v. — 5) betage, angribe, tage haardt paa. Dæ tok meg so, at eg seig ned. Dæ tæk ꜳt: det angriber stærkt. (Jf. leita, røyna). Ligesaa om Vinden: Han tæk meir hær en dær. — 6) søge, tye hen til. taka Seng’a: lægge sig. taka Skogjen: løbe til Skoven. Ligesaa: taka Flugt’a, Døra, Vegjen, og fl. — 7) naae, berøre, række hen til. (Jf. næma). Fjøl’a tæk’e burt i Veggjen. Dæ tok upp-unde Loft’e. Ogsaa hvile; f. Ex. Stokkjen tæk’e pꜳ Midt’a; han tæk ikje jamt; o. s. v. — 8) rumme, optage. Ein Kjel som tæk ei Tunne. Dær va sꜳ mange som Hus’e tok. — 9) være modtagelig for, lade sig paavirke af. Dæ tæk ikje Koking: det lader sig ikke koge; Kogning virker intet paa det. Ligesaa: taka Lit (lade sig farve); taka Bot, Tukt, Fæla, Fyretole, Skade og fl. Om Dyr af Hunkjønnet bruges det i Betydningen: undfange, blive drægtig. (taka Kalv, t. Fyl, t. Ungar). — 10) antage sig, tage til sig; f. Ex. et Barn. Ogsaa: tilkalde. (taka Folk te sjꜳ pꜳ). Ligesaa: vælge, udkaare; tage til Ægte. — 11) fatte, skjønne, opfatte. Eg tok dæ strakst, kva han meinte. Ogsaa ansee, antage. Han tok meg fyr’ ein annen. Dei tok dæ godt nok. — 12) bestemme sig til, foretage sig noget, begynde. Me tok ꜳ gjekk heimatte: vi begav os paa Hjemveien. Tak ꜳ ver mæ oss: kom og bliv med os. Dæ tok te myrkna (begyndte at mørkne). Dei tok att pꜳ: de begyndte paany. Han tæk’e pꜳ tiande Ꜳr’e: han begynder nu paa sit tiende Aar. (Meget brugl. i B. Stift). — Ta-
