lemaader. taka eit Tak: gribe til, gjøre et Forsøg; ogsaa: brydes, kjæmpe. taka seg Tid til: afsee Tid til noget. taka Merkje pꜳ: lægge nøie Mærke til noget for at kjende det igjen. taka seg nær: gribe sig an, opoffre noget. taka fast: gribe, sætte fast. taka sundt: tage i Stykker. taka rangt: gribe feil. — Med seg. „taka seg“: a) fæste sig, gribe fast; b) komme sig, blive før eller stærk; om Dyr. taka seg fram: gjøre Fremskridt, komme sig, dannes, udvikles; især om unge Folk. B. Stift. (Heraf Framtak). taka seg fyre: foretage sig. (Ligesaa: taka seg til). taka seg unda: undtage sig selv, frabede sig noget. ta’ seg upp-atte: begynde paany, komme atter i Gang, gjentage sig. — Med Partikler. „taka av“: a) aftage, fratage (jf. Avtak); ogsaa afskjære; b) slagte Kvæg (egentlig fratage noget af Besætningen); c) forhindre, forbyde, gjøre Ende paa, afskaffe; d) aflede, holde borte, beskytte, f. Ex. for Uveir. „taka ꜳt“: begynde paa; ogsaa: angribe, svække, tage haardt paa. „taka ette“: lære af Andre, danne sig ved Efterligning eller ved at iagttage hvorledes Andre bære sig ad. „taka fram“: anføre, anmelde, omtale. „taka i“ (el. ta’ ti): tage alvorlig fat paa noget, anstrenge sig, bruge sine Kræfter. F. Ex. Han æ stærk’e nok, nꜳr han bære vil ta’ ti. (Lægges Tonen paa det første Ord, da betyder „ta’ ti“ at røre ved eller berøre noget). „taka ihop mæ“: give sig i Færd med. „taka mot“: modtage. I Søndre Berg. hedder det ogsaa: taka mæ (egentl. taka vid). taka nedfyre: gjøre Ende paa noget, forbyde eller forhindre uden Skaansel. (N. Berg.). „ta’ pꜳ:“ a) røre ved; b) begynde paa; c) angribe, overfalde. — „taka til“ (ta’ te): a) gribe til; b) begynde. (Jf. Tiltøkje). „taka unda“: a) tage tilside; b) undtage. „taka upp-atte“: optage igjen; oprippe; gjentage en Andens Ord. „taka ut“: a) udtage; b) optage paa Borg, laane; c) udpege, nævne, paavise; f. Ex. Han æ ’kje go’ te ta’ ut: det er vanskeligt at sige hvem der er Gjerningsmanden. Ligesaa „Eg kjenn ’an, men eg veit ikje te tak’ an ut, ɔ: jeg kjender Ansigtet, men jeg kommer ikke ihu hvem han er. (B. Stift).
takande, adj. som man kan tage, færdig, fuldmoden o. s. v. (Jf. tøk). D’æ ikje takande i dæ: man bør ikke engang røre ved det.
takast, v. n. (tækst, tokst, tikjest), 1) brydes, kjæmpe, tage sat paa hinanden; ogsaa om en Trætte eller Ordstrid. Det tokst um dæ lengje: de strede længe om den Sag. — 2) have Besvær eller Uleilighed, stræbe, anstrenge sig. Han heve mykje te takast mæ. Ellers i samme Mening som taka; f. Ex. takast yve: overtage, overkomme, kunne udrette. Dæ tækst av: det aftager, formindskes.
takeskjerr (takskjærr), adj. sky, vild, som ikke vil lade sig tage, eller som flygter for Menneskene; især om Heste. Berg. Stift, Helg. og fl. I Gbr. og Ørk. hedder det takskyr.
Takfjøl, f. Tagfjel. Jf. Trod.
Taking, f. Tagen, Griben, Berørelse; Overtagelse o. s. v.
takjen, adj. 1) stærk, haandfast, som kan tage et kraftigt Tag. Indr. 2) gribende, nem til at slaae an eller sætte sig fast. (Sjelden). 3) nem, klog, opvakt, som lettelig fatter eller lærer noget. Ørk. (Jf. tøk).
Takk, f. Tak; Erkjendtlighed. (G. N. þökk). Betydningen TIlfredshed (eller at tækkes med noget) findes kun i Talemaaden: taka te Takka.
Takka, f. Brødpande, rund Jernplade, hvorpaa Fladbrød bliver stegt (eller baget ved Ild). Søndenfjelds. (Ellers kaldet Bakstehella og Brø’jarn). Jf. Sv. tacka, Jernklump.
takka, v. a. og n. (a—a), takke. (G. N. þakka). takke pi Hand’a: takke ved Haandtag. takke fyre seg: takke for hvad man har faaet; tage Afsked. D’æ ’kje te takke fyre: det er ikke noget at takke for. Hedder ogsaa: „D’æ ’kje takkande fyre dæ“.
takklaus (takkelaus’e), adj. upaaskjønnet, som man ikke faaer nogen Tak for. Hertil Ordsproget: Takkelaust Arbeid ær altid tungt.
takksam, adj. taknemmelig. (Sjelden).
taklaus, adj. utækket, uden Tag.
takom-til, af og til. (s. Tak).
Takstein, m. Tagsteen; Tegl.
Tastr, m. Tagen, Antagen eller Modtagelse; ogsaa Taxt, Regel for en vis Betaling eller Værdsættelse. (Betydningen gaaer saaledes over i det fremmede „Taxe“ (el. Taxt), medens dog Ordets Form og Afledning er ægte norsk).
Takt, f. Takt. (Fremmedt Ord men meget brugl. om Gang og Lyd).
takt, tækket. Particip af tekkja.
Tal, n. 1. Tale, det at man taler. (G. N. tal). Forekommer i Ag. Stift
