(Østerd.), dog sjelden. Dæ vart inte langt Tal’e: der blev ikke talet meget. — Hertil hører Talsmann, Umtalsøl, otalslaust.
Tal, n. 2. 1) Tælling, Optællling. (Jf. telja, talde). taka Tal pꜳ: optælle. D’æ inkje Tal pꜳ: det kan ikke tælles. Pꜳ Tal: efter Tælling. — 2) Tal, Nummer. (Jf. Oddetal, jamt Tal). Ogsaa Taltegn, Talfigur; f. Ex. eit Firetal, Femtal. I Søndre Berg. hedder Fleertallet Tol (aab. o). G. N. tal, pl. töl. — 3) Fortegnelse, Liste, Register (egentl. Opregnelse). Sjelden, saasom i Namnetal, Salmetal, Manntal. Jf. Dagetal, Timetal. — 4) Antal, Mængde. Eit stort Tal. I Flokke-Tal (flokkeviis), i Tusind-Tal o. s. v. — 5) en Tid, et vist Tidsrum. Meget brugl. i Fosen, Indr. og Helg. oftest i bestemt Form; f. Ex. paa Vintertal’e, Hausttal’e; Morgꜳtal’e, Kveldstal’e. Sammesteds ogsaa om Aarhundreder; f. Ex. „Pꜳ Femtental’e“ ɔ: i Aarene fra 1500 til 1600, altsaa i det sextende (ikke femtende) Aarhundrede. Ligesaa: paa (eller i) Sekstental’e, Syttental’e, Attental’e.
tala, v. n. (a—a), tale. Mest brugl. søndenfjelds (især Rbg. Tell.); i Gbr. tꜳlꜳ. (G. N. tala). Ellers sjelden, da man sædvanlig siger: snakka. Dog siges almindelig „tala“ om at holde en Tale eller et offentligt Foredrag.
talande, adj. talende; ogsaa veltalende, som taler godt.
Talar, m. Taler, med Hensyn til Anlæg.
tald, part. (af telja), 1) tællet, optællet; 2) raadet, overtalt. Hertil avtald, frꜳtald, tiltald. See telja.
Tale, m. 1) Tale, Omtale; Samtale. Lidet brugl. (se Snakk). 2) Foredrag, offentlig Tale. Mere alm. — Ordets Kjøn er vaklende, da det tildeels hedder Tala, f. (Jf. Tal).
taledryg, adj. langtalende, snakkesalig. Ørk. i Formen tꜳlꜳdryg.
Talegꜳva, f. Talegave; ogs. Taleevne.
Talemꜳte, f, m. Maade at tale paa, Udtryksmaade; ogsaa Udtale, Egenhed i Talen, Landskabssprog, Dialekt.
Talenøyte, n. Nogen til at tale med. Han ha inte Talanøyte: han er ganske alene, har ingen at tale med. Østerd.
talerik, adj. ordrig, som taler meget.
talevand, adj. kræsen med Hensyn til Tale eller Udtryk.
Talg, f. Talg, Tælle. Hedder ogsaa Talj (Ag. Stift), Tolg (Voss, Gbr.), Togg og Tꜳg (Sætersd.). G. N. tolg. Sv. talg. — leggje Talg: blive fed, om Dyr. „tære pꜳ Talg’a“: tære paa sin Fedme, sulte efter at have levet i Overflod.
talga, v. a. smøre med Talg.
Talgebær, s. Tꜳgebær.
Talgljos (Talgjøs), n. Talglys.
talgstøytt, adj. dækket med Talg eller Fedt; om Kjød. I B. Stift: talgastøytt.
Talk, m. Tallerken. Hedder oftre Talerk. (Nyt Ord). Sv. tallrik.
talkna, v. n. trække efter Veiret, gispe. Nhl. (Jf. Tolkn).
tall, f. Fyrretræ, Fure. Østerd. (Mere brugl. end Foro). See ellers Toll. — Hertil Tallbar, Tallholt, Tallskog.
Talle, m. Møg af Faar og Gjeder; den Grund eller Banke, som dannes i Faarestalden af Møg og Strøelse eller Affald af Høet. Et meget udbredt Ord. (B. Stift, Gbr. Tell. Rbg.). I Sætersd. Tadde.
Talm, n. langvarig Plage; fortrædelig Langsomhed eller Forhaling; noget som gaaer seent eller daarligt, f. Ex. om et Fiskerie, hvorved man sjelden faaer noget. Sdm.
talma, v. a. (a—a), plage, pine; f. Ex. om en langvarig Sygdom. Ogsaa v. n. bekomme noget seent og med Vanskelighed, vente længe og faae lidet; især om Fiskere. Sdm. Ørk. Gbr. — Jf. G. N. talma, hindre. Hall. talmen, nøle.
Talmafiskje, f. seent og smaat Fiskerie.
talmast, v. n. plages, især af en langvarig Sygdom. Sdm. Ndm. Ørk.
Talmasykje, f. langvarig Sygdom eller Skrantenhed, langsom Svækkelse.
Talsmann, m. Talsmand.
Tam, n. Tæmmelse, Tilvænnelse. (Af tæmja, tam-de). Denne Hesten heve eit godt Tam, ɔ: er godt tæmmet, god til at bruge. (Udtrykker egentlig et Dyrs Opdragelse eller tilvante Skik).
tamd, adj. (part. af tæmja), tæmmet, vant til noget; ogsaa tam, i Modsætning til vild. G. N. tamr.
Tame, m. Vane, tilvant Egenhed (baade hos Dyr og Mennesker). Vald.
tamsa, v. n. (a—a), tygge eller æde langsomt. Tell. Buskerud. (Jf. tafsa). Andre Steder siges temse og tymse, om at tale langsomt.
Tan, n. 1) Udstrækkelse, Udspærring. (Af tænja, tan-de). Sjelden. — 2) Løb, Renden, stærk anstrengt Gang. Sogn, Tell. og fl. „leggja te Tans“: tage
