Tilsprang, begynde at løbe stærkt. (Sogn).
tana, v. n. (a—a), løbe, rende. Tell. Ellers tænja.
tand, udspændt, udspilet. Particip af tænja. G. N. þandr.
tandra, v. n. skjende, larme, yppe Trætte. Tildeels i Ag. Stift. (I Sdm. siges tantra og tjantra). Jf. tenna.
Tang, n. Tang (Fucus), Søvæxter med glatte kjødede Blade. (Forskjelligt fra Sjøgras). Jf. Tare. I B. Stift hedder det Tꜳng. G. N. þang. — Ogsaa om det Bælte eller Strøg langs Strandbredden, som er bevoxet med Tang.
tanga, v. n. samle Tang; f. Ex. til Svinefoder. I Sogn tꜳnga.
Tangbola, f. de opblæste Knuder eller Blæder paa Tang.
Tangbrosma, f. et Slags smaa Fiske; Buthue (Blennius). I Sdm. Tꜳngbrøsme.
Tangflokje, m. Tangdusk.
Tanghævd, f. Gjødning med Tang.
Tangje, m. (Fl. Tanga, r), 1) Tange, Spids til at fæste i Skaftet (paa Knive og andre Jernredskaber). — 2) Landtunge, Banke eller Rev, som stikker ud i Vandet fra et Næs. I B. Stift: Tꜳngje. G. N. tangi. — En anden Betydning forudsættes i Utangje.
Tangnꜳl, f. Havnaal, et Slags smaa Fiske (Syngnathus). Nogle Steder kalder kaldet Sjønꜳl. En vis stor Art kaldes i Shl. Grunnꜳl.
Tangoska (Tꜳngoske), f. Tangaske.
Tangrꜳnd, f. Tangbæltet paa Strandbredden, tæt ovenfor Ebbemaalet; det Strøg som er bevoxet med Tang. I B. Stift Tꜳngrꜳnd.
Tankar, m. Ølkande; s. Tꜳnkar.
tankefull, adj. tankefuld. Jf. fortenkt.
Tankelag, n. Tænkemaade. Sjelden.
tankelaus, adj. tankeløs, ubetænksom. I B. Stift: tꜳnkelaus’e.
Tankeløysa, f. Tankeløshed; ogsaa Mangel paa Eftertanke.
tankerik, adj. rig paa Tanker.
Tankesetel, m. Tankeseddel; Noget til at tænke paa. Han fekk Taankesetel: han fik noget at betænke, at gruble over. B. Stift.
Tankeveg, m. Tankernes Gang. Sjelden. (Tell.).
tankevill, adj. forvirret, adspredt.
Tankje, m. (Fl. Tanka, r), 1) en Tanke, Idee. I B. Stift: Tꜳnkje. G. N. þanki. — 2) Mening, Hensigt. Dæ va Tankjen: det var Hensigten. — 3) Eftertanke, Opmærksomhed. Dæ vil vera ein Tankje mæ alt: man maa bruge lidt Eftertanke ved alt som man skal gjøre. Jf. tenkja og tenkt. — I Sammensætning: Tanke (Tꜳnke, Tꜳnka), s. ovenfor.
Tannar, m. en tør Kvist, Pind, Stikke. Sogn. I Tell. sjelden.
Tannfelling, f. og m. Tandfældning, Tandskifte (hos unge Dyr). Tann og Tanne er en Sammensætningsform af Tonn, f.
Tanngar, m. Tandgjærde, Tandkreds i Munden. G. N. tanngarðr.
Tannkjøt, n. Tandkjød. Jf. Gom.
Tannkyld (Tannekjøld), m. en Fornemmelse af Frost i Tænderne; Ømhed som man føler ved at smage paa noget koldt.
tannlaus, adj. tandløs. Heraf Tannløysa, f. Tandløshed; ogsaa En som er tandløs.
Tannrot, f. Tandrod i Kjæven.
Tannstikka, f. Tandstikker. I N. Berg. siges Tannepotar (aab. o), m. (Af pota). Sv. tandpetare.
Tannverk (Tanneværk), m. Tandpine. (Alm.). G. N. tannverkr.
Tansegras, n. Reenfan. (Helg.). See Reinfann.
Tap, n. Tab, Forliis.
tapa, v. n. og a. (a—a; og e—te), tabe, lide et Tab, komme tilkort. G. N. tapa. Siges om Tab af Fordeel eller Fortrin (f. Ex. i en Handel, en Proces, et Spil); derimod ikke om at slippe noget af Hænderne. (Jf. missa). — Particip hedder sædvanlig: tapt (taft). — Tapar, m. kaldes den Tabende i Spil.
Tapp, m. 1) Tap, f. Ex. i en Tønde. (Isl. tappi). Jf. teppa, Toppa og Topp. — 2) Tap eller Spids, som indfældes i en Kløft (Klauv) i Træværk. (Sjelden). — 3) en Tot, Visk, et lidet Knippe, f. Ex. af Hø (Høytapp). Ind. Guldalen, Østerd. I Ørk.: Topp. (Sv. tapp). Ellers Dott og Lopp.
tappa, v. a. (a—a), tappe, aftappe. Jf. teppa.
Tappmor, see Toppa.
tar (for tarv), behøver; see turva.
Taralm, s. Turhylma.
Tare, m. Tare, bredbladet Tang (Laminaria); forskjellige tangagtige Søvæxter med en rund Stilk og et bredt Blad i Toppen. (Isl. þari). Hertil Tareblad, n. og Tarestylk, m. (Ogsaa kaldet Tarestokk og Taralegg). „fꜳ eit Tareblad uppunde Haud’e“: komme til at hvile paa Havsbunden, omkomme paa Søen. (Sdm.).
