Tarebotn, m. Grund, som er bevoxet med Tare.
Taregreip, f. et Redskab, hvormed man samler Tare til Gjødsel.
Taretosk, m. et Slags Torsk med brunt eller rødligt Skind.
Tarm, m. Tarm. (G. N. þarmr). Jf. Gonn.
Tart, m. Smaa-Lax. Sogn og fl.
Tarv, m. en liden, uanseelig Tingest; om Dyr og Mennesker. Tell. (Jf. Trave).
Tarv, f. Fornødenhed; see Torv.
tarvall, adj. trængende. (Sjelden).
tarvast, v. n. blive fornøden, behøves. Sjelden (s. turvast).
Tarve, m. en liden Sky; smaa optrækkende Skyer i det Fjerne. B. Stift.
Tarvende, n. Redskab, Værktøi, Ting som ere nødvendige til et Arbeide. Voss (meget brugl.). G. N. þarfindi. Ellers kaldet Velde, Beine, Bunad, og fl.
tarvet, adj. bestrøet med smaa adspredte Skyer. B. Stift.
tarvlaus, adj. unødvendig. (Sjelden).
Taska, f. Taske. (I Tell. Toske).
Tasse, m. 1) en Tosse. Hard. 2) en Stakkel, Vantrivning. (Ikke alm.). Paa Jæd. siges Tase, om et udmagret Faar. — „Tassen“ er ogsaa et Navn paa Ulven. (Ag. Stift).
tassen, adj. taabelig, tosset. (Hard.). Ogsaa uanseelig, dvergagtig.
Tata, f. Kartoffel. See Poteta.
Tatra, f. Taterkvinde. — Tatrekall, m. en Tater, Zigeuner. (Sv. tartare). Tatrelag, n. Taterfølge.
Tatte, m. Patte; Brystvorte. N. Berg. og fl. (Jf. Tisse).
taug, adj. langsom. Skal bruges i Tell. (Ellers taugfør). I Sogn siges togall (aab. o) i samme Betydning. (I svenske Dial. tauglig).
taugfør, adj. seenfærdig, langsom. Tell.
taugra, forhexe, s. tauvra.
taugt, adv. seent, langsomt. Tell.
Taum, m. Tømme, Tøile. Hedder ogsaa Tom og Tøm (Ag. Stift). G. N. taumr. Heraf tøyma. Bruges ogsaa om en tynd Snor, f. Ex. paa et Fiskesnøre; ligeledes om en tynd Strøm af sei Vædske, en Draabe som trækkes ud i Længden. Figurlig: Han fekk for lang’e Taum’en, ɔ: han fik for meget Frihed, man lod ham raade sig selv for meget.
taumkjøyre, v. a. holde i Tømmerne. Gbr.
taumlaus, adj. fri, uden Tøiler.
Taumleggje, f. see Kjegla.
Taumsaukje, m. et Slags meget simpel Knude paa Fiskesnører. N. Berg.
taumut, adj. stribet paa Siderne af Hovedet; især om Gjeder. B. Stift.
Taus, f. 1) en Pige, et ungt eller ugift Kvindfolk i Almindelighed. Meget brugl. vest- og nordenfjelds, hvor Ordet „Gjenta“ er sjeldnere. (Jf. Pika, Vækja, Fesja). — 2) en Tjenestepige, Tøs. Meget brugl. i de samme Egne. Ved Stavanger synes det kun at have denne Betydning og ikke den forrige. — 3) en falden Pige, En som har faaet Barn. Tell. og tildeels i Ag. Stift, hvor Ordet altsaa ikke bruges i den første Betydning. (Andre Steder bruges Fesja og Fyrkja i dette Tilfælde). I B. Stift er et sadant forringende Begreb ubekjendt, og det hedder her til Ex. „Dei ha fem Bonn, tvo Guta ꜳ tre Tause“. Ligesaa: Ei vaksa Taus; ei snild’e Taus, o. s. v. Ordet bruges i svenske og danske Dialekter (i Formen Tøs), men mangler i det gamle Sprog. — I Sammensætning har det deels a, deels e; saaledes; Tausabadn, n. Pigebarn. (Forringende: Tausa-ungje, m. B. Stift). Tauseløn, f. Løn til en Tjenestepige. Tausefut, m. spotviis om En som løber efter Pigerne. (I Sdm. Tausedill).
tauselaus, adj. som ikke har Tjenestepige.
Tauskjering, f. en gammel Pige. Tildeels i B. og Tr. Stift. (Nogle St. Tausakjæring). Ogsaa En som har Barn. (Ørk. Nfj. og flere.) Jf. Møykjering.
taut, mumlede; see tjota.
Tauvr, n. Forhexelse (s. følg.). I Sogn Tøvr og i Sdm. Tꜳvr, om en vis Sygdom eller Skrantenhed, som undertiden angriber Køerne.
tauvra, v. a. forhexe, forgjøre. Tell. Hedder ellers taugra (Hard.), tøvra (Nhl.). Isl. töfra. (Jf. Holl. tooveren. T. zaubern).
tauvra, adj. angreben af en vis Sygdom (Tauvr), om Køer. Tell. I Sdm. og Ndm. hedder det tꜳvra.
Tave, m. Klud, Lap; optrevlede Stykker af Tøi. N. Berg. og Tr. Stift. (Jf. Tafse).
tavla, v. n. stride, kjæmpe. Hard. — Andre Steder: tevla.
Tavla, f. 1) en Tavle, Skrivertavle; ogsaa et Skildt. — 2) en Ryghvirvel. Ørk. Ellers Tovla (Nhl.), Tole (Sdm.).
tꜳ (for ut-av), af, ud af.
