Tꜳ, f. (Fl. Tæ, r), Taa, paa en Fod. Hedder ogsaa To (Romerige). G. N. tá. — Pꜳ Tæom: paa Tæerne. (Ørk.). Hedder ogsaa: pꜳ Tæ’nꜳ, og Tꜳ’nꜳ (N. Berg.).
Tꜳa, f. tøet eller ufrossen Jord. (G. N. þá). Ogsaa bar eller sneeløs Jord. Tildeels i B. Stift. — Pꜳ Tꜳenne: paa bar Mark.
tꜳen, adj. tøet, bar, sneeløs. Mest i Neutrum: tꜳe. (N. Berg.). Jf. tøya.
Tꜳg, f. (Fl. Tæg’er), en Trevle, en tynd Green af en Rod; lange og tynde Rødder af Træer eller Buskvæxter. Alm. og meget brugl. (G. N. tág). Ogsaa en Trevle eller liden Sene i Kjød. (Sv. tåga). Ligesaa om seie Hinder eller Klumper i en Vædske; saaledes „Blodtæger“ om Klumper af størknet Blod. Livretæger: smaa Levrer af Fisk.
Tꜳg, n. s. Tog. Tꜳgꜳ, s. Toge.
Tꜳgebær, n. Steen-Klynger (Rubus saxatilis); en Buskvæxt med lange Rodskud. B. Stift, Tell. og fl. Ellers kaldet Tægebær (Hedm.), Teiebær (Shl.); ogsaa Talgebær (Jæf.).
Tꜳgekorg, f. Kurv som er flettet af tynde Rødder eller Trevler, især af Birketræ.
Tꜳgje, m. en smal Kurv til at bære paa Ryggen. Sdm. Ellers Kipa, Kase, Kjessa og fl.
tꜳgut, adj. trevlet, som skyder mange Trevler eller Rodskud.
Tꜳhytte, f. et Slags meget korte Haarsokker. Rbg.
Tꜳ-jark, m. Kanten af en Taa; den yderste Deel af Stortaaen.
Tꜳka, s. Toka. tꜳkꜳ, s. taka.
Tꜳkjæft, m. Revne i en Taa. Sdm.
tꜳla, s. tola. Tꜳlꜳ, s. Tele.
Tꜳm, n. Uklarhed i Luften, et tyndt og jævnt Skydække, som ligner Støv. Tell. I Hall. Tꜳme, m. (Isl. þám, Dunkelhed). Andre Steder Hima og Dembe.
tꜳma, adj. uklar, om Himmelen; dækket af en støvagtig Sky. Tell. Hall. (Isl. þámaðr).
tꜳmast, v. n. blive dunkel eller uklar; om Himmelen. Ogsaa tꜳme. Tell. Hall.
Tꜳme, m. Uklarhed; s. Tꜳm.
tꜳna, v. n. (a—a), tøe, optøe, om Snee; ogsaa: blive bar, om Jorden. Voss og fl. — Jf. tidna og tøya.
Tꜳnꜳr, s. Tinar. Tꜳng, s. Tang.
Tꜳng, f. (Fl. Teng’er), 1) en Tang; f. Ex. Smedetang, Knibetang o. s. v. G. N. töng. — 2) Læssetræ, en Ramme, hvormed man sammenpresser et Hølæs eller Kornlæs. B. Stift. G. N. töng. (Lovene, I, 349). — Hertil: Tꜳnga-rim (aab. i), f. en af de lange Remmer eller Spiler i et Læssetræ. Tꜳngsim (ii), m. Læssereb, det Toug hvormed Læssetræet bindes fast til Læsset. Sdm. Ndm. Paa Helg. hedder det Sime.
tꜳnga, s. tanga. Tꜳngje, s. Tangje.
Tꜳnkar, m. en Ølkande med en Tud paa Siden. B. Stift. I Sdm. Dꜳnkar; i Tr. Stift: Dankar. Jf. Sv. stånka. Eng. tankard.
Tꜳnkje, s. Tankje.
Tꜳr, n. Tave, Trevle af Hør, Hamp eller Bast. Hampetꜳr, Lintꜳr. Sdm. — Jf. Tære.
Tꜳr, m. en Taar, liden Drik. (Sjeldent og som det synes fremmedt Ord).
Tꜳra, f. Taare. (G. N. tár, n.).
tꜳrast, v. n. fælde Taarer, falde i Graad. Sogn og fl. G. N. tárast.
Tꜳrn, n. Taarn. (I Lighed med andre Ord skulde det hedde Tonn; egentlig Torn). G. N. turn.
tꜳsa, s. tosa. Tꜳt, s. Tot.
Tꜳta, f. 1) en Tud, liden fremstaaende Knude. N. Berg. — 2) Pattebøsse, Sukkerpatte, en liden Pose med Mælk eller Suppe til at suge paa for Børn. (Isl. táta).
Tꜳtt, m. (Fl. Tætter), 1) Traad, Snor, en af de enkelte Dele hvoraf et Toug er sammenlagt, ligeledes en af Traadene i en Snor eller i tvunden Traad. Temmelig alm. og meget brugl. (G. N. þáttr). — 2) Trevle, Tave; ogsaa en Linie eller Stribe, som ligner en Traad. (Jf. Tꜳg og Tꜳr). — 3) et vist Træk i Ens Sindelag; et vist Hang eller Anlæg. Meget brugl. i N. Berg. f. Ex. Ein lꜳk’e Tꜳtt: en ond Tilbøielighed. Ein Fantetꜳtt: et Anlæg til Skalkestreger. Ein Storetꜳtt: et Anlæg til Stolthed. — Af Tꜳtt dannes tildeels tꜳtta og tætta, adj. som i tvitꜳtta (dobbelt) og tritꜳtta (tredobbelt). Et Toug har sædvanlig tre „Tætter“, men enhver Tꜳtt kan atter bestaae af flere.
tꜳttut, adj. stribet, trevlet, fuld af traadformige Linier.
Tꜳvr, n. 1) en vis Kvægsygdom (= Tauvr). Sdm. 2) en Stakkel, En som ikke kan udrette noget. Gbr.
tꜳvra, adj. angreben af „Tꜳvr"; egentl. forhexet; s. tauvra.
te, v. a. og n. (r—dde), 1) vise, fremvise. „te sea“: vise sig, komme frem, yttre sig; undertiden ogsaa skikke sig,
