opføre sig. G. N. té, tjá. — 2) betee, bevise, f. Ex. en Velgjerning, en Tjeneste. Sjeldnere. — 3) v. n. vise sig, være at see, kunne sees. Meget brugl. i Hard. Voss og Hall. Da ter Holo ette: der viser sig en Huulning efter det. Da va so lite at da tedd’ ikje: saa lidet at man ikke kunde see det. (Ellers syna).
te, præp. til; s. til. De Ord som begynde hermed (f. Ex. tebaka, teblands, tedess) henføres under „til“.
te, Infinitiv-Partikel: at, til at; f. Ex. te gjera: at gjøre. Hedder ogsaa: „til ꜳ“, eller „te ꜳ“ eller blot „ꜳ“, især efter et Ord, som ender med t; f. Ex. D’æ godt ꜳ sjꜳ. Det mest brugelige er imidlertid „te“ (eller egentlig: ti, med aab. i). Jf. Holl. te. Eng. to. (I G. N. hedder det at og til at). — Jf. til, præp.
te, adv. (ved Komparativer): jo, des, desto. F. Ex. Te meir han fekk, te meir vild’an hava. Te fleire dæ vert’e, te verr’ æ dæ. Te lenger eg leita, te meir fann eg; o. s. v. Synes at være temmelig alm. og hedder overalt te, ikke til. Kun paa nogle Steder søndenfjelds bruges i denne Forbindelse Ordet „dess“. (I G. N. bruges þess og því).
tebjoand, s. tilbjodande.
teden, s. tiden. tedess, s. tildess.
tedje (aab. e), v. a. (ted’; tadde, tadt), gjøde, gjødsle, lægge Gjødsel paa. N. Berg. (G. N. teðja). Jf. Tad. (Ellers hævda, kvia, frøye). Particip: tadd (tadd’e).
Tedjing, f. Gjødning, Gjødsling.
teen, s. tiden og tikjen.
tefaren og Tefær, s. tilfaren.
Tegd, f. Behag, Tilfredshed; s. Tægd.
tegja, v. n. (tegje; tagde, tagt), at tie, være taus. Inf. te’ja el. tea findes kun sjelden (Tell. Hall.); derimod hedder det: teia, teie (B. Stift, Gbr. Helg.), tiga (Sogn), tigja, tia (Jæd. Tr. Stift og fl.). G. N. þegja. Sv. tiga. I Lighed hermed hedder Præsens teie, tie; sjeldnere tejer (tegjer). — Imperf. hedder altid tagde (G. N. þagði) og forkortes ikke saaledes som Imperf. af segja og leggja. Imperativ (som skulde hedde teg) hedder deels tei, deels tig og ti. — Ordet forbindes ofte med „seg“ (teie seg). — teie pꜳ: fortie, ikke tale om. Jf. tagga, tagna og Togn.
tegjande (teiand), adj. 1) taus, stiltiende. Jf. tagall. (G. N. þegjandi). 2) til at fortie. D’æ ikje teiande pꜳ dæ lenger.
Tegjing, f. Taushed, Stiltienhed.
tegle, v. a. (e—de), beklippe Halen paa Heste og Køer. Gbr. (Af Tagl).
tegte, v. a. stille, faae til at tie (= tagga). Ørk. Indr. „fꜳ tegt Ban’e“: faae Barnet til at tie. (Er kun opgivet i Supinum, tegt, saa at Infinitivets Form ikke er ganske bestemt).
Teia, f. s. Tægja. teia, s. tegja.
Teiebær, see Taagebær.
Teig, m. 1) en Rude eller Qvadrat i Ager, Eng og Skov; et afgrændset eller afmaalt Jordstykke, især paa udskiftet Jord; en Engpart, Agerpart. Alm. (Sv. teg). — 2) en Engstrimmel til at slaae; Engstykke, som en eller flere Slaaekarle kan slaae paa en vis Tid; sædvanlig en smal Strimmel hvorpaa man begynder fra den nederste Ende. (Isl. teigr). — 3) en vis Mængde Korn paa Ageren, nemlig 20 Træver (hver Træve paa 26 Neg). Mandal. — I Shl. skal en Teig ogsaa være et bestemt Viddemaal, omtrent 3 Maal Jord (?). I Hall. og flere Steder søndenfjelds bruges Teigen ogsaa som Viddemaal, men er deels større, deels mindre, og benævnes efter den Betaling som man sædvanlig giver for Høslætten paa Stykket, saasom Markateig, Halvdalarsteig og Dalarsteig. — Naar Jorden er saaledes skiftet, at forskjellige Parter ligge vexelviis imellem hinanden, siger man et det ligger „Teig um Teig“.
teiga, v. a. afdele i Ruder eller Strimler. (Sjelden).
Teigbyte, n. Grændseskjel imellem to Jordstykker. Ogsaa kaldet Teigskifte.
Teigtrøm, m. Kanten paa en Teig.
Tein, m. en tynd og liden Stang; f. Ex. om Ærtestænger, Baandstager og deslige. Ogsaa et opspirende Træ, Skud, Spire. (Seljetein, Hasletein). Alm. Ved Stavanger hedder det Teidn. (G. N. teinn).
Teina, f. 1) en Ruse eller Kube til Fiskefangst, sammenføiet af tynde Stænger eller Spiler. B. Stift og fl. — 2) en Kløvkurv, Vidiekurv til Kløv. Valders. — 3) Mølletragt, Mølleskrue, den Kasse hvoraf Kornet falder i Kværnen. (Jf. Sko og Stille). Hertil Teinꜳs, m. Bjælke hvorpaa Mølletragten hviler.
teina, v. a. (a—a), rive, stikke; om Smerter, som ligne en Stikken i Lemmerne. Sdm. Jf. sneisa.
