Teine-gar, m. Muur eller Gjærde til en Fiskekube (nemlig i en Elv).
Teiste, m. 1. en vis Søfugl, Sødue (Uria Grylle). Isl. teista.
Teiste, m. 2. Fyrfad, Jernkasse at bære Ild i. Oftere Eldteiste, Fyrteiste.
tekje, s. tykja. tekjen, s. tikjen.
Tekk, m. Lugt, Veir; især af Dyr. Sdm. Kynn’e kjende Tekkj’en ta Bjønn’a: Køerne havde Veiret af en Bjørn, el. kjendte at den var nær. Jf. tekkja.
tekk, adj. tækkelig, behagelig. N. Berg. (sjelden). G. N. þekkr.
Tekkja, f. Tag, Tække paa et Huus. (G. N. þekja). Hedder ogsaa Toka (aab. o), og mest alm. Tak.
tekkja, v. a. 1. (tekkje; takte, takt), tække, lægge Tag paa; dække et Tag med Tørv. (G. N. þekja). Imperf. hedder ogsaa, og maaskee mest alm., tekte. (G. N. þakti). Particip deels takt, deels tekt. — Heraf Tekkjing, f. Tækning.
tekkja (tekkje), v. a. 2. (kje, kte), 1) lugte, have Veir af. Sdm. (sjelden). See Tekk. — 2) øine, opdage i det Fjerne, see noget saa tydelig at man kan kjende det. Helg. (Jf. time). G. N. þekkja, kjende, fornemme.
tekkjast, v. n. (Imp. tektest), 1) tækkes, tage til Takke med noget. „tekkjest mæ“. (G. N. þekkjast, modtage). 2) behage, være tækkelig. Sjelden.
Tekkje, n. Tækkelighed. Jf. Tokka.
Tekkjedugnad, m. en Sammenkomst af Naboer for at fuldføre Tækningen paa et Huus; ogsaa et Gjæstebud i samme Anledning. B. Stift. I Shl: Tokedugna’ (aab. o). Ved Kristiania siges „Kranselag“ i en noget lignende Betydning.
tekkjeleg, adj. tækkelig, behagelig.
Tekn (ee), n. Tegn, Mærke; ogsaa Forvarsel. G. N. teikn.
tekna (ee), v. a. (a—a), 1) betegne, vise eller udtrykke noget ved Tegn; f. Ex. for En som er døvstum. G. N. teikna. „tekna seg“: tegne til, vise Tegn til noget. — 2) tegne, afbilde; gjøre Tegninger. Ellers rissa og skildra. — 3) skrive, optegne. tekne pꜳ: paategne. tekne unde: undertegne.
Tekning, f. Tegning; Betegning.
Teksla, f. Tængsel, Huuløxe. Nhl. og fl. (I Ørk. Teksel). Ellers Diksl.
Tekst, f. en Indretning, hvormed man opsamler Tømmeret i Elvene. Tell. Buskerud. (Jf. Lense). Ellers bruges Tekst og Tekstr, f. i Betydningen Text; ogsaa Prædiken. (B. Stift). Hertil Talemaaden „lese Tekstr’a“: læse en Prædiken i en Huuspostil.
tekt, s. tekk, tekkja og tegte.
Tel (aab. e), n. 1) Grund, Underlag; Tøiet i Klæder, i Modsætning til det som sættes paa samme, f. Ex. Brodering, Noppe, Fryndser. Hard. Shl. I Sdm. kun i „Rye-tel“. Jf. Mꜳnetel. (G. N. þel). — 2) Bund, Gulv, Hylde (see Tile). Helg. — 3) Mod, Djervhed, Fasthed i Sindet. D’æ godt Tel i dan Kar’en. Hard. (Jf. tela). Isl. þel, Sindelag.
tela (aab. e), v. a. (a—a), rede et Garn ved at oplægge Maskerne efter hverandre paa en Pind. Sdm. (s. telna).
tela (aab. e), v. n. (a—a), tilfryse, om Jorden; blive haard af Frost (s. Tele). Hedder ogsaa telast.
tela (aab. e), adj. 1. frossen, haardfrossen; om Jorden. Alm. Jf. klaka. Pꜳ tela Markjenne: paa den tilfrosne Jord.
tela, adj. 2. djerv, modig, uforfærdet. Hard. (See Tel).
Tele (aab. e), m. 1. frossen Jord, en tyk, frossen Skorpe i Jorden. Alm. dog tildeels med afvigende Form: Tæla (Ag. Stift), Tale og Tala (Namd.), Tꜳlꜳ (Indr.). G. N. þeli. En tyndere frossen Skorpe kaldes Klakje.
Tele (aab. e), m. 2. en skovløs Fjeldmark, en høitliggende, bar Flade eller Skraaning. Ørk. Ndm. Ogsaa kaldet Fjelltele (tæle). Vel egentlig: bar Grund; jf. Tel.
Telebotn, m. et frossent Jordlag nedenfor Overfladen.
Teledrope (aab. e og o), m. Dryp af et Tørvtag, foraarsaget ved afvexlende Frost og Tøveir. B. Stift.
telefri, adj. fri for Tele eller Iis i Grunden, ganske optøet; om Jorden.
Telegrop (aab. e og o), n. Smeltning i frossen Jord; det besværlige Føre som indtræffer naar Isen i Jorden smelter. Temmelig alm. Ord.
Telehogg, n. en Øre, hvormed Iis og frossen Jord ophugges. Isl. þelahögg.
Teleskot, n. Jordens Smeltning i Tøveir. (= Telegrop). Ørk. i Formen Telskot. I Indre-Sogn hedder det Tilskot.
telgje, v. a. (e—de), tilhugge Tømmerstokke paa Siderne (= rydje, skanta). Valders, Hedm. (ogsaa i nedre Tellemarken). Udtales tælje og har i Valders Formerne: tæl’, tælde. I Gbr. hedder det tolje. (G. N. telgja).
