Tette (ee), m. Fortættelse; noget hvorved man faaer Mælken til at blive tyk og sei. (Sædvanlig en Skee Fløde eller god Tykmælk, som lægges paa Bunden af Karret, naar Mælken opsættes). B. og Tr. Stift. I Namd. Tjette. (Jf. Isl. þjetti).
Tettegras, n. Planten Vibefedt (Pingvicula vulgaris). N. Berg. (Saa kaldet fordi Bladene have været brugte til „Tette“ i Mælk). Sv. tätgräs.
tettent (eg. tett-tent), adj. tættandet, tæt besat med Tænder. — Om Kamme og lignende Redskaber siges oftere tettinda (af Tind).
tettgrendt, adj. tæt bebygget, folkerigt; om et Landskab eller Bygdelag, hvori Gaardene ligge tæt ved hinanden. Mest brugl. i Tr. Stift, ogsaa paa Helg. Jæd. og fl. (Jf. Grend).
Tetting, f. Tættelse; det at Kar sættes i Vand for at blive tætte.
tettkvista, adj. tæt bevoxet med Kviste.
tettlagd, adj. tæt sammenlagt.
tettna, v. a. (a—a), tættes, blive tæt; f. Ex. om Kar. Heraf Tettning, f. det at noget bliver tæt.
tettsett, adj. tæt sammenhobet; ogsaa tæt besat eller udsat.
tettvaksen, adj. tætvoxen, som staaer tæt.
Te’ung, Oxe; see Tidung.
Tev (aab. e), m. 1) Aandedræt, Pust. Brugeligt i Tell. „misse Tev’en“: tabe Aanden (Veiret). Dæ tok frꜳ meg Teven: det betog mig Aandedrættet. — 2) Veir eller Lugt, som kjendes paa Afstand, f. Ex. af et Dyr i Skoven. Tr. Stift, i Formen Tæv. (Paa Helg.: Tøv). Han fekk Tæv’en ta Bjønn’a (om en Hund). Paa nogle Steder søndenfjelds skal det hedde Tæft. I Sdm. siges Tekk. — 3) Stank, ond Lugt. Meget brugl. i B. Stift, ogsaa i Gbr. Hall. og fl. overalt i Formen Tæv. (Jf. tevja). G. N. þefr, Lugt. — Ellers kaldet Utæv, Snik, Stæk, Luft, Niss, Vist.
teva (aab. e), v. n. (a—a), puste, stønne, aande stærkt og hurtigt, som af Udmattelse eller stor Hede. B. Stift, Tell. og fl. I Tr. Stift udtales det „tæva“, men ellers med aab. e (forskjelligt fra Tæv).
tevja, v. n. (a—a), lugte, give Lugt; især: lugte ilde, stinke. B. Stift og fl. (G. N. þefja, lugte). Figurlig om noget som er meget kjedeligt eller væmmeligt. Eg æ so lei’e ta dæ, at eg tykje dæ tevja. — Jf. lufta, stækje, snika.
tevla, v. n. (a—a), stride, kjæmpe; ogsaa kappes om et vist Fortrin. Inderøen (med Udtalen tævle). I Hard. hedder det: tavla. I Sogn siges tevla især om at drages med Døden, ligge i Dødskampen. (G. N. tefla betyder egentlig spille, især Tavl).
ti (for ut-i), præp. i, udi. — fꜳ ti: faa fat paa. (Ligesaa: nꜳ ti, hava ti, fata ti). taka ti: gribe til, røre ved. halde ti: holde paa, understøtte.
ti, adj. s. tid. — tia, see tegja.
Tia, f. en Tier; Tien i Kort.
Tialning, m. en Stok paa ti Alen.
tiande, adj. tiende. (Jf. tie). Tiande kvar: hver tiende.
Tiꜳring, m. en tiaargammel Hest.
Tid (Ti), f. Tid. G. N. tíð. — Foruden den almindelige Betydning findes ogsaa adskillige afvigende, hvoraf mærkes: a) en tidlig Stund eller Tid. Dei va ute i Tid’enne: de vare tidlig ude. b) tilstrækkelig eller beleilig Tid. „hava Ti’a“, eller ofte i Fleertal: ha Tienne. giva seg Ti’a (ikke forhaste sig). c) Leilighed, Forraad. Dæ va go Ti pꜳ Fisk: der var megen Fisk at faae. Han hadde go Ti pꜳ Penga. (B. Stift). d) Tummel, Bevægelse, Larm. Han gjore slik ei Tid. Dei heldt slik’e Tid mæ ’nꜳ. (Sdm.). e) i Fleertal, om den maanedlige Renselse. hava Tienne sine, el. sine eigna Tide. (Isl. tíðir kvenna). — Enkelte Talemaader. I Tide: betimelig, tidlig. (Hedder ogsaa i Tid’enne). Mæ Tid’enne: med Tiden, efterhaanden; engang. Pꜳ Tid: paa Tiden, paa høi Tid. Te Tiar (for: til Tidar), ɔ: betids, tidlig nok, til den rette Tid. Hard. Shl. — drive Ti’a: fordrive Tiden. nꜳ Ti’a: komme betids nok. taka Tid: udkræve nogen Tid.
ti(d), adj. smeltet, ufrossen, fri for Iis. Namd. Indr. (i Formen ti). ELlers tiden (tien). G. N. þíðr. Jf. tidna, Tidver.
ti(da), v. a. (e—de), opvarme, smelte, borttage Isen; om Solen og Vinden. Indr. (i Formen ti og tie). G. N. þíða.
ti(da), v. n. (e—de), gyde, lægge sin Rogn; om Fisk. Fosen, Ørk. (ti), Gbr. Østerd. (tie). I B. Stift hedder det gyte. — Et lignende Begreb af Frugtbarhed ligger ogsaa i ordene tidd og Tidung (formodentlig af Subst. Tid).
tidaste, adv. oftest, tiest, sædvanlig. G. N. tíðast. Jf. tidt. I Sdm. forekommer ogsaa tidꜳ, adv. tidt, ofte.
tidd, adj. 1) lysten, begjærlig, f. Ex.
