mykje te Kar (en usædvanlig Karl). Ein Grand te Mann: en noget anseelig Mand. (N. Berg.) Te eit Ver: hvilket Veir! (Voss). Andre Steder; „For eit Ver“. Ligesaa: Te alt da Folk: hvilken Mængde Folk! — Præpositionen „til“ styrer Genitiv i det gamle Sprog, og heraf findes mangfoldige Levninger, da Ordet endnu meget ofte forbindes med en gammel Genitivform især med Endelsen s; f. Ex. te Alders, te Bors, te Dags; undertiden med Endelsen ar: te Nottar, te Sta’ar, te Ti’ar (Søndre Berg.); ogsaa i Fleertal: te Manne, te Hande; te Husanne, te Mꜳlanne (B. Stift). Sjeldnere ved Adjektiver som: te fulles, te godes, te vondes, te nokos, te inkjes.
til, adv. til. Bliver ogsaa forkortet til „te“, dog ikke sa ofte som det forrige, da det nemlig faaer en mere kjendelig Betoning. Bruges mest i følgende Tilfælde: 1) om en Tilnærmelse, Henvendelse i en vis Retning; deels egentlig, deels figurlig. I saadanne Ord som: norantil, innantil, ovantil o. s. v. kunde det snart synes at betyde „fra“, men dette er dog ikke Tilfældet, da Begrebet „fra“ ligger kun i det foranstaaende: noran, innan, ovan o. s. v. — 2) om en Tilgriben, at tage fat eller gaae løs paa noget. taka til; leggje, hogge, slaa til. — 3) om en Tildannelse, Istandbringelse. gjera til (ɔ: tilberede), laga til, stelle til. Ogsaa om en Tilredelse el. Beheftelse. fli til, kleime til, teppe til. Om en Lukkelse siges sædvanlig: „atte“. — 4) om en Forøgelse, Tilvæxt, Fremgang. Ein til; en Gaang til; koma, leggjast, alast til. — 5) om en vis Gang, Orden, Tilstand. gaa til, staa til, vera til. D’æ inkje værre til (der gives intet værre). — 6) om et Forhold. Ofte overflødigt; f. Ex. Liksom han er til so fær han til. (Tonen paa Verbet). Som ein bryggjar til, so drikk ein til. Her mærkes Brugen af det foranførte „te“ ved Komparativer; f. Ex. te meir ein søv, te meir vil ein sova.
Til (aab. i), n. et lidet Loft af Stænger eller Fjele, som ere løseligt sammenlagte. Nhl. Ellers Hjell og Træv. (Jf. Tile).
tila (aab. i), v. n. (a—a), nedlægge et Gulv eller Loft. (Sjelden). I Nhl. hedder det tilja. Jf. tild.
tila (aab. i), v. a. (a—a), tilskynde, overtale, søge at formaae En til noget. „tela mæ ein“: snakke for En, lokke, søge at virke paa En. Nhl.
tilast (aab. i), v. n. komme sig, trives, voxe. Nhl. I Sdm. siges: tylnast.
tilbaka, tilbage. I Søndre Berg.: tebakar; andre Steder: te bakars (te bars) og te bakes. Jf. Bak.
tilbjodande, adj. som man kan tilbyde; ogs. som man kan forsøge paa. Dæ va ’kje te-bjoand: det nyttede ikke at forsøge derpaa. Gbr.
tilblands (teblans), om hinanden, blandet, forskjelligt, noget af hvert Slags; ogsaa: af og til.
Tilbod (aab. o), n. Tilbud.
Tilbur (aab. u), m. Adfærd, Fremgangsmaade. B. Stift. (Eg. Tilburd).
tild (aab. i), adj. forsynet med Gulv. Sjelden. I Sdm. hedder det tyld (aab. y), hvilket ogsaa siges om Vandene, naar de ere belagte med Iis, som man kan gaae paa. „Votna æ tylde“.
tildess (te dess), 1) dertil, indtil, til den Tid. (Forkortet: tiss, tess, test). 2) endog. Me sꜳng dæ hær, te dess: vi saae det endog her paa Stedet. Eg veit dæ ’kje sjøl te dess: jeg veed det ikke selv engang. B. Stift.
tildesse (te disse), til denne Tid, hidtil. B. Stift. Jf. desse.
Tile (aab. i), n. 1) Gulv, Fjelegulv. Meget brugl. i B. Stift, og forekommer ogsaa paa flere Steder (Rbg. Jæd. Helg.), tildeels udtalt Tele. I Sdm. hedder det Tyle (aab. y). I Sogn kaldes ogsaa et Steengulv Tile. — 2) Bund, Hylde, en af de fladt-liggende Plader i en Kakkelovn (egentlig Gulvet i hver Etage). Helg. i Formen Tele (aab. e) og Tel. — I Ordene Skjeltile og Skjentile betegner det ogsaa en Fjelevæg. G. N. þil og þili, Paneling. (Jf. Ang. þil og Gam. T. dili, Planke).
Tileꜳs (Telꜳs), m. Gulvstok, Bjælke under et Gulv. B. Stift. (I Sdm. Tylꜳs). Søndenfjelds tildeels: Tilfar.
Tilefjøl, f. Gulvfjel. Paa Helg. hedder det ogsaa Telskjia.
tilege (tile), see tidlege.
Tilfang, n. 1) Emne, Materiale, Fornødenheder til et Arbeide, f. Ex. til en Bygning; undertiden ogsaa om Redskaber. B. Stift (i Formen Tilfꜳng, Tefꜳng), ogsaa i Tell. og fl. — 2) Tilgift, Tilliggelser, Herligheder som følge med en Gaard. Jæderen.
Tilfar, m. Gulvbjælke (= Tileꜳs). Tell. og fl. mest i Fleertal (Tilfarar).
til-faren, adj. begyndt, som har givet sig
