over til Timm’er, Tymb’r og Tømmer. G. N. timbr. Sv. timmer.
Timbra, f. Tømmerværket eller Væggene i en Træbygning. B. Stift.
timbra, v. a. (a—a), tømre, bygge Væggene til et Huus. I Namd. siges tymbre (tømr’), ogsaa om at bygge af Træ i Almindelighed. G. N. timbra.
Timbreflote (aab. o), m. Tømmerflaade.
Timbrefut, m. Tømmermærker, En som bestiller Tømmer og sætter Kjøberens Mærke paa samme. Søndenfjelds.
Timbremann, m. 1) Tømmermand, Bygningsmand. 2) et Insekt med meget lange Følehorn (Lamia ædilis). Berg. Stift, Tell. og fl.
Timbreskog, m. Tømmerskov.
Timd (aab. i), f. Sigte, Øiesyn (= Tim). fꜳ Timd’a ta: øine, faae i Sigte. Sdm.
time (aab. i), v. n. (e—de), øine, have i Sigte, kunne see i det Fjerne. Meget brugl. i Sdm. Han flaug so høgt, at dæ va knappaste me timde hꜳnꜳ: den fløi saa høit, at vi neppe kunde øine den. (Jf. Tim). Paa Helg. siges tekkje i samme Betydning.
Time (ii), m. Time. (ordets egentlige Betydning er: Tid. G. N. tími). Pꜳ Timen: strax, i Øieblikket.
timeleg, adj. timelig. (Egentlig: som hører til Tiden).
Timetal, n. Antal af Timer; ogsaa Klokkeslæt, Tid paa Dagen.
Tin (aab. i), n. Tin. Ogsaa udtalt Ten og Tæn.
Tina (ii), f. en Æske af Træ med Hank paa Laaget, indrettet til at bære i Haanden; Reiseæske, Madæske. Meget udbredt Ord. Paa nogle Steder bruges oftere: Laup. (Sv. tina, Spand).
tina, v. a. 1. samle, plukke, tage Fisk af Garnene. Ryfylke (?). G. N. tína, samle.
tina, v. a. 2. (a—a), tærske Kornet paany, efterat Halmen er fraskilt; banke det tærskede Korn med Pleielen, for at de vedhængende Avner og Stilke kunne falde af. Meget udbredt Ord (Tr. B. og Kr. Stift). I Gbr. hedder det tinne. (I svenske Dial. tirna).
tina, v. n. (e—te), kime, med en Klokke. N. Berg. Skal paa nogle Steder hedde tima, som formodentlig er rettere.
tina, v. n. tøe, smelte; see tidna.
tina (aab. i), v. a. (a—a), afhase, pille Nødder ud af Haserne. Shl. I Sdm. hedder det: tininge. See Tining.
Tinar (aab. i), m. 1. Snerre (Galium Aparine), et Ukrud i Agrene. N. Berg. I Sogn hedder det Tine (aab. i). Ogsaa kaldet Drag og Klengjegras.
Tinar (aab. i), m. 2. et Slags haard og meget sprød Ved, især i vantrevne og krogede Fyrretræer. Paa nogle Steder forstaaes ved „Tinar“ den haardere Ved i Træet paa den Side som vender fra Solen eller mod Nord. Ordet bruges mest i de nordlige Egne og hedder Tinar og Tenar (N. Berg.), Tenꜳr (Helg.), Tꜳnꜳr (ved Trondhjem). I Indr. skal det ogsaa hedde Tunur.
Tind, f. see Tiend og Tidend.
Tind, m. 1) en Tand, Od, Pig; f. Ex. i Kamme, Hegler, Harver o. s. v. G. N. tindr. — 2) en spids Fjeldtop, Pig, Tinde. G. N. tindr. Hertil hører mangfoldige Fjeldes Navne.
Tinda, f. et Lag af tærsket Korn i Loen (= Lꜳvefall). Ørk. Maaskee egentl. Tienda (et Antal af ti „Framlag“).
tinda, v. a. see tienda.
tinda, v. a. (a—a), sætte Tænder eller Pigger i (f. Ex. i en Rive).
Tind-auger, m. en Fisk, Snarre, Storøie (Gasterosteus Spinachia). N. Berg. Nogle Steder kaldet Klokkar.
Tind-aure, m. Hundesteile (= Stikling). Helg. Skal ogsaa hedde Tindaukje.
Tindebikkja, f. et Slags Rokke (Fisk) med pigget Ryg. N. Berg. (sjelden). Isl. tindabikkja.
Tinde-tre, n. Træ til Rivetænder.
Tindla, f. Skaglestang, Trækkestang paa Slæder og Kjærrer. Nhl. Sogn, Sfj. I Sdm. hedder det Tille. — Ellers Skꜳk.
Tindr, f. Mellemgulv (Diaphragma), Tværhinden imellem Brystet og Maven. N. Berg. (Isl. þind). Ogsaa kaldet Midgar’en.
Tindriv (Tinnrev), n. Bugvrid, Smerte i Maven. Helg.
tindut (tindette), adj. tandet, pigget, besat med Pigger.
Tindvid (aab. i), m. Kristtorn (Ilex Aqvifolium). Skal bruges i B. Stift. Ellers kaldet Beinvid.
tine, s. tina. Tine, s. Tinar.
Ting, n. 1. Thing, almindeligt Møde til Afgjørelse af Retssager m. m. G. N. þing. — Hertil Tingfolk, n. og Ting-ꜳlmugje, m. Folk som samles til et Thing. Tinghelg, f. Hviletid medens et Thing varer. (Hall. Helg. og fl.). Tinglag, n. et Sogn eller lignende Distrikt for et Thing. — Ligesaa Tingdag, m. Tingstad, m. Tingtid, f. Tingveg, m. tinglysa, v. a.
Ting, n. 2. Tingest; om Dyr og Men-
