nesker. Eit lite Ting: en liden Stakkel. Arme Ting: Stakkels Skabning. (Et Udtryk af Ømhed og Medlidenhed). Eit lite nett Ting: en liden nydelig Tingest. Hertil Uting, Styggeting, Naudating, Ulukketing og fl. — Ordet er meget udbredt og tildeels meget brugeligt.
Ting m. Ting, Gjenstand i Almindelighed; ogsaa Sag, Anliggende. G. N. þing, n. Ordet hedder i Fleertal: Ting (uforandret); i Fleertallets bestemte Form bruges det sjelden, og antager da gjerne Formerne af et Neutrum. Det synes altsaa at være overgaaet i senere Tid fra Neutrum til Maskulinum. — „Ein Ting“ betyder ogsaa: eet, noget. Den Ting: det, dette. I sume Ting: i visse Henseender. I mange Ting: i mange Henseender; ogs. i mange forskjellige Tilfælde.
tinga, v. a. og n. (a—a), tinge, betinge, bestille; ogsaa akkordere, forhøre sig om Betingelserne. (Jf. fala). G. N. þinga. Heraf Tinging, f. — Part. tinga, f. Ex. burt-tinga. el. veg-tinga: borttinget, ikke længere fal.
Tingjeste, n. Tingest, liden eller ubetydelig Ting. (Ogsaa Genitalia). N. Berg.
Tingling, m. see Gullbrand.
Tining, f. Kornets sidste Tærskning, Omtærskning; s. tina.
Tining (aab. i), m. en fuldmoden Hasselnød, en Nød som er løs fra Hasen og falder ud fra samme. B. Stift. Ogsaa Gultining, om de bedste Nødder. Heraf tininga, v. a. see tina (aab. i).
Tinna (ii), f. Flint, Flintestykke. Berg. Stift, Ørk. Helg. og fl. (Isl. tinna). So turt som Tinne: tørt som Steen. Tundr ꜳ Tinne: Fyrtøi.
Tinnestein, m. Flintesteen.
Tinning, m. see Tunnvangje.
Tint, m. 1) et af de allermindste Kar, en meget liden Flaske, Krukke, Kop, Æske, Daase og deslige. Hall. Vald. Gbr. (Jf. Isl. tinta, Tinflaske). — 2) en meget liden Portion, en Smule, en liden Levning. Østerd. — 3) et vist Maal, en halv Pot. Ørk. Ogsaa i Nhl. hvor det forklares ved en Fjerdedeels Kande. Hertil Tintabytte, n. en liden Dunk, som holder et saadant Maal.
tipla (tipple), v. n. dryppe langsomt; ogsaa drikke smaat. N. Berg.
Tipp, m. Tip, Spids.
tippa, v. n. (a—a), dryppe tidt, rinde; f. Ex. af vaade Klæder. B. Stift.
tira, v. n. (e—te), tindre, lyse. B. Stift. Heraf tirande, adj. tindrende, lysende. tirande Auge: tindrende Øine.
Tiritunga, f. et Slags Blomster, Kjellingetand (Lotus corniculatus). Berg. Stift. I Inderøen kaldet Tirlitung. I Hard. Marilykla.
tirra, v. a. (a—a), tirre, ærte, opirre. Nogle Steder terga (tærge). Heraf Tirring.
tirren, adj. tirrende, tilbøielig til at ærte og drille. Hertil Ordsproget: Tirren Hund fæ rive Skinn.
tirøygd, adj. klarøiet, som har blanke, tindrende Øine. Nhl. (Jf. tira). Isl. týreygðr.
tisa (aab. i), v. n. (a—a), sladre, fisle. (N. Berg.). Hedder ogsaa disa. — Tiseltut, m. en Sladrer, Fisler.
tiss (aab. i), til, indtil; see tess.
Tisse, pl. f. Patter, Bryster. (Ved Bergen). Ellers kaldet: Tatte, Patte og Pappe. Skulde egentlig hedde: Titte, i Lighed med Ang. titt, og T. Zitze. Jf. tiksa.
Tist (ii), m. og f. en megen liden Fliis eller Splint; en liden Flip i Huden efter en Rivning; smaa løsrevne Trevler paa kløvet eller savet Træ og lignende. Gbr. Østerd.
tiste (ii), v. n. (e—e), stikke frem, vise sig. Sdm. (sjelden). Frꜳ di dæ tiste Tæ’ne ’punde hꜳnꜳ: fra hans tidligste Barndom, eller egentl. fra det at Tæerne viste sig under ham.
Tistel, m. (Fl. Tistla, r), Tidsel. G. N. þistill. Sv. tistel. — De forskjellige Arter adskilles undertiden ved Navnene Stortistel (Carduus lanceolatus), Aakretistel (C. crispus), Myrtistel (C. palustris). Jf. Kvitblad.
tistes, v. n. blive fliset eller trevlet paa overfladen. Østerd. (s. Tist).
tistut, adj. fliset, opreven, flippet; f. Ex. om Huden. Gbr. (tilstꜳt).
Tita, f. en liden eller halvvoxen Ørred. Ørk. — Jf. Kjøa.
titevill (tetevill’e), adj. vægelsindet, ustadig, som vil snart det ene og snart det andet. N. Berg. I Sogn hedder det kikevill (kjekevidl). Uvis Oprindelse; maaskee: tikjevill (tykja).
Titre (ii), f. s. Laksetitra.
Tiung, s. Tidung. — Tiur, s. Tidur.
Tived, s. Tyvid. — Tiver, s. Tidver.
Tivæmsla, s. Tidvemsla.
Tiæring, m. en tiaaret Baad. Hard.
Tjꜳk (Kjꜳk), n. 1) Slæb, Møie, Strabads. Tell. Sdm. Ørk. (Isl. þjak). — 2) Gnidning, Beskadigelse paa Hu-
