den. Ørk. — Det maa her bemærkes, at Lyden „tj“ utales i de fleste Distrikter som „kj“, eller gaaer ganske over til det almindelige sammensmeltede kj, der ikke maa læses som adskilt k og j. Det er kun i nogle Egne i Søndmør, Hardanger og tildeels i Nordhordlehn, at tj udtales tydeligt og forskjelligt fra kj.
tjꜳka (kjꜳke), v. n. (a—a), 1) slæbe, strabadsere, være idelig i Gang og Bevægelse. Sdm. Ørk. — 2) v. a. gnide, skrabe, forrive Huden. Ørk.
tjꜳna, v. n. indsvinde, fortørres. Hard. — Ogsaa: tjꜳst. (Sjelden).
Tjeld (Kjeld), m. Strandskade, en Fugl (Hæmatopus Ostralegus). Isl. tjaldr. Kaldes paa nogle Steder Skjortjeld, til Forskjel fra en anden Fugl, som tildels kaldes Graatjeld eller Kviketjeld (Totanus Calidris).
Tjeld, n. 1) et Telt, Skjul, dannet af udspændte Seil. Helg. (efter Udtalen: Kjell). G. N. tjald. Sv. tjäll. Paa andre Steder hedder det sædvanlig: Telt. — 2) et uldent Sengetæppe, Uldtæppe til at ligge paa (= Kvitel). Tell. (i Formen Kjell). — 3) Tørklæde, Dug til at kaste over Skuldrene. Rbg. (I Moe’s Digte, p. 152). Jf. G. N. tjald, Forhæng.
tjelda, v. n. (a—a), opsætte et Telt, gjøre sig et Skjul af Seil og Aarer. Helg. (i Formen: kjella, kjell’). G. N. tjalda.
Tjenn, s. Tjønn. — tjett, se tett.
Tjo, n. Tangen pa en Lee eller Segel; den krumme Ende af Leen, som bindes fast til Skaftet. Findes i forskjellig Form: Kjo (Hard. Shl. Jæd. Ørk. og fl.), Kjot (Hard.), Tjød, aab. ø (Sdm.), Kjøtt (Sogn), Kjø (i de nordlige Egne). Isl. þjó. Det tilføiede t og d (Kjøtt, Tjød) maa ansees som Levninger af en tilhængt Artikel. (Jf. Gram. § 81). Ordet har uden Tvivl forhen havt en mere udstrakt Betydning, nemlig af en Krumning i Almindelighed. Jf. Isl. þjó, og Angl. þeoh: Lænd, Hofter.
Tjon, n. 1) Skade, Ødelæggelse. Sdm. Vinden heve gjort eit Tjon pꜳ Husꜳ. Mrre brugl. om en stor Fangst, en heldig Bedrift; f. Ex. om Fiskere: Dei ha gjort eit heilt Tjon (egentl. et Nederlag). G. N. tjón, Skade. (Jf. tyna). — 2) Strabads, Besvær, et uhyggeligt eller stærkt angribende Arbeide. Hedemarken og fl. (i Formen Kjon). — 3) en Skam, noget som man blues ved; en hæslig eller uduelig Ting. Nhl. Sogn, Hall. (udt. Kjon). Hedder paa andre Steder: Tyne.
Tjon, n. 2. smaat Arbeide, Sysler, Tilberedelser; ogsaa: Tøi, Sager, Smaating. Namd. Indr. (i Formen Kjon). Er forhen anført under „Kjon“, men grunder sig formodentlig paa et gammelt „þjón“. Hertil hører ogsaa Verbet kjona, ɔ: forhverve, samle; ogs. sætte istand, tillave; sysle med noget (s. kjona). Ligesaa Kjonar, m. og Kjonarbeid, n. — Disse maae ikke forvexles med de Ord, som dannes af Tjon, ɔ: Skade, da disse Ordslægter vel egentlig have været adskilte ved en forskjellig Lyd, saa at den ene har havt t (tjón), den anden þ (þjón).
tjona (kjone), v. a. (a—a), ødelægge, fordærve, fare ilde med. Sogn. Hall. Hedm. (Andre St. tyna). Ogs. plage, drive over Kræfterne, overanstrenge, f. Ex. en Hest. (Hedemarken). — Heraf Tjoning (Kjoning), f. Fordærvelse; ogsaa Plagerie, Overanstrengelse.
tjonsleg, adj. styg, hæslig. Nhl. Hedder oftere utjonsle’, som maaskee kunde have en anden Oprindelse.
tjont, (kjont), adj. fordærvet, ilde medhandlet; ogsaa: besværlig, slem. Hedm.
Tjor, m. 1. en Tyr, voxen og ugildet Oxe. Shl. Kr. Stift, Buskerud (sædvanlig udtalt Kjor). G. N. þjórr. Ellers Tiung, Rungstut, Gre’ung. — Hertil: tjorfør (kjorfør), adj. voxen, avledygtig, om Oxer.
Tjor, m. 2. en Portion Kjød til at spise; om Ret Kjød, som uddeles i et Gjæstebud. Nhl. (Kjor).
Tjor, n. Tøir, Baand som bindes omkring en af Fødderne paa et Dyr. Hedder Tjor (Hard.), Tjør, aab. ø (Sdm.), Kjor (mest alm. i de sydlige Egne), Kjør (nordenfjelds), Kjaur (Meldalen). G. N. tjoðr. — Hertil Tjorbeite, n. Græsning paa Engen for Heste eller Køer som bindes i Tøir. Tell. og fl. (Kjorbeite). Tjorhæl, n. Pind eller Pæl til at binde et Tøir i. Ørk. (Kjørhæl). Tjorspennel, s. Spennel.
tjora, v. a. (a—a), tøire, binde med Tøir. Overgaer til kjora, tjøre, kjøre (s. forrige). G. N. tjóðra.
Tjorgꜳng, m. Bugvrid, stærke Anfald af Smerter i Maven. Nhl. Hard. (Udtales med tj). I Valders hedder det derimod: Kjøtgang. Ordets Oprindelse er ubekjendt.
tjota, v. n. (tyt’; taut; tote, aab. o), tude, suse, larme idelig; mumle, snakke,
